Klassikeren

Laurie Anderson: Big Science – Avantgardekunst på hitlisten

Skrevet af Jens Trapp

Nedstyrtede fly, gidseltagninger, atomfrygt og den rungende dissonans i samtiden. Hvis en fremmed kom til USA i slut-70’erne/start-80’erne, kunne vedkommendes oplevelse af landet meget vel se ud, som de gør på Laurie Andersons mesterværk Big Science.

Det er imidlertid næsten umuligt ikke at starte med ”O Superman”, når man snakker om Laurie Anderson og især om hendes debutalbum fra 1982, Big Science. ”O Superman” blev året forinden det usandsynlige hit for Anderson, som havde bevæget sig på avantgardekunstscenen i New York indtil da. Historien om, hvordan det gik nummer 2 på den britiske hitliste, er da også ganske underholdende og muligvis kendt af de fleste, der interesserer sig for Laurie Anderson. Her kommer den, ikke desto mindre, igen.

Sangen åbner pladens side 2 og hedder egentlig ”O Superman (For Massenet)”, selv om der på coveret af singlen bare står “O Superman”. Det var B. George – Laurie Andersons underviserkollega på Whitney Museum – som overtalte hende til at indspille nummeret på hans lille One Ten Records i New York, som netop havde modtaget et nationalt legat på 500 $ og derfor havde lidt penge at gøre godt med. Anderson indvilligede og indspillede nummeret i sin entre, som var det mest stille sted, hun var i stand til at finde, hvorefter B. George lavede et oplag på 1000 eksemplarer. Kort efter fik han selv udgivet en bog, han havde skrevet, Volume: The International Discography of the New Wave, som allestedsnærværende britiske John Peel fik fingre i. Han inviterede B. George til London, hvor han medvirkede i Peels radioshow på BBC og fortalte om musikscenen i New York. B. George medbragte singlen ”O Superman”, som Peel straks faldt for og satte i rotation på stationen. Det medførte at singlen gik nummer 2 på den britiske Top-10 og havnede på Top-20 i 16 andre lande til alles, ikke mindst Laurie Andersons, overraskelse. Siden er den solgt i næsten 1 million eksemplarer. Ingen havde set det komme. Det er – uanset dens mange musikalske kvaliteter – en atypisk hitlistesang, og Laurie Anderson er en usandsynlig hitlistekunstner. Hendes kunstnervenner i New York mente da også, at hun havde solgt ud af idealerne, men i et interview fra 2016 siger Anderson selv om den del af det, at »mine kunstnervenner sagde, at jeg solgte ud, men bare nogle måneder senere hed det crossover. Jeg gik fra at være en idiot til at være visionær … Jeg havde lige taget sangen tilbage i mit liverepertoire, inden 11. september. Folk sagde: ”Jeg kan ikke tro det. Du synger om begivenheder der sker lige nu.” Jeg sagde: ”Det er ikke så mærkeligt. Det er den samme krig, og vores fly styrter stadig ned”.«

Men hvad er det så egentlig for en sang, der i 1981 endte på hitlisten i selskab med sange som Depeche Modes ”Just Can’t Get Enough”, The Polices ”Every Little Thing She Does Is Magic”, Adam and the Ants’ ”Prince Charming”, Earth, Wind and Fires “Let’s Groove” og ikke mindst Dave Stewart og Barbara Gaskins cover af “It’s My Party”, som tog førstepladsen foran ”O Superman”?

Her kommer flyene

Sangen er affødt af gidseltagningen i Teheran i 1979-81, hvor 54 diplomater blev holdt som gidsler på den amerikanske ambassade i 444 dage. Otte gidsler og én iransk civil blev dræbt, da en amerikansk helikopter styrtede ned under en redningsaktion iværksat af præsident Jimmy Carter under et år før den endelige frigivelse. Det er denne teknologiske “fejl” – dét at en avanceret amerikansk militærteknologi kan fejle og dermed åbenbare en sårbarhed midt i al den muskelsvulmende stormagtsmentalitet – der sætter Anderson i gang med sangen. Samtidig havde Anderson en passion for en arie i Massenets opera Le Cid fra 1885. Det er passagen »Ô Souverain, ô juge, ô père (O Sovereign, O Judge, O Father),« som hos Anderson blev til »O Superman / O Judge / O Mom and Dad.«

Hele vejen igennem nummeret kører ordet “Ha”, i et loop lavet på harmonizer, mens selve sangen bliver sunget gennem vocoder. Jo, Anderson var og er begejstret for teknologien. Men hun er også kritisk. For hende handler det nemlig også om, hvordan vi som mennesker lærer at leve med teknologien, uden at det er den, der lever med os. Derfor sætter en tilsyneladende teknisk fejl i helikopteren Anderson i gang med “O Superman”.

