(Alle fotos: Daniel Nielsen / frozenpanda.com)
100%Wet, Lagune
For 100% Wets vedkommende har de seneste år ikke overraskende handlet om omstillingen fra selvudnævnt drum’n’gaze-duo til fuldvoksen kvintet, hvor Jakob Birch og Casper Munns’ moderne rekonstruktion af mere klassiske shoegaze-dyder både har søgt efter et mere ekspanderet lydbillede, men også flere genremæssige tilføjelser til gaze-fundamentet. Med Sanna Heinstedts ankomst har gruppen i hvert fald formået at finde en modvægt til de mere støjende guitarflader, uden at det på nogen måde uskadeliggør de maksimalistiske lydbilleder, og derfor var nysgerrigheden også stor mandag aften – for hvordan lyder 100% Wet egentlig, når de får den nødvendige mængde plads at udfolde sig på?
På Lagune kæmpede den fem mand m/k store bandbesætning dog indledningsvist med at falde ordentligt til rette i den noget rungende akustik under teltdugen, hvor det måske larmede en anelse mere, end det nok var hensigten. »Det lyder fucking nice!« fik nogen oppe på en af de forreste rækker sarkastisk projekteret på sin telefon via en af de dér LED-scroller-apps, da et mindre teknisk ophold sendte ubekvemt hvinende guitarfeedback ud af højtalerne. Det gjorde det selvsagt ikke, og det var i hvert fald noget svært at finde rundt i alle detaljerne, som i stedet smeltede sammen til en homogen masse med stortrommen som eneste tydelige fixpunkt. Det var i særdeleshed ærgerligt, fordi bandets crossover-appel – især på de mere dansable indslag – passede perfekt ind i de tidlige aftentimer, hvor de elektroniske elementer ikke er helt så udknaldede, som det kræves af de noget senere First Days-koncerter, mens shoegazen samtidig heller ikke føles for dvask i sommervarmen.
Som vi kom længere og længere ind i sættet, ramte 100% Wet trods alt mere og mere plet. Det hjalp selvfølgelig først og fremmest, at lydbilledet fik tilpasset sig de mange nuancer, så både guitarer, vokal og trommer flød bedre sammen, men det føltes også, som om bandet blev mere trygge (og sidenhen løsslupne) på den måske lidt for store scene. Det affødte derfor også et større nærvær mellem band og publikum, som glædeligt tog imod de mere ukonventionelle greb; som når Munns kastede sig ud i autotune-vokal, eller når der blev arrangeret genreafstikkere til noget mere puritansk drum’n’bass-inspireret.
Overordnet set, er det nok meget nærliggende at forestille sig, at 100% Wet generelt kommer til at tage sig bedre ud i en anelse mindre rum, men omvendt gik man også fra koncerten med en fornemmelse af, at der også må være større ting i vente for trioen.
(Daniel Niebuhr)
Demersal, Eos
Frisk fra en vis anden, dansk festival, præget af en del bands med suffixet -core som udbredt genrebetegnelse, var det en blød overgang at debutere på årets Roskilde med det odenseanske/københavnske hardcoreband Demersal, der stillede op foran et ganske fyldt Eos-område. Bandet har vagt berettiget opsigt med deres lidt umage kombination af poetiske tekster og gnistrende hardcore, og det var da i den grad spændende at se, hvordan den mikstur ville lade sig forløse live.
Lad det bare være sagt i en fart, at forløsningen var tydelig både på scenen, hvor bandet virkede mildest talt emotionelt investerede i deres optræden, samt foran, hvor det var tydeligt, at der var tag i publikum. Og for den sags skyld i den mytiske AlienKnepperKo, der hurtigt befandt sig i et af de efterhånden allestedsværende circlepits, indhyllet i dalende guldlametta. Så er man da landet på Roskilde.
