Karakteren står lige her:
Det er ikke, fordi resten af anmeldelsen er ligegyldig, men nærmere fordi der aldrig var nogen tvivl.
For der findes koncerter, som er star making, essentielle og – i Roskilde-sammenhæng – ikoniske. Sådan en koncert leverede Lizzo lørdag aften på Apollo.
Da røgen fra årets vel sagtens bedste popskæring, “Juice”, efter næsten en times magtdemonstration havde lagt sig, var det i hvert fald med fornemmelsen af, at denne her allestedsnærværende, stolte sorte primadonna med store S’er og lige så stort P var popmusikkens næste store håb, sådan som hun strålede i aftensolen omringet af sine fire lige så energiske dansere samt ultratighte DJ.
Ja, Lizzo var det hele: Kommanderende soulmama på numre som “Worship”. Introvert sjælekrænger på “Jerome” og fremtidens popstjerne på førnævnte “Juice” og “Good as Hell”. Dette blev bedst eksemplificeret cirka halvvejs inde i sættet, hvor den tætpakkede plads foran Apollo igangsatte en klapsalve, der uden tvivl kunne have fortsat til 21.25, hvor koncerten sluttede. Så megen kontrol havde Lizzo over fremmødet, og det blev på intet tidspunkt kedeligt at være i hendes audiens.
For jeg har – på trods af at være en af redaktionens mindst popvenlige skribenter – ikke oplevet en lige så karismatisk og publikumsstyrende, kvindelig skikkelse på en scene udover Beyoncé. Og det er netop dér. hvor Lizzo bør og skal være på vej hen; med raketfart mod popstratosfæren.
Det var både cirklen af teenagepigerne med rosévin i pendulfart, seniorerne i øm omfavnelse og os midaldrende, bøvede festivalgængere, der blev ramt og rørt af Lizzos leverance, og når hun ikke var i færd med sine vellydende popkompositioner, gav hun den også som vanvittigt humoristisk og selvbevidst historiefortæller samt publikumsopildner. Mændene – de dumme svin – fik fortjente opsange. Vi lærte at sætte større pris på vores kroppe, tykke som tynde. Kvindekønnet; det stærke køn blev frigjort ud over alle grænser. Og så fik en heldig fyr på forreste række også et kærligt vink med en vognstang fra aftenens hovedperson. Det var både stof til efter tanke, jokes og velmente henvisninger til, hvordan vi som mennesker bør behandle os selv og hinanden.
Så når der snakkes om stærke kvindeskikkelser i musikken og kulturen som helhed, er Lizzo så afgjort det mest lysende eksempel. Og når hun om få år igen gæster festivalen, bliver det med ingen skygge af tvivl på Arena eller – hvis vi er heldige – Orange Scene. Og det kommer til at være 100 procent fortjent.