Efter ti års albumstilhed har den københavnske garageduo Howl Baby Howl igen slæbt guitar og trommesæt med i studiet. Guitar og trommer. Mere skal der ikke til for at skabe fundamentet for en sitrende, solid og ganske enkelt uovertruffen rockplade. Men det er i de små, musikalske detaljer, at magien for alvor opstår.
Trods et skuffende fremmøde tog Vega godt imod Shame, der var velspillende, veloplagte, velmixede og mere end i stand til at spille salen op.
Med Food For Worms har de britiske postpunkere trukket i den musikalske håndbremse. Det ufiltrerede ungdomshyl viger for en eksperimenterende nysgerrighed, og resultatet er en helstøbt plade skabt af et band, der samtidig har fundet ind til sig selv.
Den brillante historiefortæller Anna B Savage er tilbage med en samling nye sange, der kradser sjælen op. Den ubændige trang til frihed møder et brændende, seksuelt begær på en plade, der viser en kunstner, der som pladens titel også angiver, er in|FLUX – i evig forandring.
Den ustoppelige punker har samlet et all-star-hold af musikere til sit 19. album Every Loser. Anarki og tøjlesløst kaos blandes sømløst med ballader og refleksion på en kort men hård plade, der både udfordrer ørene og giver stof til eftertanke.
På sin nye EP Ties udforsker den danske eksperimentalkunstner Alto Aria venskabet i alle sine mange former. Det er der kommet en meget smuk og vemodig plade ud af, der dog halter på tekst og tematik.
At være avantgardekunster forpligter, og islandske Björk gør sjældent noget halvt. Det tiende album Fossora er både rasende komplekst, usandsynligt smukt og musikalsk krævende.
Den britiske kvartets veloplagte debutplade er ungdomshyl mod konservatisme og konformitet i højt tempo. Der er bestemt grobund for noget virkelig interessant her, men i forsøget på at vise hvad man kan, drukner The Lounge Society lytteren i musikalsk ekvilibrisme.
John Dwyer og kompagni har for alvor omfavnet punkens energiske vrede. A Foul Form er hurtig, aggressiv og vellykket.
På de svenske post-punkeres tredje album slipper Viagra Boys deres indre abe løs. Fortællinger fra det globale samfund møder tør humor på en udgivelse, der dog fremstår en smule unuanceret.
Post-punkens mest sympatiske mand og resten af Idles fik Avalon til at nå kogepunktet på Roskilde Festivals sidste dag. Det var højt, det var aggressivt og det var gennemført.
Nå men ja øh ... tak for i år, Roskilde.
Thom Yorke og Jonny Greenwood beviste endnu engang, at de er nogle af de mest kreative sjæle i alternativ rock. Sammen med Tom Skinner skabte de en legesyg, befriende og tungere end forventet aften.
Musikalsk spillede heavy mathrockerne med musklerne, men ingen spændende rytmestrukturer kunne redde forsanger Eva Korman fra at synge falsk.
Kenyanske Duma var virkelig fucking glade for at være på Roskilde Festival. Men deres ugudelige understrøm af grindcore og industrial techno led under kontinuerlige tab af momentum, der fik mange til at miste interessen.
Cate Le Bon tryllebandt sit publikum med sin unikke, genresprængende musik. Det blev aldrig kedeligt, men ensformigheden truede den gode stemning.
Plant og Krauss kom dybt og bredt rundt i bagkatalogerne i løbet af en sublim koncertoplevelse, der nærmest var definitionen på perfektion.
Ung, dum og fuld af Afskum. Prince Askar aka Afskum havde hånden på struben af et velvilligt publikum. Ordet intenst dækker kun knapt, og hvis mikrofonen ikke havde været mudret (og hvis man havde været bare lidt mindre rundhåndet med autotune), havde vi nærmet os en perfekt performance.
Atusji leverede tilbagelænet pop på en daset, doven tirsdag. Trods det sympatiske og smilende udtryk, kunne kun en fremragende guitar redde koncerten fra at blive decideret kedelig.
»Jeuru, baby!« Det amerikanske stjernefrø lagde Countdown ned med catchy R&B, en imponerende vokal og et rap-flow, der sad lige i skabet.