Allerede i starten af koncerten fik vi den relativt dugfriske single “Som sendt fra himlen” serveret, der bemærkelsesværdigt nok byder på gæstevokal fra Zar Paulos Emil Vammen. En umage kombination på papiret, men ikke i realiteten. De tre vokalister i Demersal synger i forvejen med hver deres næb, og Vammens følsomhed klædte den øvrige voldsomhed glimrende.
Ret atypisk for et hardcoreband, så var koncerten garneret med både cello, violin, trompet og saxofon, henholdsvis i par og i samlet flok. Også den, lidt bemærkelsesværdige, kombination virkede dog helt suverænt undervejs i et sæt, der svingede mellem inderlighed og frådende vrede, og dertil bød på en glimrende lyd. Det emotionelle trådte især i forgrunden mod koncertens slutning, hvor det næsten blev for meget til at holde ud. Dét sagt på mest positive vis.
For næstsidste nummer, “Jeg ved ikke hvor det er”, var dedikeret til nyligt afdøde Peter Clement Lund. Den nordjyske Kollapse-musiker, forsker, underviser og frem for alt familiefar bukkede efter over et års hård kamp mod en nederdrægtig form for kræft i maj under for sin sygdom i en alder af blot 39 år. Det har forståeligt nok sendt chokbølger gennem hardcore/screamoscenen, og for den sags skyld langt ud over specifikke genrer og musikmiljøer.
Han var en meget afholdt person, der håndterede sine dårlige odds med beundringsværdig stoiskhed. Og det var tydeligt, at han havde betydet noget for personerne på scenen, som virkede særligt berørte her. Her nåede koncerten sit både musikalske og emotionelle højdepunkt (og det siger ikke så lidt), og jeg kan ikke forestille mig, at mange gik uberørte fra Eos, da de sidste toner klingede ud.
På samme måde, som sidste års brillante, men også hjerteskærende dobbeltkoncert med Lunds bandkollegaer i Kollapse og Grava, som blev opført i skyggen af deres vens sygdom, blev leveringen af “Jeg ved ikke hvor det er” en slags kollektiv katarsis over det urimelige i tingenes tilstand. Rørende at være vidne til, men knageme også hårdt på sådan en solbeskinnet eftermiddag.
Kloge mennesker har sagt, at meget af den bedste musik med en hård kant indbygget i sig også har elementer af melankoli, eller i det mindste en særlig følsomhed. Det må siges at være tilfældet med Demersal.
(S. Jakobsen)
A Good Year, Lagune
Det var ellers noget af en gæsteliste, A Good Year havde fået ordnet til lejligheden, da Tobias Laust og Albert R. Hildebrands tværmediale projekt debuterede på Roskilde Festival. Havde man lyttet blot en anelse til duoens anden udgivelse, Play, der udkom tidligere i år, kunne det næppe kom som den største overraskelse, at navne som Helena Gao og svenske Late Verlaine (med flere) undervejs supplerede det cinematiske popunivers på vokalfronten, men alligevel tog man flere gange undervejs sig selv i at blive forbløffet over præcis hvor stærk en besætning, det var lykkedes Laust og Hildebrand at sammensætte.
Med en forholdsvis blid opstart, der blandt andet nåede forbi de noget fodslæbende guitararrangementer på “YSL”, kunne selv de mest solmættede typer både inden- og uden for teltdugen fint følge med i både tempo og intensitet, mens det fra de musikalske ophavsmænds vedkommende øjensynligt også handlede om at præsentere det fulde billede af A Good Year, hvor forskellige vignetter i baggrunden lykkedes med at inkorporere de filmiske aspekter af projektets skarpt konstruerede univers.