Helikopteren bliver en metafor for USA og dukker (dog som fly) op i linjen »Here comes the planes / They’re American planes / Made in America / Smoking or nonsmoking?« inden sangen slutter med en mor-figur, som tidligere tilsyneladende har indtalt en telefonsvarerbesked: »Hello? This is your mother, are you there?« Det viser sig, at mor også er en metafor for USA. Moderlandet. Det afsløres af stemmen på telefonsvareren samt jeg’et, der aflytter beskeden: »Well, you don’t know me, but I know you / And I’ve got a message to give to you / Here come the planes / … / And I said: OK. Who is this really? And the voice said: / This is the hand, the hand that takes.«

I slutningen af sangen italesættes denne mor-figur på følgende måde: »’Cause when love is gone, there’s always justice / And when justice is gone, there’s always force / And when force is gone, there’s always Mom. Hi Mom!« og Anderson fortsætter med at synge om »long arms«, »automatic arms«, »electronic arms«, »petrochemical arms« og »military arms« med et fint ordspil på ordet “arms”, der både kan betyde arme og våben.
De citerede linjer spiller i øvrigt på nogle linjer fra Tao Te King, vers 38: »Therefore when Tao is lost, there is goodness. / When goodness is lost, there is kindness. / When kindness is lost, there is justice. / When justice is lost, there is ritual.« I Andersons tekst er det dog kærligheden, man mister, når der til sidst kun er mor/USA er tilbage. Også linjerne »And the voice said: Neither snow nor rain nor gloom of night / Shall stay these couriers from the swift completion / Of their appointed rounds,« er hentet andetsteds fra. Det er nemlig det uofficielle bonmot for det amerikanske postvæsen og peger i sammenhæng med det taoistiske citat måske på den måde, USA insisterer på deres stormagtsstatus uden at stille spørgsmål ved, hvad der egentlig er rigtigt og forkert. For hvad var det, der skete i Iran dengang? Uden at forsøge en større analyse af 80’ernes verdenspolitik, er det almindeligt kendt, at USA havde (og har) olieinteresser i området og derfor primært plejede egne interesser, uafhængigt af hvad der ellers måtte foregå i området.
Det er dét, Laurie Anderson ser og italesætter på “O Superman (For Massenet)”.

De forenede stater, live

Big Science udkom altså i dag for 40 år siden på Warner Bros. Records, med hvem Anderson havde underskrevet en kontrakt på hele 7 albummer oven på den overraskende succes med “O Superman”. Det var en storslået satsning på kunsten, som man godt kunne savne i dag, hvor de store verdensomspændende pladeselskaber overvejende satser sikkert på mainstream. Alle de store 70’er-bands var på daværende tidspunkt ved at køre fast i den samme rille og forsøgte mere eller mindre desperat at ride med på den nye lyd og mentalitet. New wave, punk og disco var det nye; som en reaktion mod netop 70’ernes pompøse og storslåede rocklyd, mens no wave dukkede op i New York som en yderligere reaktion mod kommercialiseringen af både punkrocken og new wave. Netop no wave arbejdede med støj, dissonans og atonalitet og lå betydeligt tættere på den avantgardekunstneriske scene, som Laurie Anderson var en del af op gennem 70’erne.

Så selvom Big Science er Laurie Andersons debutalbum var hun altså ingen novice på kunstscenen, da hun i 1982 albumdebuterede som 35-årig. Hun er født i 1947 i Illinois og flyttede i 1966 til New York og blev en del af byens førnævnte avantgardescene. Både før og efter Big Science arbejdede Anderson med kunst: tegninger, musik, malerier, installationer, film, skulpturer, elektronisk design, software, opera og teater og ikke mindst performances. Før albumdebuten havde hun – for blot at nævne nogle få signifikante eksempler – spillet på en violin, som hun forinden havde fyldt med vand, mens hun en anden gang stod i et par skøjter, frosset fast i to isklumper på størrelse med skotøjsæsker, mens hun spillede violin, til isen var smeltet. Siden opfandt hun en violinbue, hvor hestehårene var erstattet af en stump magnetbånd med optagelser på, som, når hun strøg dem over et båndoptagerhoved monteret i violinens bro, gav mærkelige stumper af lyd fra sig i et mekanisk og dynamisk loop.

