Der findes plader, som pænt gelejder lytteren igennem lytteoplevelsen. Man føres fra A til B og alle numrene falder stilmæssigt i tråd med hinanden. Der findes også plader som skurrer og nærmest hiver lytteren ind i et virvar af vidt forskellige soniske indtryk. Sådan er det med Tiden Lyver, der er første udspil fra Music By Idiots, som selv beskriver deres musik som »art rock’n roll (sic) til en degenereret verden.«
Når jeg ikke skriver debutalbum, er det fordi, Tiden Lyver ikke rigtigt føles som en debut. Lyden er ikke ung og søgende, men tværtimod ret skarpt defineret. Når man kigger på hvilke kræfter, der står bag, kan det også konstateres, at de bestemt ikke er uerfarne. Albummet er produceret med assistance fra blandt andet Nis Bysted (Iceage, Speaker Bite Me) og Oliver Matthew Volz (Brimheim). Frontmand og guitarist Anders Rex har desuden været en del af forskellige bandkonstellationer som The Tide, Svartbag og The Bleeder Group (sammen med Sort Sol-guitarist Peter Peter), så det er langtfra uprøvede folk, hvilket skinner igennem fra første nummer.
Pladen åbnes noget excentrisk med tonerne af en trommemaskine og en lettere skizofren synth-melodi, som fader gradvist over i en country-influeret guitar – og scenen for bandets legesyge lyd er sat. »Kom du her og troede / At vi ville dig,« lyder Rex’ snerrende vokal (og det mindst lige så snerrende guitarriff) på åbningsnummeret, “Kom du her”, hvilket afslører et tekstunivers, som er lige dele nihilistisk og indestængt. Der er ikke nogen idealer tilbage; kun en søgen efter at finde en eller anden form for retning gennem (midtvejs)krisen. Teksten udvikler sig som envejskommunikation med en modtager, som har taget grueligt fejl af spillets regler, når Rex siger: »Næ, der er intet her, der er kærligt / Intet her end blot et nej… Næ Næ.«
Resolutionen kommer til sidst i nummeret, hvor bandets punkrødder bliver blotlagt med en smadret omgang dobbelttaktstrommer. Og selvom ordene får lov at hænge, mærker jeg stadig en form for musikalsk forløsning. Alligevel er det kun en promille af de idéer, man finder i løbet af pladens ellers kun 30 minutter lange spilletid. Lyden finder aldrig rigtigt sit leje, hvilket både bliver en styrke såvel som en ulempe. I den ene ende af spektret, finder man det The Velvet Underground-klingende (“Kom du her” og “Bid for bid”), som ligeledes giver mindelser om David Bowies mørke og teatralske industriallyd fra en plade som 1. Outside. Det er med andre ord stort anlagte og dygtigt eksekverede numre – rock ’n’ roll med blik for musikhistorien.
I skærende kontrast til rockeskapaderne, finder man også nogle anderledes afdæmpede, mere indadskuende passager. “Klangen” er en kort instrumental domineret af ambiente lydflader. Det fungerer i og for sig godt med et fredfyldt intermezzo, men det bryder omvendt også med flowet, pladens korte spilletid taget i betragtning. På den ekstremt urovækkende “Mit blod er bevogtet af knogler og menneskekød”, hvor en samplet barnestemme messende gentager sangens titel, lykkes det bedre at forene ambient-stilen med pladens univers. Her læner Music By Idiots sig op ad noget, man kunne møde på et af Brian Enos tidlige eksperimenter med ambient, mens sværmende droner og synthesizers udtrykker en desperation og et mismod, som man også aner i teksterne. På “Skoven larmer” skifter bandet igen musikalsk retning – denne gang mod krautrocken – i endnu en yderst vellykket ekskurs fra den klassiske rockskabelon med billedrige linjer som: »Vi klipper små huller i vores hud, så der er plads til et stjerneskud.« Andetsteds går Rex og co. noget mindre subtilt til værks. Pladens store rockballade, “Alle har deres eget helvede, skat”, starter stilsikkert nok ud, men ender med at falde over sig selv i et larger-than-life-crescendo med lidt for meget fløjte, Jørgen Leth’sk spoken-word og en anelse for banale tekstbidder som: »Det slutter med endnu en start.«
Dér ligger min store anke ved Tiden Lyver: Ambitionsniveauet er højt, og det er den musiske kunnen også. Ambitionerne bliver bare højnet til et punkt, hvor Music By Idiots ikke længere virker lige så stilsikre i deres eksekvering. Det skal dog ikke have lov til at skygge for, at Music By Idiots har skabt en gedigen, vellydende og artsy rockskive. På pladens sidste nummer, “Sønderskudt”, er vi igen tilbage i et territorium, hvor musikken bliver mere klassisk rocket i form af glam af den engelske skole, der drives af insisterende trommer, groovy riffs og en frontmand, der lader til at stå mere afklaret tilbage: »Sønderskudt i et hjørne, jeg står / Drømmer om disse ting, jeg ikke formår.«
Med Tiden Lyver har Music By Idiots leveret en tankevækkende dansksproget rockplade, som kan og tør at være mere end en pastiche.