Med så mange dygtige musikere samlet på én scene føltes hele forestillingen derfor også suverænt kurateret til samtidig at kunne fremvise en bred vifte af landets fremmeste formidlere, der hver især fik mulighed for at sætte deres præg på det generelle popudtryk. Førnævnte Helena Gao passer eksempelvis perfekt ind på den lidt mere kantede “Push & Pull”, der i liveformat fik tilsat en smule mere punch, mens MØ – til aftenens måske største bifald – supplerede de pulserende breakbeats på “Blue Flame”. Herefter blev hun desuden hængende til koncertens ubestridte højdepunkt, nemlig en dybt rørende udgave af nu hedengangne Liss’ “Sorry”, hvor Liss-guitarist Vilhelm Strange ligeledes gjorde dem selskab på scenen. På den afsluttende “Dealerz” deltog hele ensemblet i øvrigt i at løfte den i forvejen fællessangopfordrende perle op til et af de dér herlige, fællesskabsfyldte festivaløjeblikke, som satte et glimrende punktum for en særdeles godkendt koncertoplevelse.
Forventningen må unægteligt være, at A Good Year inden særlig længe er flyveklar og kan tage konceptet videre ud i det helt store udland som en af den næste store, danske musikeksportvare. Hvordan projektet kommer til at tage sig ud til den tid, tør man næppe spå om på nuværende tidspunkt, men der skal i hvert fald lyde en stor ros til Roskilde Festival for at give Laust og Hildebrand de mest optimale forudsætninger for at udfolde deres visioner for denne her udgave af A Good Year.
(Daniel Niebuhr)
Morild, Lagune
Hvis det er muligt, vil jeg til at begynde med gerne istemme mig koret bestående resten af ‘Folkebevægelsen mod Robådspits’. For hvis det kan lade sig gøre for Roskilde Festival at forbyde crowdsurfing, må der simpelthen også kunne gøres noget ved granvoksne mennesker, der føler en trang til at skulle belejre et koncertrum med barnagtige, selviscenesættende performancer.
Heldigvis forekom dette dybt forstyrrende fænomen kun til allersidst under Morilds solide aftenforestilling, der for det meste tog udgangspunkt i sidste års forrygende Disse fugle får ingen at se. Den københavnske black metal-kvintet, der desuden blev akkompagneret af et fire personer stort kvindekor, lagde for med “Retten til resterne”, hvor koret supplerede med en ubekvem, monoton messen underneden blastbeats og hidsige guitarmelodier. Det var i grunden også på tide, at et band som Morild – der trods alt EP- og albumdebuterede i henholdsvis 2017 og 2019 – fik sin fortjente anerkendelse i Roskilde Festival-regi, efter festivalen i forgangne år også har været både dygtige og flittige til at give plads til andre ligesindede fra det danske black metal-miljø på sine scener.
Af samme årsag føltes Morilds optræden også som én af dem, der trak på en noget tungere erfaring (og som havde nogle flere kilometer i benene), end så mange andre First Days-oplevelser generelt lader til at byde på. Der har i hvert fald været fin mulighed for bandet til at forfine deres efterhånden skudsikre udtryk gennem årene, og skulle man være helt grøn, hvad angår black metal, blackgaze og alle afarter heraf inden for landets grænser, fik man næppe en bedre mulighed for en ordentligt introduktion denne aften.
De langstrakte numre tog sig rigtig godt ud i de mørke og til tider laseroplyste midnatsrammer, hvor musikken flød (mestendels) op, men en sjælden gang også ned i intensitet, og gjorde nærmest hele arbejdet for bandet, der ikke havde behov for den mindste form for publikumsinteraktioner for at få sat gang i teltet. En enkelt, lettere ubetydelig anke herfra er imidlertid, at jeg godt kunne have tænkt mig at have hørt mere fra kvindekoret, der kun var involveret på førnævnte “Retten til resterne” samt på lukkeren, der kom i form af en suveræn udgave af titelnummeret fra Disse fugle får ingen at se, hvor bandet – uden at jeg skal gøre mig alt for klog på diverse strengeinstrumenter – også fik hjælp fra en gæstende lutist.
Uanset hvad blev det i sidste ende en flot sejr for blackmetallen – robådspit eller ej.
(Daniel Niebuhr)
