Solen fandt vej igen. Den stod ligeså blændende og ubønhørligt over festivalpladsen som før gårsdagens tordenskylle. Luften var bare mere renset og lykkeligvis med en spredt formation af små lækre lammeskyer smidt ud over alt det blå. Den norsk/etiopiske producer, sangerinde og visuelle kunstner Camilla Myrhe fandt under navnet Varnrable også vej til Countdowns store scene i udkanten af festivalpladsen lige ud for Orange scene. Det vil være løgn at sige, at publikum også fandt vej til scenen. Det var først, da de allerførste tonstunge toner fra DJ’ens pult satte alt i svingninger, at der kom mere end de små hundrede stykker, som havde fundet vej umiddelbart inden koncertstart.
Henover den næsten subsoniske bas kørte et miks af alle mulige forskellige lyde, beats og programmeringer og skabte tilsammen et svært dechifrerbart lydbillede. Forrest på scenen sad Varnrable og en guitarist. Hun stemte sin guitar, de stemte begge deres sind lignede det, og rejste sig så og gik i gang. Jeg har ingen anelse om, hvem hverken guitarist, DJ eller de dansere der om lidt vil blive præsenteret var, udover at de besøgte Varnrables univers og gav deres bidrag. DJ’en hele vejen igennem de 45 minutters show. Præsentationen af dem druknede lidt i musikken.
Lad det være sagt med det samme: Det er satme en svær musik at komme ud over scenekanten med på den scene og på det tidspunkt. Og en svær musik at anmelde. Den er mystisk og tung med sine sære toneskift og skalaer. Den emmer af noget mærkeligt, som ikke umiddelbart kan indfanges. Den undslipper og fordamper som røgen fra røgmaskinerne, der blev blæst ud i den varme luft på scenen. Når det er bedst, er der en næsten hypnotisk stemning til stede, men der er også mange passager, hvor det ikke rigtig rører ved noget. Jeg prøver af al magt at lade mig hypnotisere, men fanger det ikke helt.
Varnrable lovede ellers, efter første nummer, at vi skulle ud på en rejse sammen og satte i med “Crazy Bitch”, en single tilbage fra 2020, som var eneste nummer hvor DJ’en var stille. Ellers bestod rejsen mest af sange fra albummet Air Born fra tidligere på året. Coveret fra det albummet hang som elektronisk bagtæppe, og det er lige så mystisk som musikken. Vi fik “DripDrop” og et nummer mere, før guitaristen forlod os, hvorefter vi fik “Let’s Kill the Vibe” og singlen “Beautiful Disaster”.
Indimellem swingede det med de programmerede beats og lyde og Varnrables effektbelagte vokal, Så var publikum på og taknemmelige, til andre tider forblev det dunkelt og spredte grupper af folk sivede bort fra området foran scenen. Andre bekom det derimod vældig godt. De var indfanget af hele dette setup af underlighed. Underligt som en gigantisk imaginær joint der gik rundt og stenede nogle lyttere, mens andre spontant brød ud i ekstatisk dans. To dansere kom på scenen og twerkede sig gennem “On/Off”, “Club Trauma”, “On Fire” og et par numre mere før Varnrable selv kastede sig ind i dansen på den afsluttende club-banger, som stort set var instrumental. Bare DJ’en og alle de lyde som Varnrable har produceret. Til slut sendte Varnrable en lille bøn ud til alle: »Remember to stay vulnerable« og mindede os på den måde om navneligheden og afsluttede dermed rejsen ind i det univers, der på godt og ondt er Varnrables univers.
