Plader

The Veils: The Runaway Found

Skrevet af Rasmus Bækgaard

En omgang indierock, der er så britisk i sin lyd, at nogle vil løbe skrigende væk, mens andre vil tage imod The Veils og deres glimrende rockhymner med kyshånd.

2004 er allerede af flere engelske musikmagasiner blevet udråbt til være året, hvor ’indie’ vender tilbage i stor stil som en dominerende faktor på hitlisterne. Et band, der er i den forbindelse er spået en stor fremtid, er The Veils, der tilsyneladende har sat sig for at tilføre musikscenen et skud klassisk indie af den slags, de britiske øer byder på til overflod – nogle gange med succes og nogle gange med mere ligegyldige resultater.

Hvis man anskuer musik ud fra en betragtning om, at den skal udfordre og tilføre noget nyt, falder The Veils igennem med et brag. Der er absolut intet nyt under solen, og der gøres ikke meget for at udfordre lytteren med komplekse kompositioner. Men hvis man derimod vurderer musik ud fra, hvordan den fungerer med hensyn til melodier og energi, klarer The Veils sig meget bedre. Gruppen lyder som en krydsning mellem Gene, Oasis, Bernard Butlers soloplader og The Smiths – med andre ord en vekselvirkning mellem funklende indiepop og frembrusende rock med et ekko af stadionomkvæd. På mange måder bringer pladen minder tilbage til de glade britpopdage, hvor dagsordenen var at lave melodiske rockperler frem for at revolutionere noget som helst.

Hørt som en melodisk tilbageskuende rockplade fungerer denne plade overvejende glimrende. Engelske bands har ofte en tendens til at lave plader, hvor der er for stor fokus på få singleplader, men selvom dette album åbner med The Veils’ til dato fire singler, har gruppen formået at lave et sammenhængende album, hvor der ikke er nogle sange, der falder igennem.

De to bedste af de fire singler er den klassisk rockende “Guiding Light” og balladen “Lavinia”. Førstnævnte har en forrygende rytmisk fremdrift samt nogle fængslende korarrangementer, mens sidstnævnte er en ballade med et simpelt pianotema og strygere, der, som det hører sig til, mest har den virkning at få melankolien til at drive ned af væggen. Musikalsk set er det måske en smule letkøbt, men hvad gør det, når det virker?

Ud over disse singler er pladens hjørnestene blandt andet den Suede-agtige og meget smukke klaverballade “The Valleys of New Orleans” samt popsangen “The Tide That Left & Never Came Back”, der handler om at være fanget i et provinshul, mens den store kærlighed er rejst bort. Førstnævnte viser oven i købet, at Finn Andrews faktisk godt kan synge rent, selvom han på lidt for store dele af pladen nærmere synger mere klynkende og vrængende på bedste Gallagher-vis, hvilket faktisk er min største anke mod pladen, da det bliver lidt irriterende i længden.

På “Vicious Traditions” sættes stemningen ned i den mørke ende, og The Veils har her, som det eneste indslag på pladen, forsøgt at lave en komposition, der udvikler sig undervejs, og det lykkedes fint. Sangen starter med nogle stille stemningsfulde akkordanslag, hvorefter stemningen med dystre trommer bygges op til et guitarstøjende klimaks. Til sidst lukkes pladen med den smukke ballade “The Nowhere Man”, hvor en akustisk guitar bakkes op af et flot afdæmpet strygerarrangement.

The Veils er signet hos Rough Trade, der efter at have ligget død i det meste af 90’erne for alvor er kommet tilbage på sporet. De fleste af selskabets grupper hører ikke til blandt de mest nyskabende navne, men der er derimod ofte tale om navne, der formår at bruge musikhistorien og bringe fordums tider til live igen, og her er The Veils ingen undtagelse. Nogen vil sikkert mene, at gruppen er en ligegyldig omgang britrock, men jeg vil nærmere sige, at gruppen er et godt rockband af klassisk tilsnit.

★★★★☆☆

Deltag i debat