Musikbladet Geiger har virkelig formået at sætte fokus på sammensmeltningen af digtere og musikere, lyd og litteratur, de seneste år. I første omgang som medarrangør af de årlige Lyd+Litteratur-festivaler i Århus i samarbejde med Litteraturen På Scenen, og i anden omgang som pladeselskab fokuseret på netop denne slags udgivelser, som har fået imponerende meget (positiv) omtale i betragtning af udgivelsernes smalle publikum. I denne uge er det endnu engang tid til Lyd+Litteratur-festivalen, der også for en enkelt dag begaver københavnerne med vildtflorerende ord tilsat forstærkende musik. I år har de anskaffet freejazz-legenden Henry Grimes, den tyske electronica-bastard Kammerflimmer Kollektief, der kaster sig ud i et akkompagnement af Carsten René Nielsens digte, den amerikanske lydpoetiker Edwin Torres, som skulle være en blændende live-oplevelse, T.S. Høeg, Band Ane og mange flere. Her er det fulde program: Torsdag 13/5 – Musikcaféen, Århus. Fra kl. 19.00 – 02.00. Stemmejernet Natural Selector Ida Bach Jensen: EKELÖF i ord og toner Hovedpersonen – Andersen & Niepoort TJ Supreme Sex Syndrome Fredag 14/5 – Musikcaféen, Århus. Fra kl. 19.00 – 02.00. Henry Grimes (US) Edwin Torres (US) Michael Mørkholt & Thomas Krogsbøl Ak, du lyver Albertine Bodega Boys DJ Dolores (BRA) Lørdag 15/5 – Musikcaféen, Århus. Fra kl. 19.00 – 02.00. Kammerflimmer Kollektief (D) & Carsten René Nielsen Zoë Skoulding & Alan Holmes (UK) Clean Boys & Sid Yiddish (US) Elektronavn Morten Søndergaard DJ Markus Detmer (D) Søndag 16/5 – Musikhuset, Rytmisk Sal, Århus. Fra kl. 14.00 – 17.00. Band Ane E-xtension-trio: Mette Stig Nielsen, Jakob Riis og Laus Strandby Nielsen Elektrolyd+Litteratur: Jonas Olesen & Jesper Elving Lørdag 15/5 – Jazz Club Loco, Byggeriets Hus, København. Fra kl. 19.00. Edwin Torres (US) Henry Grimes (US) Little Red Suitcase & Lars Skinnebach Ak, du lyver Albertine MikkelModulererMarius T.S. Høeg
Nyheder
Nyheder, nyheder, nyheder. Nye plader, koncerter, sideprojekter…
Carlos Dengler forlader Interpol
Interpols bassist Carlos Dengler bekendtgjorde i dag, at han forlader bandet. Udmeldningen kommer højest overraskende efter færdiggørelsen af Interpols fjerde album, som udkommer senere på året. Om Denglers pludselige beslutning siger de resterende tre bandmedlemmer: »Han har valgt at følge en anden sti og forfølge nye mål. Adskillelsen er fredelig, og vi ønsker ham stor lykke og succes. Vi vil – som altid – vedblive at være respektfulde fans af dette utroligt talentfulde individ«. Interpol har til dato udgivet tre albums og gruppens første album, Turn on the Bright Lights, fra 2002 var i sidste årti, sammen med The Strokes’ Is This It, skoledannende for en hel generation af post-punkrevitalister. Desuden gav bandet en forsmag på deres kommende album i form af nummeret “Lights”, som kan streames ved at følge dette link.
Nyt album fra Antony & The Johnsons
Sidste årtis måske mest inderlige og rørende musik kom i mange henseender fra Antony & The Johnsons med engelskfødte Antony Hegarty i forgrunden. Deres andet album, I Am a Bird Now, fra 2005 med sine nøgne og selvransagende sange om Hegartys indre dæmoner og hans hårde, personlige kamp for seksuel accept, var et af de sidste fem års stærkeste albums uanset genre. Sidste år kom så den længe ventede albumopfølger, The Crying Light, og allerede til oktober kommer gruppens fjerde album, der har fået titlen Swan Lights. Albummet bliver udgivet den 5. oktober i en standardversion og i en limited edition, akkompagneret af en 144 sider lang booklet indeholdende malerier, collager, fotografier og digte af Antony Hegarty. Man kan kun håbe på, at bandet lægger turen forbi Danmark i forbindelse med en, forhåbentlig, forestående turné.
Fredagsvideo: New Pornographers: “Your Hands (Together)”
Tilbage i februar kunne vi afsløre, at The New Pornographers var på vej med et nyt album og allerede havde den første single klar. Den hedder “Your Hands (Together)”, og nu har de lavet en video til sangen i anledning af, at albummet er udkommet. Og det er en dejlig koreograferet video, hvor hver bevægelse passer perfekt med musikken. Men der er alligevel noget sært ved det. For det er jo ikke dansere, der optræder i videoen, men derimod kung-fu-specialister og ninjaer. Jeg vil tro, at de fleste drenge (og sikkert også nogle piger) på et tidspunkt i deres barndom har drømt om at blive karatekonge efter at have set datidens populære kung fu-film, om den så hed “Enter the Dragon” eller “American Ninja”. Men karatekongerne i den her video laver altså nogle særprægede moves, som jeg har svært ved at se anvendeligheden ved i nærkamp. God weekend!
