På Red Mile ryster Crack Cloud prædikatet art-punk af sig og indsætter i stedet en række musikalske muligheder efter bindestregen. Kollektivet med rødder i Canada er tilbage med et mindre larmende album, som er en legesyg omgang med tonalitet og genrer. Desværre lidt på bekostning af gruppens tidligere hang til storladne støjbangere.
Da der først kom rigtigt gang i koncerten, brillierede Brooklyns weirdo-rockband Water From Your Eyes i adskillige øjeblikke. I Glorias mørke var der både plads til dansable backingtracks, tørre jokes og støjende energiudladninger.
Der var intet improviseret eller tilfældigt over AySays koncert på Eos. Dansk/kurderne var leveringsdygtige i fabulerende saz-spil, nordisk/anatolsk brobygning og en højlydt bøn om fred – helt uden overraskelser og dog ganske medrivende.
De danske kolonihaverockere er tilbage med endnu et album i dyrenes tegn, om end historiefortællingen blegner i skyggen af opportunistiske rim, manglende formmæssig variation og en flad produktion.
Den danske alt-elektropop gruppes nyeste udspil er en våd affære og et farligt dansetrack. Østeuropæisk hitliste møder Blood Orange og åbne calecher i en stram, inciterende pop-produktion.
All Born Screaming er en imponerende tour de force i St. Vincents vilde talent som guitarist og producer og i et væld af genrer, man ikke troede kunne klemmes vellykket sammen på et fortrinsvist glamrocket album. I St. Vincents hænder er det eklektiske dog inciterende, og de karakteristiske hjemsøgende guitarlicks aldrig langt væk.
Hess is Mores nyeste albumudspil er ligefrem og velkomponeret electro-krautpop for voksne. Heldigvis leveres det med en barnlig fandenivoldskhed, der gør den introverte dans, de byder op til, både sjov og kantet.
Håbet er smertefuldt, men lysegrønt. Det er hvad Barbro og Mija Milovic i et overraskende, men kærkomment samarbejde minder os om på nummeret "Wall of Mine" - en protestsang for Gaza og et smukt besnærende stykke sangskrivning.
Stockholmerne leverer nok en gang en sjælfuld plade i lyset af psych, soul og pop med plads til både sitar og fingerknips. Samtidig er der dog slækket lidt på de stemningseksperimenter, der tidligere har tilført dem en helt særlig kant.
Smag På Dig Selv er ude med endnu en infernalsk freejazz-dance single, der på pirrende og genreomvæltende vis varmer op til et hedensk dansegulv og deres kommende plade.
O. præsenterer et genreomvæltende blæsevejr af vridende saxofon og et trommesæt, der aldrig står stille. Der er nik til både ethio-jazz, klubmusik og grunge på en EP, der imponerer ved sin intensitet, men også savner en samlende fortælling.
Zoumers andet singleudspil før den kommende debutplade er en følsom og dog potent energiudladning af breakbeats, forvrængning og kærlige nik til den algeriske sangskat.
Lost Girls' anden plade lyder af grungede eksperimenter. Formen er lettere tilgængelig end tidligere, men de tekstlige kvaliteter er fortsat lige så herligt fabulerende, som man kunne forvente af artpop-pioneren Jenny Hval.
“Beundre” er en inderlig og eksplosiv kærlighedscocktail af bossa nova-rytmer, drømmende pop og legesyg dansksproget lyrik – og måske lige dét vitaminboost, du har brug for i en overgangstid.
Rosy er, når det er bedst, elektropop-pastiche hvor fransk house og Tiesto-vibes møder følelsesmæssig resignation. Men med den nyligt udstukne retning har When Saints Go Machine også ladt visse kvaliteter udeblive.
Femte udgivelse fra den fintfølende texanske guitarist er fuld af lysende poesi og følelser af hjemlighed i en behagelig, men også ufarlig country/indie indpakning.
Girls in Airports har intet imod at komme ind under jazz-fanen, men den københavnske kvartet er meget mere end et jazzband. Spørger man dem selv, stiller de sig blot midt ind på pladsen og gør det, de er bedst til – og inden længe gør de det sågar på Roskilde Festival.
I anledning af Undertoners 20-årsjubilæum på Roskilde Festival mødes tidligere og nuværende skribenter og redaktører på tværs af Undertoner-generationerne og (gen)besøger deres mest mindeværdige Roskilde-koncerter. I tredje og sidste del kureres lørdagstømmermændene bedst med gratis rosévin, mens der bliver sat gang i en halv snes bare fødder underneden grå jakkesæt – og spillede Outkast overhovedet nogensinde på Orange Scene?
Debutpladen fra Kogekunsts Oskar Krusell er velsmurt, sympatisk navlepilleri. Skrøbelighed og hovmod mødes i hans krøllede, dansksprogede tekster over et vindblæst singer-songwriter-univers, der er bedst, når det ikke er alt for stillesiddende.
Elektropopbangers og atmosfærisk shoegaze er i fin, ufarlig forening på den anden fuldlængdeudgivelse fra Montrealgruppen Bodywash. Et behageligt bagtæppe til det melankolske forårshjerte, der dog i sin albumform er en kende usammenhængende.
