Den danske indierock kvartet Outdoor Fun udkom for nyligt med debutalbummet Oysters & Nightingales. Og det er netop nattergalenes sæson, som tankerne ledes hen på, når du smækker skiven på anlægget.
Første nummer på pladen, ”A July Night”, sætter hurtigt rammerne for den afkoblende, ubekymrede og ungdomsnaive medfart, du begiver dig ud på i de godt 36 minutter, skiven spiller. 36 minutter, hvor tonerne får dig til at længtes efter varme solskinsdage i parken med vennerne, glæde og iskolde bajere.
Sådanne dage følges ofte af morgener, hvor solen steger dig til, du vågner og er totalt ødelagt. ”Yesterday’s Rum” indkredser den fornemmelse meget fint med det lyriske anslag på første vers: »The sun is up, poking at my body / I’m pretty fucked, but we need to party«. Men den københavnske kvartet, der har sin oprindelse i smilets by, Aarhus, bruger ikke megen tid på tømmermændenes dystre toner.
Albummet er gennemsyret af et relativt højt tempo og glade, lallende toner, hvor jeg vil dvæle ved det sidste. For det er det lidt lallede, der får albummet til at fremstå som noget, man kan sætte på for at slappe af, på trods af det overvejende høje tempo.
At jeg omtaler de to ovenstående numre, har måske ikke så meget at gøre med netop deres indhold, men nærmere den fornemmelse som hele pladen giver. Oysters & Nightingales kræver ikke det store af lytteren. Det er så at sige blot at trykke play, og så kører det spiseligt forvrængede, ubekymrede, lo-fi lydtapet der ud af.
Kvartettens venskabelige bånd har sine rødder tilbage til femårsalderen, hvor de har spillet sammen på kryds og tværs, ind og ud af andre bands. Helt fra ungdomsskolebands og op til nu, hvor de afgjort har hentet en del inspiration fra Weezer, Guided by Voices og Exploding Hearts.
Man kan sagtens høre, at de her gutter har spillet sammen i en rum tid, men på samme baggrund kunne man måske også ønske sig, at de et kort øjeblik ville afvige fra deres comfort zone og bringe den sidste, forløsende, musikalske gastronomi til bordet. For fundamentet til en lækkerbisken er på plads. Den revolutionerende tonekok mangler bare i køkkenet.
Bandet har tidligere givet udtryk for, at de mest af alt gør det for hyggens skyld, og den fornemmelse formår de også at bringe videre til lytteren, uden at det nødvendigvis er en skidt ting.
Jeg savner lidt, at det lettere lalleglade feel good-aftryk sættes på hylden for en stund. Det er ungdommeligt og halvnaivt, men med tiden kommer der måske også lidt mere alvor ind i billedet. Det ville i hvert fald klæde Outdoor Fun at sætte lidt mere på spil. For det er lidt som et fremragende samleje, hvor man aldrig når til orgasmen.
F.eks. synes jeg ikke, at albummets førstesingle ”I Did It For You”, skiller sig nævneværdigt ud i forhold til resten af pladen.
Måske er det mest af alt, fordi hele pladen har en fin rød tråd fra ende til anden med et solidt og velklingende lydtapet, men hvor num-mer-et, der for alvor skal få pladen til at peake, aldrig kommer. Det kan godt lyde meget kritisk alt sammen, men sådan skal det ikke forstås. Det er en fremragende plade, der blot mangler de sidste gram tryllestøv.
Det er et godt indlæg! Tak for det Morten!