Plader

José González: Veneer

Skrevet af Søren McGuire

Det 24-årige svenske undergrunds-ikon leverer et næsten ubeskriveligt mesterværk.

Veneer skal ikke rotere alt for mange gange i pladespilleren, før det er tydeligt, at den 24-årige svensker José González har en argentinsk baggrund, både hvad angår familieforbindelser og musikinspiration. Selv om González er vokset op med Beatles, er det i langt højere grad den sydamerikanske flamenco-tradition og akustiske gren af folk-traditionen, der ligger til grund for denne helt uimodståelige solodebut.

José González har en fortid i en række svenske punk og hardcore-orkestre, der dog ikke kommer til udtryk i det musikalske. Og dog, for der er alligevel øjeblikke – som på eksempelvis “Remain” – hvor man med lidt frækhed godt kan spore lidt punk-attitude i pladens elleve udelukkende akustiske sange. Men det er snarere den klassiske folk-tradition, der præger Veneer. Det vil være for let at sammenligne José González med Nick Drake, selv om parallellerne ikke er helt skjulte. For hvor Nick Drake ofte blev meget svævende i sine kompositioner, holder svenskeren sig på et absolut musikalsk minimum. Solidt plantet i sine sange, der holder ham stramt på plads uden dog at forhindre ham i at søge mod det høje loft. Det hele åbner op for en stemning og en kant, som vist aldrig før er hørt i folk-musikken.

Det, der virkelig gør Veneer til så stor en åbenbaring, er, at González har skåret sangene ned til et absolut eksistensminimum, hvor kun den akustiske guitar kan leve. Der er simpelthen ikke andet end José Gonzalez, hans sublime og smukke fingerspil og så dig, lytteren, til stede i sangene. Simpelthen ikke andet. Og alligevel er det mægtigt fascinerende, at han kan klemme så meget stemning, så meget melodi og så meget dybde ind i noget, der er så simpelt.

José González’ fingerspil, som balancerer mellem de simple og basale akkordskift og de teknisk komplicerede figurer, er smukt og indbydende. Basstrengen svæver gennem sangene og giver perfekt modspil til de lyse toner, der strømmer fra guitaren. Det er ikke sværere, end at enhver med lidt musikalsk tæft kan lære at spille det, men ej heller er det så simpelt, at det på noget tidspunkt virker for halvhjertet og let.

Heller ikke produktionen (som José González selv leverer) kan kritiseres. For dybest set er det ingen produktion, bare José González der i sin et-værelses lejlighed i Gøteborg har indspillet de elleve skæringer. Han og lytteren er her for sangenes skyld. Ikke for andet.

Bemærkelsesværdigt unik er også José González’ stemme, der på en særegen måde svinger fra det næsten skingre – som på fx “Crosses” (som fik en smule airplay på MTV hen over sommeren) eller den skarpe Hint – til det mere bløde. Sidstnævnte kan høres på den helt ubegribelig smukke version af The Knives’ “Heartbeats”, hvor det bevises, at José González’ stemme besidder samme evne til at svinge i pitch, som vi for eksempel kender det hos Paul Simon.

Dertil skal det også siges, at José González’ kompositioner med tiden sagtens vil kunne måle sig med Simon & Garfunkels; prøv bare at lægge mærke til den eminente og unikke stemning, der lægger sig over dig, når du gribes af enkelthedens charme og guitarspillets knivskarpe smukhed.

Et minimalistisk mesterværk, der med ét slår benene væk under lytteren. I sandhed dette års bedste plade.

★★★★★★

Deltag i debat