Plader

Martin Hall: Phasewide, Exit Signs

Martin Hall tager os med fra det skurrende og dissonante til det næsten viskende afdæmpede på sit seneste udspil. Resultatet er funklende flot, og det anbefales at forberede sig på en længere rejse – for Phasewide, Exit Signs er et stærkt vanedannende bekendtskab.

Selvom der er gået syv år, siden Martin Hall var aktuel med et soloalbum, kan man langtfra beskylde multikunstneren for at have ligget på den lade side. Mellemtiden har nemlig budt på talrige indspilninger med andre, ligesom der har været filmroller, tv-programmer, bogudgivelser og teaterarbejde. Man skulle tro, det var raketbrændstof og ikke mælk, hr. Hall hælder over sine cornflakes om morgenen.

Nu føjes endnu et soloudspil, Phasewide, Exit Signs, til diskografien, og dermed har Hall været så venlig at levere soundtracket til mine næste mange uger. For albummet er nemlig så propfyldt med fine og finurlige lyde, at man får lyst til at trække gardinerne for, slukke telefonen, glemme alt om internet og bare fortabe sig i dets univers.

Som en musikalsk logbog har indspilningerne fundet sted i blandt andet Montreal, London og Bruxelles – og endog på et hotelværelse i Polen, hvor Hall i 2012 gæsteoptrådte i Podlasie Operaen. Og ligesom tilblivelsesprocessen har fundet sted i forskellige byer og lande, breder musikken sig også godt ud over paletten. Således er Phasewide, Exit Signs en kompleks størrelse, der afsøger grænselandet mellem avantgarde, moderne kompositionsmusik og pop med inspiration fra kabaret, lo-fi og skrammeljazz. Selvom det lyder som en voldsom mikstur, glider den faktisk overraskende let ned. Alt synes nemlig at være nøje afvejet – uden at være kalkulerende.

Det er mestendels det poetiske og det skrøbelige udtryk, der udforskes, eksempelvis i “Muted Cries”, “Meth” og “Retrograde”. Med Halls eminente og teatralske vokal og et forsigtigt piano som omdrejningspunkt vokser sangene frem som iskrystaller – smukke, unikke, men også umulige at fastholde, idet musikken i al sin skrøbelighed konstant truer med at gå i opløsning. Det skitsepræg, der findes på mange af numrene, fungerer utroligt godt, for det sikrer nærvær og musikalsk renhed – alt overflødigt er skåret fra, og eksempelvis er fraværet af en rytmesektion et glimrende træk. Musikken svæver af sted som fine pianofigurer, hvilket efterlader masser af plads til sangen, der med Halls affekterede vibrato næsten bliver en instrumentel oplevelse i sig selv.

Sange som “L”, “Tin Music” og “Forgetting the Details” er mere eksperimenterende. Der er dronede lydflader i eksempelvis “Tin Music”, og det fremmaner et foruroligende stemningsleje. Det giver en fin afveksling til de mere iørefaldende pianostykker. På “Forgetting the Details” får tøjlerne lov til at hænge frit. Her leger Hall med inspiration fra tolvtonemusik og gør udbredt brug af atonalitet og dissonanser. Vokalen er sært løsrevet fra musikken, idet den ikke afspejler dennes tilsyneladende mangel på struktur. Det kunne være soundtracket til en psykologisk gyser, hvilket er ment som en kompliment.

“Red Lips, Marbled Eyes” er det nummer, der stikker mest ud. Her har Hall allieret sig med et vaskeægte brass-ensemble. Lyden er kras og rå, og en tur i ekkomaskinen sikrer vokalen en ditto fremtoning. Det er lidt ovre i Tom Waits’ univers, men synes samtidig at afspejle Halls begejstring for mellemkrigstidens kulturliv.

Albummet afsluttes minimalisktisk med vokal, dobro og sporadiske strygere i “Phasewide”. Det er både vemodigt og melankolsk, og det er svært ikke at føle et stik inden i, når teksten lyder: »Don’t expect too much / This is what we’ve got / Let’s just lie here / Watch the light appear.«

Jeg har kun én anke, og det er mod åbneren, ”Emblematic”. Den smager lidt for meget af musical, og både klaver og vokal er desværre for svulstige til mig. Nummeret skyder ved siden af det underspillede univers, der ellers fungerer så godt. Heldigvis er der tale om en engangsforeteelse.

Hall har nok den virkning på mange, at han kan fremstå en smule – skal vi sige – elitær. Det ændrer Phasewide, Exit Signs næppe på. For der er langt fra dette til synkevenlig radiopop; heldigvis da. Alligevel emmer sangene i langt højere grad af musikalsk nysgerrighed, overskud og sans for det smukke i det enkle, end de gør af selvsmagende og højpandet kunstner-tamtam. At lytte til Phasewide, Exit Signs er slet og ret en æstetisk oplevelse, der vidner om en musiker, som efter en mere end 30 år lang karriere stadig besidder et kreativt drive og en originalitet, som kun de færreste i branchen kan prale med.

★★★★★☆

Deltag i debat