Med deres sædvanlige cute lille håndmalede Rigmor-skilt som eneste kulisse trådte de fire rigmødre op med deres meget bevægende sange. Og ja, Rigmor er først og fremmest bare søde! Sympatiske ligefrem. Man skal ikke anstrenge sig meget for at kunne lide dem. Der er noget befriende naturligt og ukrukket over dem, som de står sammen deroppe på scenen, alle fire fremme i front på lige fod. Trommeslager, bassist, sanger/guitarist og guitarist. Rigmor er da også, ganske som forventet, et af de bands folk kommer valfartende til fra hele campingområdet for at høre. Det skyldes ikke mindst EP’en Rebel fra 2020 og albummet Glade blinde børn fra i år. To udspil der har fat i en spændende udgave af indierocken og som rummer både en sårbarhed, en følsom tone der blidt smyger sig om sin lytter, tillige med en næsten aggressiv og rå, saftig rockmusik med heftige udskejelser. Eller… aggressivt bliver det aldrig; hele tiden er der dette nærværende element af glæde til stede.
Rigmor gik på scenen til højlydt hujen og klapsalver og lagde ud med sangen “Træ” fra Rebel. De havde fra start af publikum i deres hule hænder, mens Sarah Wichmann sang om den her person, der klatrer rundt oppe i træerne, der har givet nummeret sin titel. »Du klatrer rundt i dine træer hele dagen / Pas på du ikke falder / Falder ned i mine arme«. “Træ” demonstrerede også allerede fra start af, at Rigmor til fulde mestrer dynamikken, der er så sindssygt vigtig for at få musikken til at leve.
»Har I det godt derude? Vi har det også helt fucking godt« udbrød en tydeligt bevæget Wichmann til det begejstrede publikum, der havde overtaget vokalen på sidste omkvæd af “Træ”: »Tak fordi I er kommet« og så hev hun selv sin guitar om halsen og slog akkorderne an til “Vent og se” fra Glade blinde børn, hvor alle mand synger med på kor. På “Det er lige meget” er bandet varmet helt op og er helt oppe at ringe, så de små nakkehår rejser sig i fryd. Nummeret lægger ud med trommemaskine, men vokser sig stort og mægtigt hen ad vejen.
Juliane Greve Kipp har skrevet teksten til nummeret “Om at sige farvel” og sangen ligger Rigmors hjerter nær, fortalte Wichmann. Sangen indeholder da også vældig stærke og lettere mystiske linjer som f.eks. denne: »I dag er vi mine/ Og jeg kan mærke, hvor tunge vi er / Hvor hårdt knuden er bundet / Og hvor langt jeg vil løbe for at løbe dit blod tørt«. Publikum er med og vugger og svajer, hvilket bandet dog ikke helt griber, men afslutter sangen, som de havde tænkt sig. De kunne snildt have trukket den outtro meget længere og givet publikum lov til at blive i følelsen. Det gjorde nu ikke noget og efter et lille støjende intermezzo fortsatte de, »Løber du panden / imod min mur« og for fanden da, de havde i dén grad fat i publikum og deres støjende passager stod sindssygt stærkt sammen med Wichmanns vokal der havde en dejlig power, når hun virkelig gav los.
Det er denne blanding af genrer, der gør det så interessant. En næsten blond nordisk singer-songwriter-ting der afløses af buldrende tung rock og tilbage igen, og jeg kan kun gentage mig selv, at de mestrer dynamikken for vildt, mens de vildeste fuzz- og feedbacksyrede udladninger tilhørte bassist Victor Sousa, der kom helt ned på knæ i Hendrix-positur helt fremme på scenen, mens bassen hylede og skreg. Umiddelbart efter forlod han og trommeslager Lasse Lykke scenen, mens en af Rigmors allerførste sange “Det er ved at komme igen” blev spillet af Sarah Wichmann og guitarist Oliver Stewart alene. “Citatsangen” fulgte, men som Wichmann fortalte så var historien bag den sang god, men desværre også for lang til de korte sæt der tilbydes opvarmningskunstnerne. Til gengæld ville de være at finde i Merch-boden efter koncerten og ville gladeligt fortælle historien dér.
»Sirenerne hyler og alting bliver blåt / Betjente omkring os flår dørene op / Åhh Undskyld / Undskyld / godaften hr. Betjent« Måske min yndlingssang med Rigmor, “Tidsvagten”, sluttede med virkelig fine vokalharmonier af alle fire bandmedlemmer over to gange undskyld. Stærkt. Og så var vi ved vejs ende til stor fortrydelse for publikum og også for bandet, som helt tydeligt nød at spille og valgte at lukke med bangeren “Gyroskop”, mens de første regndryp faldt på vores hoveder. Og så gav de alligevel, ikke et ekstranummer, for den går ikke på Rising, men så et aller, allersidste nummer, nemlig sangen “Vægtløs” fra EP’en Rebel, og fik på den måde slået en smuk krølle på hele seancen og for pokker; de ejede den scene! I øvrigt blev det ikke til noget med regnen, kun de ganske få dryp, mens publikum sang hele sidste vers af “Vægtløs”. Et kort øjebliks stilhed, Wichmann der råbte: »Hvad så Roskilde?« før bandet rundede sangen af på elegant vis og sluttede en stærk koncert. Mon ikke Rigmor er at finde på en større scene inde på selve pladsen i 2023?
Fotos af Mathias Kristensen
