De sidste lydstumper, man aner, inden Morgenrødens helvedesherre langsomt fader ud på “Døden står ved himmelens port”, er den umiskendelige lyd af sværdkamp. Ja, rent faktisk er sværdet sågar også noget af det allerførste, der præger Heltekvads debut-EP, når det hastigt drages oven på den klassiske, ildevarslende intro på åbneren, “Morgenrødens åbenbaring”.
Det burde imidlertid ikke komme som nogen særlig stor overraskelse, hvis man på forhånd har taget blot et hurtigt kig på den æstetik, trioen helliger sig: Ophavsmændene selv portrætteres (selvfølgelig) væbnet med sværd i hånd, den generelle ikonografi er som løftet direkte fra Kalmarunionens tidligste dage, og pladecoveret er et udsnit af det flamske 1500-talsmaleri Chafariz d’El-Rey, hvor fokus i dette tilfælde er på João de Sá Panasco; den afrikanske hofnar for Kong João III af Portugal.
Heltekvad har sågar afladsbreve med til releasearrangementet for Morgenrødens helvedesherre, hvis man skulle være typen, der går op i syndsforladelse.
Men vi er ikke ved Hastings; ej heller ved Bouvines eller Grunwald. I stedet er vi lige her i Hafnia en god håndfuld århundreder senere, hvor plagen trods alt også har raseret de senere år. Middelalderblackmetal kalder Heltekvad selv deres musikalske virke; disse nådesløse lydkulissers fusion med Nordens melankoli og heroiske melodier fra en stadigt fjernere fortid.
Og skulle der være en bedre fadder til dette særegne projekt end Ole Luk, der som bekendt fortsat venter på at kunne takke ordentligt af med Solbrud efter mere end 10 år med bandet. Nu ligger hans fokus i stedet på Heltekvad og Afsky, hvis live-ensemble – Simon Skotte (også fra Sunken) og Simon Frenning (også fra Morild) – han ligeledes har rekrutteret som væbnere til Morgenrødens helvedesherre.
Og dermed bringer dette os tilbage til sværdet på “Morgenrødens åbenbaring”, der indvarsler denne (i mest positive henseende) infernalske belejring af sanserne. For blackmetal skal udfordre lytteren, om det så er med piercende vræl og hyl, kompromisløse kaskader af guitarriffs eller uendelige blastbeat-passager; det ligger om noget i genrens natur. Og det er bestemt også et vedvarende tema fordelt over skivens syv kapitler.
Men Morgenrødens helvedesherre er ikke kun en plade belagt med en aura sort som byldepesten. De mere autentiske middelalderindflydelser titter nemlig også frem i momenter som på “Ærbødig er den, som sejrer”, hvis indledningsvise lut-og-fløjte-sammensurium nærmest inviterer til frejdig fælles- og kædedans rundt om majstangen. Samme fløjter byder også ind med en sagte sortie på “Ved sværdets klinge skal du forgå” i umiddelbar overgang fra Luks afslutningsskrig, mens en gregoriansk messen anes et sted i baggrunden på “Eder og hæder”. Disse små gimmicks er tillige også med til at tage noget af brodden af pladens kontante leverancer, uden at man fuldstændig desarmerer Heltekvad største styrker.
Det er selvfølgelig melodierne i sig selv, der her tales om. Det lykkes nemlig for Luk og Skotte at kreere en lang række fængende sekvenser, der både dyrker det simplistiske og melankolske, og som i deres grundform agerer limen, der – sammen med Frennings solide håndværk bag trommerne – binder alle disse nærmest konstant eksploderende fragmenter sammen. Dette mærkes bedst på “Ved sværdets klinge skal du forgå”, der undervejs skyder en vis portion lamentoso ind i den i forvejen sørgmodige ambiens, og på “Eder og hæder”, som i løbet af det første halvandet minut når at tegne sig for albummets bedste enkeltstående lytteoplevelse.
Morgenrødens helvedesherre er et yderst gennemført værk, der heldigvis kender sine styrker bedst, og som ligeledes er yderst bevidst om, hvor længe førnævnte belejring skal vare. Det bliver derfor aldrig en hverken langsommelig eller forudsigelig affære, men byder i stedet på en fortrinligt professionel udførelse af et musikalsk koncept, der både er udtænkt og udført mange gange før – men som endnu ikke har taget sig lige så godt ud på hjemlige breddegrader.
Musik, der fungerer som det helt perfekte lydtapet, hvis man eksempelvis er ude på gifte sin tredje datter væk til hertugen af Kurland for at få større indflydelse på det tiltagende politiske spil i Den Botniske Bugt.
