I musikvideoen til “I Feel Free”, førstesinglen og albumåbneren på Dilly Dallys andet album, Heaven, graver bandets frontkvinde Katie Monks bogstaveligt talt de resterende medlemmer op af jorden. Symbolikken er til at tage og føle på. Dilly Dally er vendt tilbage fra graven.
Selve sangen starter på samme måde helt nede i kulkælderen, inden den stiger imod et støjende og himmelstræbende crescendo, der lige så meget vækker minder om U2 og Coldplay som de grungeikoner, Dilly Dally ellers er blevet sammenlignet med. Der er smidt en god portion støj oveni, bevares, men den minder mig alligevel i al sin ekstase næsten om en forvrænget udgave af U2’s megahit “Beautiful Day”, og udgør et tidligt højdepunkt på albummet.
Dilly Dally brød igennem med det charmerende, grungede og anmelderroste debutalbum Sore i 2015. Den omfattende touraktivitet i kølvandet på debuten tog dog så hårdt på bandet og deres indbyrdes venskab, at de næsten opgav foretagendet og lagde Dilly Dally i graven. Det ville Katie Monks dog ikke være med til. Hun lukkede sig inde på sit værelse med sin guitar (en hvid Flying V, der også spiller en hovedrolle i førnævnte video) og begyndte at skrive. Nye sange tog langsomt form, og gennem musikken blev skårene langsomt klinket. Måske derfor er empowerment, selvværd og selvpleje blandt hovedtemaerne på Heaven. Som på “Sober Motel”, der hylder afholdenhed i kølvandet på bandets egne problemer med især alkohol på deres tidligere tours.
»Fuck the notion / That you should be higher / I’ve been lost in a fog / For forever«. Eller den fine “Believe”, med empowerment-mantraet: »Believe in yourself / Because thats all that matters / Love is an ocean / Don’t hide in the shadows«
Det er dog ikke fordi, bandet har mistet deres kant. De støjer stadig igennem på et album, der nærmere skal beskrives som råt i kanterne men blødt indeni. Det er støj, skrig og smerte krydret med en enorm bunke guitar-katarsis. Lyden er om noget både tungere og mere slæbende end på debuten. I samme ombæring er det værd at nævne Katie Monks’ vokal. Smadret og vrængende men til tider også sært fascinerende og forførende. En stemme der hele tiden balancerer på kanten af overanstrengelse. Både for hende og lytteren. Den bidrager i den grad til både Dilly Dallys udtryk og charme, men er nok også et sted, hvor nogle lyttere allerede står af. Det er en af den slags stemmer, man enten elsker eller hader.
I løbet af albummet bliver det dog også tydeligt, at alle sangene er skåret mere eller mindre efter samme skabelon, og selvom det er medrivende i starten, savner man variation efter noget tid. Det er som om, at alle sangene skal munde ud i et larmende omkvæd komplet med vrængende skrig fra Katie Monks og fuld gas på alle tangenter. Det er et fremragende virkemiddel, når det doseres rigtigt, men når det er løsningen for sjette-syvende-ottende-niende gang i træk, er det som om luften går af ballonen. Overkill simpelthen. Det mister sin effekt efterhånden, og det er synd.
For når det lykkes at balancere virkemidlerne, er Dilly Dally et både charmerende og medrivende bekendtskab. De har en signaturlyd, der står på skuldrene af en række af især 90’ernes absolutte rockgiganter, men formår alligevel at gøre den til deres egen. Derfor er Heaven også langt hen ad vejen et rigtig godt album med en række flotte og tunge rocksange, der for langt de flestes vedkommende fungerer glimrende for sig selv. Som en sammenhængende samling af sange og som et album opstår der til gengæld en smule metaltræthed, når man er lidt over halvvejs igennem.
Men måske er det bare mig, der er blevet en gammel mand og har glemt, hvordan det føles, når der ikke er andre afløb for de helt store følelser end et godt gammeldags teenageangstskrig. Eller ni.
