Med et stærkt band i ryggen blev Lo Ersare lidt heldigere. »Det var, som om alle døre åbnede sig,« fortæller hun. Albumaktuelle Lucky Lo er derfor resultatet af Los originale sangskrivning, en uafviselig band feeling og den geniale timing, der bragte fire musikere sammen.
En befriende tilbagelænethed ulmer på Liverpool-duoen King Hannahs første plade, hvor blues, støjrock, ironi og en meget dragende alt-vokal er i skøn forening.
På deres 12. album, Time Skiffs, har indie-zoologerne i Animal Collective indfundet sig på et meget tiltalende leje mellem de vante, elektro-syrede eksperimenter og en blødere, mere melodiøs lyd, som både byder på hvalsang, små-jazzede noter og en enkelt sjæler.
Albarn smider pop-håndklædet i ringen og cementerer sig som den følsomme virtuos, han også er. Hans seneste album er dragende og i et overraskende format, hvor de enkelte små rytmiske spirer konstant trues med at blive smidt ned i en mørk, symfonisk afgrund, men er også en smule svært at lytte til.
Gennem en sang der med hans egne ord “aldrig ender”, tog frontperson Phil Elverum publikum med på en musikalsk metarejse ind i tilblivelsen af selve the Microphones. Dog ikke uden enkelte tekniske udfordringer, som - mest på den gode måde - understregede set-up’ets skrøbelighed.
The Courettes leverer på deres tredje udgivelse hverken mere eller mindre end de lover: en kompromisløst kurateret genfødsel af deres store surf- og popidoler.
Selvom Nothing's Real Anymore indeholder et par solide synth-poppede ørehængere, fremstår Late Runners debutalbum til tider også som en letkøbt rundtur i floskeltung lyrik.
