Plader

Jacob Faurholt: Shake Off the Fear

Den yderst produktive sanger og sangskriver Jacob Faurholt er tilbage med sin 10. plade, Shake Off the Fear – en kort og skrabet affære, der forstår at udnytte lo-fi-genrens styrker.

Tid er en finurlig ting; et kedeligt møde kan synes at vare en evighed og en fantastisk date at vare bare et øjeblik. Sanger og sangskriver Jacob Faurholts seneste plade, Shake Off the Fear – hans 10. under eget navn – er kun 28 minutter lang, og alligevel føles den meget, meget længere. Ikke fordi den virker hverken kedelig eller langtrukken eller noget som helst i den dur. Måske fordi pladen går så meget og så hurtigt til benet med al sin skrabede, skønne lo-fi-lyd, at man straks føler sig lukket ind i kunstnerens inderste. Og så kan 28 korte minutter pludselig føles vidunderligt lange.

Faurholt er godt i gang med at skrive sig ind i det hjørne af musikhistorien, hvor også kunstnere som bl.a. Bright Eyes/Conor Oberst og især Daniel Johnston hører hjemme; her bor de der ultraproduktive kunstnere, der hellere udgiver for meget end for lidt; her høres de simple guitarmelodier og underproducerede backing-instrumenter; her synges de ligeud tekster om alt eller intet med skæve, knækkede stemmer. Og på den led sidder Shake Off the Fears åbningsnummer, ”Stargazing” lige i skabet. En akustisk guitarmelodi akkompagnerer en tekst om at stå og kigge ængsteligt mod himlen på en balkon i Spanien. Ikke så mange vildfarende metaforer eller musikalsk pomp og pragt. Bare en helt almindelig mand med en guitar, der har noget på hjerte.

Her er lige dele melankoli og skønhed. På pladens tredje nummer ”Super Sorry”, et lille næsten poppet guitarnummer, synger Fautholt uden filter om, hvad det har af menneskelige omkostninger ikke at være den udenpå, som man er indeni. Den fine, lille ”Dark Moons” handler om de mørke tider, »… but then there’s you«, og så er det hele måske ikke så slemt endda. Måske siges det bedst på den banjobårne ”The Burning Ship”: »I’ve got some beauty and I’ve got some pain/ But all in all I think my life is great«. En helt almindelig mand; en helt almindelig guitar; et liv med både skønhed og smerte, som liv nu er bedst.

Selvom pladen er kort og genre-bestemt simplistisk i sit udtryk, så kræver den alligevel mange lyt før man egentlig føler, at man har fået hele sammenhængen med. Og nu vi er ved sammenhængen, så er der lidt med strukturen på første del af pladen. Andet nummer er en langsom duet-ballade med navnet ”Hide From the Dark” med Nadia Sharpe Faurholt på andenvokalen, og det føles simpelthen som om, at den ligger et forkert sted på pladen. Man har knap nok nået at begynde at forstå Faurholt’s lidt nasale stemme, før man bedes forholde sig til et helt andet udtryk, og det fungerer faktisk ikke rigtig – den skulle have ligget som nummer 7 eller 8. Og så kan man jo altid spørge sig selv, om numrene skiller sig nok ud fra hinanden, men samtidig er det jo en uomtvistelig del af den her indie lo-fi genre, hvor alt er en sang, og intet er uudgiveligt. Pladens sidste nummer, kærlighedserklæringen ”Rainbow in the Sky” eksperimenterer Faurholt lidt med både sin stemme og med en akustisk melodi, der åbner sig mod det støjende og ængstelige til sidst, og det er både en fed måde at slutte en plade på, men også bare et fedt nummer, man godt kunne forestille sig mere af i fremtiden. Men indtil da skal man bare tage sin høretelefoner på, at lade sig bevæge af en ærlig mand og hans ærlige sange.

★★★★☆☆

Leave a Reply