I 1981 medvirkede Anderson desuden på dobbeltalbummet You’re the Guy I Want to Share My Money With sammen med William S. Burroughs og John Giorno. Pladen udkom på Giornos non-profit-selskab Giorno Poetry Systems og bestod af optagelser fra de tre kunstneres fælles spoken word-turné Red Night. De fik hver en side på pladen, mens den fjerde side havde tre spor ved siden af hinanden (den såkaldte multigroove-teknik), så afhængigt af hvordan nålen landede på vinylen, hørte man enten et nummer med Anderson, Burroughs eller Giorno. Laurie Andersons numre på You’re the Guy… var alle en del af hendes United States-projekt, som udkom i 1984 på det femdobbelte livealbum United States Live, som også Big Science er en del af.

Der er ingen pilot

Big Science er selvfølgelig andet og mere end bare “O Superman”, selvom dét nummer unægteligt skiller sig ud. Tag eksempelvis åbningen af albummet “From the Air”: »Good evening / This is your Captain / We are about to attempt a crash landing.« Det er en lakonisk, smukt artikuleret besked, der bliver leveret på en bund af Andersons vocodermanipulerede stemme, (David Byrne-samarbejdspartneren fra bl.a. My Life In The Bush Of Ghosts) David Van Tieghems genialt tørre trommer samt en blæsergruppe med et par saxofoner og en klarinet, der blæser et virkelig skævt og atonalt tema. Flyets kaptajn leger herefter lidt “Simon Says” med sine passagerer, griner smørret og trækker på den måde kontrasterne op fra start af. En legesyg kaptajn i et styrtende fly? Eller er der tale om en kaptajn, der ikke erkender alvoren? Ikke erkender at flyet er ved at styrte ned? Og hvem er kaptajnen egentlig?

Kaptajnen er en af Laurie Andersons mange fortællerstemmer på Big Science, som senere i samme nummer vender tilbage: »This is your Captain – and we are going down / We are all going down, together / And I said: Uh oh. This is gonna be some day / Standby.« Endnu en fortællerstemme dukker op. Et “jeg”, der kommenterer på kaptajnens ord, og som enten er med på flyet eller i hvert fald oplever det på anden vis for på den måde at understrege, at der virkelig er tale om et af Laurie Andersons specialer; legen med fortællerstemmen.
Det er nemlig fortællingen og ordene, Anderson er interesseret i, og som driver værket, hvilket hun også beskriver i sin omfattende, essay-og illustrationsfyldte bog All the Things I Lost In the Flood, hvis titel refererer til en oversvømmelse af den kælder, hvor hun opbevarede stort set alle sine tidligere projekter og forskellig elektronik.

Akkurat som hendes United States-projekt ligger Big Sciences fokus på skildringer og billeder af USA. Laurie Anderson er den fremmede eller den fremmedgjorte outsider; den udefrakommende, der oplever og beskriver USA, som hun oplever det, når hun konfronteres med landet. Anderson havde tilbragt en del tid i Europa og var på den måde en udefrakommende – i hvert fald momentant. Anskuet fra denne synsvinkel bliver kaptajnens ordleg i det styrtende fly nærmest tragisk. »This is the time / And this is the record of the time,« synger Andersons jeg-fortæller videre på “From the Air”. »Put your hands over your eyes / Jump out of the plane / There is no pilot / You are not alone / Standby,« mens en smooth pedalbas fra et Farfisaorgel (spillet af medproducer Roma Baran) løber legende bagom den stiliserede og bevidst monotone rytme. Og dermed er kaptajnen undsagt. Han er der slet ikke, hvis fortællerstemmen står til troende.

“From the Air” efterfølges af titelnummeret, der starter med et ulvehyl, som ved nærmere efterlyt er et syntetisk et af slagsen, samt et meget smukt arrangement med synth, percussion og senere Van Tieghem på rototoms og Baran på glasharmonika. På dette nummer er Anderson netop den fremmede, der kommer til Amerika og spørger om vej med ordene: »Hey pal! How do I get to town from here?« Hun bliver ledt forbi alle den moderne amerikanske civilisations “templer” – indkøbscenteret, motorvejen, stadionet og drive-in-banken – men vel at mærke kun hvor de er påtænkt at skulle ligge, for de er altså ikke opført endnu, inden hun endelig ankommer til den gyldne by: »Golden cities. Golden towns / And long cars in long lines and great big signs / and they all say: Hallelujah. Yodellayheehoo / Every man for himself.« Der leges atter fornemt med ordene; “big science” lyder som “big signs” i beskrivelsen af den gyldne by, mens de alle sammen på én gang siger både et helligt “hallelujah” samt et noget mere profant “yodellayheehoo”. For hvad er helligt og hvad er ikke? Med »Every man for himself« runder hun også kongstanken i den kapitalistiske amerikanske verden, mens den kolde krig og atomvåbenkapløbet rasede om kap med voldsomme teknologiske fremskridt, og hvor de første små pip om global opvarmning og klimaforandringer blev ytret.

