Det er måske ikke det første, man tænker, men Danmark har i en del år haft en sprudlende scene af psykedeliske bands, der har gjort sig relativt godt bemærket uden for landets grænser. Et af disse bands er Papir; en trio fra København bestående af Christian Becher Clausen, Christoffer Brøchmann Christensen og Nicklas Sørensen. Tilbage i 2010 udgav gruppen sin første plade, og siden da er det blevet til rundt regnet 10 plader heriblandt studieplader, liveplader og kollaborationer med blandt andet tyske Electric Moon. At Papir har leget med disse tyskere giver et praj om, at de netop regnes blandt noget helt særligt i det psykedeliske landskab. Med seneste skud på stammen, dobbelt-lp’en Jams, har Papir kastet sig ud i dokumentation af nogle improviserede udgydelser.
Men hvad er det så for nogle psykedeliske udgydelser, som denne trio er leveringsdygtige i? Som så mange andre genrebetegnelser, kan det være svært at definere, da mange af betegnelserne ofte bruges i flæng om mangt og meget. Jeg er måske nok selv tilbøjelig til at putte mærkater på, men håber at jeg kan beskrive det hele lidt mere med ord, der ikke binder sig til et bestemt leksikalt opslag. Men rammen er sat, hvis jeg putter psykedelisk musik ind i den kontekst, der forsøger at beskrive, emulere eller symbolisere en psykedelisk oplevelse af sind og bevidsthed. Selvom de herrer i Papir er ufatteligt teknisk dygtige, så er det umiddelbart ikke den interaktion, de ønsker med lytteren, men til gengæld indsigt og udvidelse af sind og tidsopfattelse. Sagt mere simpelt, så skal livet sættes på pause, og musikken skal få dig til at drømme.
Nuvel, nok svulstige og lommefilosofiske tanker om, hvad begrebet psykedelisk musik grundlæggende skal indeholde, nu er det oplevelsen, det skal handle om. For Jams er en oplevelse. En oplevelse, der tager tid – og så alligevel ikke. Med en samlet spilletid på cirka 80 minutter er der lagt i ovnen til noget andet end catchy pop eller hæsblæsende punk. Det overstås ikke hurtigt, men fænger anderledes. Instrumentalt og svævende bliver lytteren sendt på en rejse til kosmos, eller i hvert fald dybt ned i sin sofa. Jeg tror, det er godt for pulsen.
De i alt seks numre på pladen bærer ingen deciderede titler. De har blot en datobetegnelse og så et rækkefølgenummer. De første tre bærer datoen 17.01.2020, og de tre andre datoen den 20.01.2020. Altså må de seks numre være resultatet af to dages improvisation, hvor bandet lige har haft to dage til at restituere. Hvor første halvdel har samme ekspansive tilgang til den improviserede psykedelika, hvor intensiteten opbygges gradvist uden at blive pompøs, så er anden halvdel en anelse mere alsidig og ”pæn”.
De tre numre, der udgør første halvdel, minder en del om Papirs førnævnte tyske samarbejdspartnere – dog mere minimalistisk og afdæmpet. Selvom det er intenst og bygges op, forbliver det lige på nippet til ekstase. Dette uforløste klimaks holder lytteren fast i en jagt efter stigning på intensitet. De er vel bedst at sammenligne med deres danske musikalske slægtninge i Causa Sui, et andet psykedelisk band, der blandt andet står bag El Paraiso Records, som Papir ligeledes har udgivet plader på. På de tre nævnte numre har Papir sluppet sig lidt mere løs og blevet lidt mere løslupne i deres lyd, hvilket er et aspekt, jeg ellers har fundet mere vedkommende hos Causa Sui. Det bedste af to verdner så at sige.
Anden halvdel rummer ét enkelt ”kort” nummer på fire minutter. Dette fremstår som et mere elektronisk mellemspil, om man vil. Det bryder rytmen på en anelse malplaceret facon og bærer jo præg af en spontan idé til improvisation. Sådan skal det være, men det er bare ikke den bedste idé, man har fået undervejs. De to lange numre repræsenterer også god kvalitet, men det er, som om lydbilledet er blevet lidt mere skingert, og det fremstår ikke så konsistent som første del af pladen. Det er ikke graverende, men personligt kunne jeg godt have nøjedes med de tre første numre, der med den stramme bas og den snigende intensitet fanger mig mere i den rette stemning.
Med Jams har Papir rykket sig et nøk opad i min bog. De har givet lidt mere slip og skruet lidt ned for fastheden, uden at de går på kompromis med deres relativt minimalistiske og langtrukne storhed. Det kræver tålmodighed af lytteren, men hvis du har det og kan droppe ud af tilværelsen i en time og tyve minutter, så er du godt på vej. Godt på vej til længslen efter at stå til en festivalkoncert en dansk sommerdag, hvor solen er ved at gå ned, og du svajer lettere beruset til sådan noget musik, som høres på Jams. Men det er måske også det, der er det største kritikpunkt ved pladen: Nemlig at sådan noget musik bare fungerer bedre live, hvor tålmodigheden automatisk er en anden.
