Koncerter

Roskilde Festival 2024: English Teacher, Gloria

English Teacher @ Roskilde Festival 2024
Foto: Daniel Nielsen

English Teacher er klart bedst, når de holder sig væk fra postpunk-klichéerne og i stedet dyrker deres følsomme artrockballader.

Vejrudsigten lover i hvert fald, at Roskilde Festival kommer til at ende med et brag. Luften er i hvert fald varslende tung som optakt til de kommende skybrud, og Glorias blackbox emmer af en døsig saunaaroma. Der er alligevel propfyldt til English Teachers debut på dansk jord. Den britiske kvartet skrev sig ind som endnu et kapitel i Storbritanniens postpunk/artrockhistorie med deres debutalbum, This Could Be Texas, hvor sangen “Nearly Daffodills” blev kåret som en af årets til bedste singler af Time Magazine i 2023. 

Postpunkbands popper efterhånden op som skvalderkål i England, og det kniber derfor også lidt for English Teacher med at få fanget et i forvejen svedende publikum med det meget genrekonforme åbningsnummer, “The World Biggest Paving Slab”. Bassen kører i ottendedele, måske får man et lille, The Cure-agtigt riff, Lily Fontaine spytter spoken word-poesi ud på samlebånd – en postpunkkoncert lige efter håndbogen. Der bliver nikket anerkendende blandt publikum, uden at det nogensinde bliver til et egentlig respons, og enkelte i de bagerste rækker begynder at udvandre.

Postpunk-døsigheden fortsætter gennem de næste numre, “I’m Not Crying, You’re Crying” og “Broken Biscuit”. “Not Everybody Gets to Go to Space” rammer en Black Country, New Road-lignende musical-sentimentalitet, men selvom alt er velspillet og “objektivt” godt, bliver det aldrig rigtig fængslende, og koncertens første 20 minutter føles utroligt langsomme. Alt ændres dog, da English Teacher svinger en tur over i balladeland. For andre bands havde det måske været en momentumdræber, men det er altså her, English Teacher står kompositorisk stærkest. 

“Albatross” får en ekstra lang version, hvor Fontaines imponerende vokal virkelig får lov til at skinne. Der er god afstemning mellem nøgne passager med kun klaver og vokal mod eksplosioner af guitar og cello, hvilket samlet rent faktisk får én til at føle noget. Da “Blister My Paint” slutter med en lang cellosolo, kan man faktisk næsten ikke høre den for bare jubel. “Nearly Daffodils” har ligeledes ikke fået sin kåring som en af 2023’s bedste singler helt uberettiget, men de klassisk inspirerede, durbetonede guitarriffs er noget mindre tam i liveformatet, hvor nummeret får en næsten Nirvana-agtig underholdning.

Inden vi slutter, får vi lige en tur tilbage til postpunk med publikumsbehageren “R&B”. Rent musikalsk er det ikke en specielt interessant sang, men teksten, der er skrevet med om Fontaines oplevelse med folks reaktion på at være en kvinde af afrikansk oprindelse, der laver rock inden for en genre, der er absolut domineret af hvide mænd, er et behageligt indspark. »Despite appearances, I haven’t got the voice for R&B,« fortæller Fontaines i stadigt spoken-word format. »Men din stemme er altså også mere end postpunk, så kan vi ikke få nogle flere Queen-agtige power-ballader?« tænker jeg.

Heldigvis slutter vi af med endnu en “føle-føle”-artrockeksplosion i form af “Albert Road”. Fontaines ensomme skrig i slutningen efterlader alle måbende. Måske formår English Teacher næsten at redde fesen postpunk med følelserne.

★★★★½☆

Alle fotos: Daniel Nielsen

Leave a Reply