Plader

Death Cab for Cutie: Transatlanticism

Transatlanticism er Ben Gibbards eget hjemmebryggede ord, der denoterer en såvel reel som metaforisk distance mellem mennesker. Man kan dog på ingen måde tale om distancering i Death Cab for Cuties musik: Det er nærvær, der er på spil. Transatlanticism rammer plet!

Som musikfan frygter man, at det før eller siden vil ske. Tendensen gennem hele musikhistorien viser, at mange, rigtig mange gode sangskrivere på et eller andet tidspunkt skifter fra at være geniale til at være middelmådige, eller værre endnu: direkte elendige. Frontmanden hos amerikanske Death Cab for Cutie, Benjamin Gibbard, hører blandt de kunstnere, som holder sine fans hen med spørgsmålet om hans næste skridt vil blive det skæbnesvangre. Men hvorfor tænker man sådan? Simpelthen fordi at godt kan gå galt.

Hvordan man end vælger at anskue det, har 2003 været et travlt år for Gibbard. Ud over at udgive en plade og turnere heftigt i kølvandet på denne med sit populære sideprojekt, The Postal Service, har Gibbard ligeledes spillet en masse solokoncerter og kontribueret med tre nedbarberede akustiske sange til en split-ep med Andrew Kenny (American Analog Set).

Man kunne forledes til at tro, at så heftig aktivitet ville stikke en kæp i hjulet mht. den kreative proces. Det stik modsatte viser sig dog at være tilfældet. På Transatlanticism, Death Cab for Cuties fjerde fuldlængde, viser Gibbard, at noget af det, der blandt andet gør ham til så god en sangskriver, er hans vedholdenhed. Han har sendt sange ud i verden, som er stærke og holdbare – sange, der svæver med ynde, melodier, der skyder sig direkte ind og får sine lyttere til at nynne med i lange stræk ad gangen. Triste sange, men ikke svære at følge; sange, i hvilke der fyldes en bred vifte af følelser, selvom vi har at gøre med popsange på tre-fire minutter.

Transatlanticism har alt det, der udgør et typisk Death Cab for Cutie-album: bløde arpeggio-spillede guitarer, hypnotisk trommespil og Gibbards luftige vokal og lyriske tekstunivers giver alt til sammen sangene den solide rygrad. Der er dog en enkelt, men ganske væsentlig ting, der har ændret sig: Gibbards sange er blevet mere ligefremme, nemmere tilgængelige – dog med det stadige sofistikerede præg, som bandets sange altid har haft over sig, så der går intet tabt af denne grund.

Gibbard har gravet i den leksikale rodebunke og til pladen selv skruet titlen sammen. Transatlanticism er et udtryk for den følelse, hvor distancen mellem mennesker synes uovervindelig i en sådan grad, at det virker metaforisk for alt andet, der er mellem dem. Denne tanke udtrykkes ligeledes på frontcoveret, hvor en fugl indviklet i rødt garn stirrer ud i det tomme rum, forhindret i at flyve af sted. Når man begiver sig ind i pladens univers, bliver man taget gennem følelser lige fra skepticisme til hypnotisme, alt sammen med et udgangspunkt i denne distanceorienterede -isme.

Den berusende og svirrende åbner, som snarligt vil blive udgivet på single, er “The New Year”, en sang om fornyede forventninger og forhåbninger til året ve nu befinder os i. Sangen åbnes med godt 10 sekunders atmosfæriske lyde, der slår op mod sangens egentlige åbning med trommerne i et frisk beat samt guitar og bas sideløbende fremad. Gibbard stemmer i: »So this is the New Year / And I don’t feel any different.« Starten er gået, lad champagnepropperne springe: Den seneste Death Cab for Cutie-plade er i omdrejninger, og starten er god!

Alle Death Cab for Cuties plader er blevet optaget og produceret af bandets guitarist, Chris Walla. Han er med årene blevet en glimrende sonisk arkitekt, hvilket lader sig høre på nærværende plade. Transatlanticism har fået en fin skinnende overflade; guitarerne holdes sprøde i deres lyd, og der skabes plads til rytmesektionen, hvadenten den skal skære igennem i et klimaks eller holde sig som diskret baggrund.

“Title and Registration” begynder med en spidsfindig observation: »The glove compartment isn’t accurately named / And everybody knows it,« fordi »behind its door there’s nothing to keep my fingers warm« – en linje, der gemmer på det egentlige udfald i sangen: Jeg’et finder et billede af en gammel flamme. På den instrumentale side blandes delikate nylonstrenge med et simpelt beat, og det hele fungerer glimrende uden at blive for prætentiøst.

“Death of an Interior Decorator” er en sang om en enlig mor. Sangen har hihat-slag, der lyder som kapsler, der rystes i en lukket hånd, bastoner, der skubbes fremad for hvert monotone rytmeslag, og guitarer, der snor og vikler sig, alt sammen gribende fat om hjertet, mens Gibbard fortæller: »They tenderly kissed then cut the cake / The bride then tripped and broke the vase / The one you thought would spend the years / So perfectly placed below the mirror / Arriving late, you cleaned the debris / And walked into the angry sea.«

I titelsangen tager Death Cab for Cuties charme virkelig fat. Et trist klaverstykke har masser af plads at sprede sig ud over. Et kor af stemmer i baggrunden træder frem efter en længere dramatisk opbygning, og Gibbard ånder sin længsel ud: »I need you so much closer.« Bare syv stavelser skal der til for en stærk patosladet ytring, og man er solgt.

De nævnte sange er blot eksempler hevet ud af sammenhængen, hvor alt fungerer glimrende: Der er bjergtoppe og bakkedale, der er smil og gråd, der er gode melodier og historier. Uanset hvor højt Transatlanticism skubber Death Cab for Cutie op på rangstigen, beviser og forsikrer pladen, at bandet stadig er i højt vigør og dette med stadig høj kvalitet. Og der er intet, der tyder på, at Gibbard og co. vil falde ned fra denne stige på noget snarligt tidspunkt.

★★★★★☆

Deltag i debat