… And Out of the Void Came Love er en enormt vellykket plade, der giver sig i kast med mange forskellige genregreb i musikken. Der er vrede numre med forvrængede guitarer, der er forførende spanske guitarer, som fører tankerne i retningen af Sixto Rodriguez, men hele tiden vender The Veils og Finn Andrews tilbage til klaveret, der ligger fundamentet for fødselsladede poetiske numre, som forsøger at bringe lytteren i en trance.
Det seneste album har været længe undervejs, og det skyldes blandt andet, at Andrews kom til skade med sit håndled til en koncert. Han forsatte turnéen efter skaden, hvilket forværrede den, og forlængede tiden han skulle gå med armen i gips. I interviews har Andrews fortalt, hvordan han måtte optage klaverstykkerne på pladen først med højre hånd, og så med venstre hånd. En proces, han selv kaldte »voldsomt irriterende.« Det kan dog ikke høres på pladen, hvor klaveret er en bærende del af musikken på rigtig mange sange. En plade, der overordnet set er smuk at lytte til. Den er sørgelig, men håbefuld, og The Veils har skabt et lydunivers, som du kan fortabe dig i.
Pladen åbner med sangen ”Time”, et nummer jeg hørte første gang på en rigtig møgdag. Da jeg satte pladen i ørerne glemte jeg straks mit dårlige humør, og The Veils transporterede mig til et sted, hvor alt det dårlige blev ligegyldigt. Jeg var opslugt af musikken fra første tone. Sangen åbner med nogle helt simple strygere, som bliver afløst af et klaver, der forsætter de samme simple toner. Det klaver ligger som fundamentet, og det har en næsten hypnotiserende effekt. Teksten begynder med linjen »Time is a Devil / Time is a rock / Time Is a riddle / which no one can unlock,« og gennem hele sangen bliver der konstant draget andre lignelser til, hvad tid er. Og den er alt, og den er intet. I løbet af nummeret mister man totalt tidsfornemmelsen.
Det hele bliver sunget af Finn Andrews med en følelse, en stemme, der ligger klart i forgrunden af lydbilledet og forsøger at trække lytteren ind i det hypnotiserende lydunivers. Nummeret er fyldt med små detaljer og nuancer, og man får fornemmelsen af, at der er tænkt over hver eneste takt i nummeret. På den måde repræsenterer ”Time” virkelig godt albummet som helhed: Det hele er gennemtænkt, og alle numre har en distinkt identitet, som man har forsøgt at fremhæve ned til mindste detalje. Det er poetisk, smukt, dragende og til tider overraskende.
På trods af, at størstedelen af pladen er smukke kompositioner i et delikat lydunivers, så har The Veils og Finn Andrews alligevel et par afstikkere. Det gælder for eksempel pladens sjette nummer, ”Epoch”, som er et råt nummer med hvinende guitarlyde, hurtige høje trommer og en vred Finn Andrews. Nummeret har en næsten grim lyd, som står i total kontrast til albummets mange fine kompositioner. Den variation er med til at ruske op i én, og nummeret fik mig på tæerne igen. Jeg troede her, at jeg vidste hvilken plade jeg hørte, men ”Epoch” gjorde jeg igen var opmærksom, overrasket og spændt på, hvad der måtte komme.
Den sidste halvdel af dobbeltpladen er spækket med gode, spændende og interessante numre, og her kommer guitaren virkelig i fokus. The Veils folder den spanske guitar ud på den sidste halvdel af albummet, og både “Made From Love With Far To Go”, “The Pearl(part II), “The Day I Meet My Murderer” og “Between the Ocean and the Storm” lyder alle fire, som et kærlighedsbarn mellem Sixto Rodriguez og Nick Cave. Det burde være med i en fremtidig Tarantino-western, og det er alle tre enormt stærke numre, fyldt med tangovibes, romance og dramatik. Men lyrikken er ikke fangende på numrene, og det gør, at man glider en smule mere ud og ind af musikken, end på de numrene som “Time”, “Rings of Saturn” eller “Undertow”, hvor de lyriske billeder Finn Andrews og The Veils skaber efter min mening er stærkere. Numrene er stadig enormt smukke, virkelig godt produceret og enkeltvist rigtig gode numre, men man nyder dem ikke på det niveau de fortjener, hvis man hører hele pladen fra ende til anden i ét stræk. Der bliver pladen en kende for lang til min smag.
Kritikpunkterne er dog små ting i det store billede, og overordnet set er pladen vidunderligt legende i forskellige genrer, utrolig smuk, yndefuld og Finn Andrews lyder som 3-4 forskellige forsangere. …And Out of the Void Came Love er rejse gennem et mangfoldigt, eksperimenterende og vidunderligt univers, og det er bestemt et lyt værd for alle, der elsker, når musik bringer de inderste følelser til live.