Hvad findes bag gardinet?

”Sweaters” starter til gengæld med Andersons skærende hyl og sang op mod en sækkepibe i en sær, skævvredet call-and-response, mens Van Tieghem lader slagene regne løssluppent rytmisk ned over trommerne. På mange måder er det et hæsligt eller i bedste fald voldsomt nummer, men det skaber er en fremragende kontrast, som det er placeret mellem “Big Science” og den esoterisk funderede ”Walking and Falling”, som følger efter, og som er et smukt nummer med kun Anderson selv på elektronik og sang:
»You’re walking. And you don’t always realize it / But you’re always falling / With each step, you fall forward slightly / And then catch yourself from falling« Denne mystik bliver kun større på næste nummer, “Born, Never Asked”, hvor en gruppe mennesker er forsamlet i et stort rum. De er alle sammen frie, og de spørger sig selv: »What is behind that curtain?«

Efter “Born, Never Asked” kommer “O Superman (For Massenet)”, som vi allerede har beskæftiget os med, og herefter ”Example #22”, der minder om ”Sweaters” ved at være sådan en uregerlig bastard af et nummer, der ligesom no wave-musikken trækker på noget atonalt, støjende og dissonant. Her optræder mange forskellige stemmer; tyske stemmer, stemmer kørt baglæns ind på båndet (med den oprindelige tekst »It was in red magic marker and it said« gentaget om og om igen) samt Laurie Anderson, der synger med en bevidst skabet stemme om noget udefinerbart underbevidst: »In my dreams you’re talking to me / Your voice is moving through me / You talk as if you knew me / So pay me what you owe me.«
Det hele er kædet sammen af skæve lyde: Baran på accordion, Van Tieghem på trommer og percussion, forskellige træ- og messingblæsere, Andersons violin og Farfisa-orgel foruden en piccolofløjte spillet af endnu en gennemgående musiker på pladen; installationskunstneren Perry Hoberman.

Big Science slutter med de to sammenkoblede numre “Let X=X/It Tango”, der helt umærkeligt flyder sammen og ligeså godt kunne have været ét nummer. På “Let X=X” bliver vi præsenteret for noget så odiøst som en ekspedient, der tjekker hatte på en skøjtebane: »I met this guy / And he looked like might have been / A hat check clerk at an ice rink / Which, in fact, he turned out to be / And I said / Oh boy / Right again.« Slutningen af “Let X=X” er desuden et postkort med en takkeliste og et P.S.: »Oh yeah, P.S / I, I feel, feel like, I am in a burning building, and I gotta go / Cause I, I feel, feel like, I am, in a burning building / And I gotta go.«
Umiddelbart efter glider nummeret så over i “It Tango”, som er en lang række spørgsmål stillet af en mand og en kvinde startende med: »She said, it looks / Don’t you think it looks a lot like rain?« måske som en respons på følelsen af at være i en brændende bygning, inden sangen (og albummet) slutter med linjerne: »Your eyes / It’s a day’s work to look into them / Your eyes / It’s a day’s work / Just looking into them.«

For Big Science er et album, hvor der hele tiden synes at være noget andet og mere på spil end bare ordene og det, ordene på deres nok så kringlede og mangetydige måde udsiger. Som i åbningen af “Walking and Falling”: »I wanted you. And I was looking for you / But I couldn’t find you«. Eller i “Born, Never Asked” efter de mange mennesker i værelset har spurgt, hvad der er bag gardinet, hvorefter sangen slutter med denne kryptiske melding: »You were born. And so you’re free. So happy birthday.« Eller hvad med stemmerne på den sære ”Example #22” hvor Anderson også disker op med disse linjer: »Beispiele paranormaler Tonbandstimmen / Was sind paranormale Tonbandstimmen? / Es sind Stimmen unbekannter Herkunft / Es sind paranormale Tonbandstimmen,« måske som en hentydning til de mange stemmer, hun selv har lagt ned over albummet, hvormed hun selv peger på, at der er mere på spil?

Vi har altså at gøre med et album spækket med forskellige fortællerstemmer, billeder, der virker svært forståelige, og en dyb, lettere skæbnesvanger bund under det hele, som responderer og skaber genklang mod ens egen underbevidste tilstand. Et album, der også i dag synes at have relevans.

Leave a Reply