I godt tre årtier har Juana Molina været selvstændig eksportør af en særegen, intuitivt appellerende folktronica baseret på en tilværelse mellem geografiske og musikalske grænser. I forbindelse med hendes seneste koncertbesøg i Danmark har vi talt med det velbevandrede argentiske ikon om pungdyr, sprogets begrænsninger og om at blive sig selv.
Nogle udgivelser er kommet for at forvirre, pille fra hinanden og hvæse ad systemet; sit traditionelle ophav til trods. Andre er stille monumenter over tilværelsens små og store spørgsmålstegn; smagfuldt klædt i 1990'er-afsøgende pop. Februar bød på to velklingende albumudgivelser fra ind- og udland, der fra hvert sit genrehjørne hagede sig fast.
2025 var et herrens år, og derfor var der brug for musik med et godt helingspotentiale. Særligt var der to bevægelser, der tilbød sådan et refugium; der var himmelsendt vibrerende støj til at sende tankerne på flugt og kroppen i bevægelse. Og så var der mystisk acapella og fordrukne klezmer-ballader til at bringe den dystre virkelighed til live igen.
Et hurtigt blik på denne årsliste afslører ikke mange fælles træk mellem de 10 plader, der blev mine favoritter i 2025. Nok snarere siger samlingen noget om den genremæssige alsidighed, der findes i det, vi i dag kunne kalde den alternative musikscene; fra glitrede cowboyhymner til kosmisk cumbia, over mørk arabisk poesi gennem engelsk orkestreret landidyl og hjem til lidt dansk post-grunge.
Fredagen fortsatte, hvor den alsidige torsdag slap, og bevægede man sig atter væk fra de store scener, kunne man få både totaloplevelser i mørke, en postrock-ønskebrønd, slackede eftermiddagskoncerter og harpesoloer.
Nok holdt anden musikdag tørt, men det gjorde programmet absolut ikke. Med både alt-singer/songwriter-universer, spacet calypsojazz, brasiliansk dansefest på plænen og libanesisk krautrock var torsdag den hidtil mest alsidige dag på årets festival.
Den første officielle musikdag blev skudt i gang med bagende sol og sværmerisk, rolig countrypop og gled snart over i alskens larmende eksperimenter af både elektronisk- og doomet karakter med et afsluttende støjniveau matchende den revnende himmel over Dyrskuepladsen.
Vi guider jer vej gennem Roskilde Festival 2025. Torsdag kan du støde på både norsk syrerock, brasiliansk baile funk, ugandisk, perkussiv techno, reggaeton og et par levende indielegender.
Den sidste single fra S.G Goodmans andet album er en afdæmpet og dragende fortælling om tab og om den kærlighed, der kan vokse frem på trods. Nummeret trækker musikalske tråde til både guitar-slackerhelte og Cardigans-værdig rock 'n' roll.
Roskilde Festival 2025 fuldender sommerens program med brasiliansk funkstjernedrys, Danmarks nok stærkeste pop-eksperimentalist og neosurf-veteraner
Uden Ord lancerer EP’en flashback flashforward, og vi fremhæver i den forbindelse singlen “Løber Uden At Se Tilbage”, som veksler mellem fortrængning og forhåbning. En minimalistisk, akustisk banger og samtidig en kitschet eksplosion af Helmig'sk følelse og affekteret korsang.
Perfume Genius' syvende album er en eksplosion af balanceret melankoli, rumklang, mystiske toneskift og følelser, der rammer præcist. Det understreger endnu en gang kunstnerens position som en af de mest konsekvente fornyere inden for popgenren.
Den amerikanske avantgardemusiker Lonnie Holley hjemsøges af et kollektivt traume. Hans historiefortælling tager sig tid, og den ender også med at finde ind under de umenneskelige samfundsstrukturer.
"Light Years Away" er en tur ud i rummet på en drømmefyldt synthbølge og tilbage på jorden, hvor vi møder vores forsmåede, jordiske følelser.
Det føles som den største naturlighed, at canadiske Tamara Lindeman besynger vores fællesmenneskelige historie med sin fine røst. Historien rummer mest tab og smerte, men er, set gennem Humanhoods velproducerede artpop eksperimenter, lykkeligt befriet for melankoli.
The Raveonettes spillede sig igennem epokerne med et unplugged koncept, og brugte lejligheden til at demonstrere deres imponerende bagkatalog af djangle, surf og støj-hits fra de gyldne 00’ere. Desværre forekom koncerten som et lidt statisk udstillingsvindue for deres stramme revivalism, snarere end som en levende oplevelse publikum kunne tage del i.
”Gemini” tager lytteren fra et råt, blues’et landevejsridt ind i en Portland'sk skov af blød, opløftende folk. Et ubønhørligt og utålmodigt guitarriff fører hovedpersonen med åndenød gennem en eksistentiel proces, hvor hun møder en kvinde, der påstår at være hende selv.
Folk-musikeren Laura Marlings sangskriveri er på niveau med legenderne inden for genren. Og hendes nye album formidler forældreskabets stille glæder, men fremførslen er alt andet end simpel. I hendes levende tekster og modne stemme er der små bidder af visdom, som man har lyst til at tygge på længe.
Den nyudklækkede indieduo Nina and Alfreds debutsingle lyder som en appellerende intro til en tv-serie fra 00'erne. Der er både en ligefrem, grunget stemning og en teen'et sødme mellem de plettede lagener.
Spillestedet Alice fejrede i september sin tilbagevenden til de vante rammer på Nørrebro med et storslået åbningsprogram. Undertoner var med lidt af vejen, som udover gensynets glæde med husets gule mursten også var belagt med fyrig congolesisk funk, skotske svaner og en enkelt mesterlig skuffelse. Velkommen hjem!
