Foto: Mathias Kristensen
Slim0 må være et af de danske rockbands med mest summen omkring sig lige nu, i hvert fald hvis man skal dømme efter køen omkring Gloria, der var fyldt langt ud over hegnene ved indgangen – et sjældent syn på dette års Roskilde. På trods af kun at have en enkelt EP-ugivelse i 2020 og nogle singler bag sig, ser det altså ud til at den musikalsk nysgerrige kvartet, der blander alt fra støjrock til skønsang, skal spille for en fyldt sal på deres første officielle Roskilde Festival.
Gruppen ligger ud med deres splinternye single ”Sleepless”, der kun blev udgivet for lidt over en uge siden. Den hårdtslående stoner-rockede riff får straks gang i nikkene blandt publikum, og de pitch, der skaber kontrasten til de tunge riffs sidder næsten lige så knivskarpt som på singlen. Det er ikke Slim0, uden at der sniger sig instrumentering ind, man normalt ikke ville forbinde med rock-kompositioner, og åbningsnummeret er ingen undtagelse, da Joalane Mohapeloa pludselig smider sin bas og i stedet trækker en basun frem. Uden den slags indslag, kunne det hurtigt bare blive endnu en rockkoncert.
I løbet af den næste halve time lykkedes det Slim0 at komme igennem næsten hele deres beskedne diskografi, samt smagsprøver på nyt materiale. Højdepunkter tæller blandt andet den absurde, men catchy kombination af noise-punk, marimba og vilde skrig fra Simin Stine Ramezanali på ”Tamo Daleko (Moonbreak)” og naturligvis ”Harps, Keys, Violence”, som altså rammer et eller andet unikt med dens ørkenagtige, næsten Morricone western-inspirerede intro spillet på synthesizer og guitar med en violinbue for så at gå over i uregerlig, voldelig støjrock. Der var dog nogle konsekvente problemer med lyden på bassen, der havde noget underligt feedback, og nogle tidspunkter, hvor især de bærende vokalharmonier faldt lidt fra hinanden, hvilket tog lidt slagkraft af de kontraster, der gør studieindspilningen så effektfuld.
Aftenens mest rørende indslag går dog til den nye sang, Mohapeloa dedikerede til Søren Holm, forsangeren i Liss, der på tragisk vis tog sit eget liv for lidt over et år siden. Musikalsk var det ikke specielt interessant, men man kunne tydeligt se sorgen i Mohapeloas øjne, og de få linjer, der blev messet på engelsk, må have gået rent ind hos alle, der nogensinde har oplevet at føle afsavn.
Herfra kunne man dog godt mærke, at Slim0 ikke rigtig har materiale nok til at udfylde en times spilletid. Kvartetten kastede sig over et forholdsvist ligegyldige cover af 4 Non Blondes’ ”What’s up”, der ikke rigtig tjente andet formål and at sætte gang i noget fællessang blandt publikum. Kæden hoppede helt af for mig, da Slim0 inviterede en rapper på scenen – hvis navn, jeg desværre ikke fangede – der begyndte at spytte vers ud over en pænt tåkrummende metal riff. En forbrydelse mod den gode smag, hvis man spørger mig, men publikum åd det råt, og skreg euforisk med på ”alright” call-and-response sessionen. Nuvel, man er vel blot en humorløs musikanmelder.
Heldigvis havde Slim0 gemt noget af det bedste guf fra deres egen diskografi til sidst, heriblandt ”Joint”, hvor vi igen vendte tilbage til ”Ennio Morricone møder autotune” passager krydret med rigelig guitarstøj. Her fandt bassisten også en trompet frem, og sendte dommedagstrut udover hele hallen til glæde for hele publikum. Kvartetten afsluttede meget effektfuldt med ”Sol i Øjet”, en hjemsøgende a cappella sang, hvor vi virkelig fik lov til at opleve gruppens vokalharmonier i fuldt flor – endelig blev det for alvor smukt.
Gåsehuden indtraf dog desværre alt for sent, og jeg gik fra Gloria med den lidt ærgerlige følelse af at have set en god koncert, der havde potentiale til at være meget mere. Måske har Slim0 brug for lidt længere tid på de mindre scener, indtil de har nok materiale til at udfylde en times spilletid på Roskilde Festival.