Under Byen giver koncert i DR Koncerthuset
En af Danmarks største internationale succeser, Under Byen, giver den 27. november koncert i det nye Koncerthus, forhåbentlig akkompagneret af DR Radiounderholdningsorkesteret. Under Byen har netop aflsuttet en mindre dansk turné, hvor bandet rundede København, Århus og Aalborg. Så hvis du ikke nåede at se dem i den forbindelse, er koncerten i DR Byen bestemt en oplagt mulighed for at se et af nyere tids mest unikke danske bands. Gruppen udgav tidligere på året deres fjerde album ved navn Alt er tabt, hvor deres ellers så stemningsfulde avantgardekompositioner blev hevet i en mere dyster retning uden at musikken mistede nerve af den grund. Billetsalget starter fredag den 7. maj.
Wavves udgiver nyt album
Noisepopbandet Wavves, med Nathan Williams i forgrunden, udgav sidste år den anmelderroste Wavvves, der indholdt surfrocklydende popsange badet i et sandt støjinferno. Til sommer udgiver gruppen så deres tredje album, men denne gang har Nathan Williams og co. allieret sig med afdøde Jay Reatards backingband samt produceren Dennis Herring, der blandt andet har produceret for Modest Mouse. Om den nye retning udtaler Nathan Williams: »Albummet er fuldstændig clean. Jeg tror ikke, folk vil høre mig lave den samme plade igen. Det ville have været kedeligt at høre på, og det ville være kedeligt at lave.« Albummet har fået titlen King of the Beach og udkommer den 2. august.
To nye ep’er fra Wildbirds & Peacedrums
Duoen Wildbirds & Peacedrums, bestående af det svenske ægtepar Mariam Wallentin og Andreas Werliin, udgiver snart hele to nye vinyl-ep’er. Den første udgives den 10. maj og får titlen Retina. Omkring en måned senere udgiver duoen den anden ep, Iris, der ligesom sin søster indeholder fem numre. Retina er med kor, formentlig Schola Cantorum Reykjavík Chamber Choir, som bandet turnerer med netop nu. På deres hjemmeside beskriver Wallentin og Werliin Retinas lyd som »våd og stor og dramatisk.« Iris har derimod olietønder og baslyd og skulle være mere tør og stille. Men bandet beskriver, at de to vinyludgivelser hører sammen. Duoen er kendt for deres kraftfulde, nedbarberede udtryk, ofte kun med Mariam Wallentins sjælfulde, næsten primale sang og Andreas Werliins dramatiske trommespil. Sidste album fra parret var det meget roste album, The Snake, fra 2008. Den 20. maj spiller duoen med kor under navnet Wildbirds & Peacedrums with Voices i Copenhagen Jazzhouse i København. Som en forsmag på de kommende søskendeudgivelser har Wildbirds & Peacedrums offentliggjort en lille video, der kan ses her.
Maj-koncerter: Nikolaj er high i radioafdelingen, på Spot, med fugle og med harpe
Hver gang vi træder ind i en ny måned sætter Undertoner fokus på nogle af månedens koncertmæssige højdepunkter. We proudly present: Maj!
Jens Lekman tilføjet til Vegas program
Vegas koncertprogram bliver stærkere og stærkere for hver dag. I går blev engelske Hot Chip offentliggjort, og i dag blev den svenske neo-popcrooner, Jens Lekman, så tilføjet til programmet. Koncerten finder sted på Lille Vega den 17. august og kunne meget vel blive en uforglemmelig oplevelelse, Lekmans diskografi taget i betragtning. Hans album Night Falls Over Kortedala fra 2007 var intet ringere end et mesterværk, som med sin sampleorienterede poplyd, kombineret med et skævt og underfundigt teksunivers, cementerede Sveriges position som indiepoppens kreative højborg. Ved samme lejlighed har Jens Lekman desuden meddelt, at han udgiver sit tredje album senere på året, og allerede til sommer kommer det første singleudspil på gaden. Billetpriser er endnu ikke oplyst.
Nyt materiale fra Gorillaz?
Da Gorillaz udgav deres tredje album, Plastic Beach, tidligere på året var det efter hele fem års pause, men ifølge en ny udtalelse fra projektets bagmand, Damon Albarn, behøver vi måske ikke vente så længe på den næste udgivelse. “Jeg optog en frygtelig masse musik til dette album, omkring 80 stykker musik i alt. Så i teorien er der en anden og en tredje del af Plastic Beach, hvis vi ellers følte os motiverede til at bruge et par år mere på at gøre det færdigt”. Man kan jo kun håbe på, at Albarn gør alvor ud af sine ord, for Plastic Beach er med sit synthpoporienterede univers Gorillaz’ til dato stærkeste og mest sammenhængende udspil. Desuden udgav Blurfrontmanden i 2007 som bekendt opsamlingen D-Sides med hidtil uudgivet materiale, så hvorfor ikke? Under alle omstændigheder kan Gorillaz ses på dette års Roskilde Festival, og i mellemtiden er der herfra kun tilbage at anbefale Plastic Beach til alle Jer, som endnu ikke har fået hørt den. Den er fantastisk!
