Hôy La var en afslappet, følsom oplevelse på Rising. Musikken fra norske Ingri Høyland Kvamstad er mørk, men varm triphop-musik, som går lige i maven på dig. Musikken består af detaljerede elektroniske beats og støj, der spilles op af varme akustiske elementer, samt Høylands intime stemme og lyrik, der oftest handler om tvivl og i det hele taget melankoli.
Dynamikken var god blandt bandet. Musikken bevægede sig ikke så hurtigt, men Høyland og bandet holdt den intime tone samtidig med de kørtelydniveauet op. “Roses” var blandt de lydspor, der mest tog min opmærksomhed, for her var der helt udsædvanlige eskaleringer og momenter, som man ikke oplever, når man har sine høretelefoner på og lytter til hendes musik.
Det gjorde koncerten, der sagtens kunne have være en mere rolig og indadvendt koncert, til en mere vild og udadvendt oplevelse. Det er ment på den måde, at studie-versionerne har en tendens til at være mere elektronisk-belagt. Det var de også på Rising, men man lagde dårlig nok mærke til, at der var samplers på scenen. Hele samspillet mellem det elektroniske og det akustiske fungerede hammer godt.
Der var mange overraskelsesmomenter i løbet af koncerten – man fik fx. foræret en omgang trompet i sidste ende af koncerten. Og det helt store magiske samspil på “Roses” gjorde nummeret helt nyt. På nummeret “Please” mærkede man specielt, der var plads til fills i vokalen, der spiller godt ind med bandet. På nummeret “Kids”, der måske var den mest melankolske del af koncerten, var Hôy La ekstra følelsesladen og intim i sit udtryk.
Hôy La kan varmt anbefales til hjemme i stuen, men på en scene er det altså en helt anden oplevelse. På den rigtig gode måde. Numrene udfolder sig anderledes end på albummet og gør hele lydbilledet større. Lydbilledet havde i hvert fald lagt sig over publikum, som virkede aldeles betaget. Det her var klart en af de mere levende koncertoplevelser på Rising i år indtil videre.