Distortion Festival offentliggør program
I går offentliggjorde Distortion Festival deres fulde program. Af nye spændende tilføjelser kan nævnes Djuna Barnes, Lulu Rouge, Tomas Barfod samt indiepoppigerne fra Giana Factory. Desuden gæster prominente navne såsom Simian Mobile Disco, Justus Köhncke, WhoMadeWho og Spleen United ligeledes årets Distortion Festival. Så er man i festhumør i dagene mellem den 2. og den 6. juni, er der med årets lineup i hvert fald rig mulighed for at få sig et par gedigne, og anderledes, byture rundt omkring i København. Festivalen, der fortrinsvis er dedikeret til klubscenen, løb første gang af stablen i 2000 i form af en række undergrundsfester, men i årene mellem 2003 og 2007 udviklede Distortion sig langsomt til en organiseret festival, og i 2008 fik festivalen for alvor sin nutidige form. Distortion Festival finder, som førnævnt, sted fra den 2. til den 6. juni, og de mange koncerter og klubaftener, finder sted på forskellige locations i København. Det fulde program kan ses på festivalens egen hjemmeside.
Fredagsvideo: T-Pain: “Freaknik Is Back/Save You”
Whoaa!! Så er det op. Du skal ikke ligge der og slumre på Bededag. Op og i gang med dagen. Det kan du passende gøre med denne absurde og gale video fra T-Pain. Sangen er fra en tegnefilmsmusical(!), han har lavet sammen i samarbejde med Adult Swim. Udover T-Pain kan man også høre Lil Waynes, Young Cash’ og Snoop Doggs stemmer i filmen. Der skulle være et soundtrack på vej, men indtil da kan du nyde videoen her.
The William Blakes klar med nyt album
Den danske kvartet, The William Blakes, der består af multikunstneren Kristian Leth, de to Nordsøbrødre, Frederik og Fridolin, samt Bo Rande, er et af de mest produktive danske bands i nyere tid. Først kom Wayne Coyne i 2008, som allerede året efter blev fulgt af Dear Unknown Friend, og den 13. september udkommer så gruppens tredje album ved navn The Way of the Warrior. Albummet er blevet navngivet efter et gammelt samuraikodeks og er, ligesom sine to forgængere, indspillet i Sverige. The William Blakes har samtidig valgt at tage på en lille promotiontur i forbindelse med deres kommende albumudgivelse. Den kommer til at bestå af i alt tre koncerter i henholdsvis Århus, Aalborg og København. Forneden ses en detaljeret oversigt. Den 9. september Voxhall, Århus Pris: 130 kr. Den 10. september Studenterhuset, Aalborg Pris: 140 kr. + gebyr. Den 11. september Store Vega, København Pris: 160 kr. + gebyr. Billetter til koncerterne i København og Aalborg, kan købes via Billetlugen, mens billet til koncerten i Århus skal købes via Voxhalls hjemmeside.
Nyt soloprojekt fra Tough Alliance-medlem
Svenske The Tough Alliance er et band, der har været kriminelt overset i den danske musikpresse. Göteborgduoen bestående af de to barndomsvenner, Henning Fürst og Eric Berglund, har i det sidste årti været med til at omdefinere den svenske indiepopscene, både gennem deres egne udgivelser og gennem deres kryptiske pladeselskab Sincerely Yours. Deres album A New Chance, fra 2007, indeholdt fantastisk popmusik, hvis tropiske klang kombineret med en forældet produktionslyd på mærkelig vis formåede at sætte nye standarder for popsproget. Siden da er det ikke meget, man har hørt til de to svenskere, og der har sågar gået rygter om, at duoen er gået i opløsning. Hvorom alting er postede Sincerely Yours i sidste uge en gådefuld video ved navn “Prologue”. Her kunne man se den ene halvdel af duoen, Eric Berglund, med krigsmaling løbe forvildet rundt i en skov, mens et Tough Alliance-lydende nummer kørte i baggrunden. Samtidig var der et link til en mystisk hjemmeside, hvor en dybt mærkelig pressemeddelse var blevet lagt ud. I går blev meningen bag det hele så afsløret, og det viser sig, at det drejer sig om et nyt soloprojekt fra Eric Berglund ved navn ceo. Den 28. juni udkommer der sågar et album med titlen White Magic, og inden alt for længe kommer der også en single på gaden ved navn “Come with Me”. Forneden ses tracklisten. White Magic 1. All Around 2. Illuminata 3. Love and Do What You Will 4. White Magic 5. Oh God Oh Dear 6. No Mercy 7. Come With Me 8. ***
