Plader

The Coral: Skeleton Key EP

Skrevet af Rasmus Bækgaard

The Coral beviser med en aldeles uregerlig omgang psykedelisk rock, at hypen bestemt ikke er fejlagtig.

Bedømt ud fra denne ep (gruppens tredje) er The Coral en gruppe, der er meget svær at sætte i en musikalsk bås. På bare fire numre kommer gruppen rundt om en hel række af stilarter, og trækker på alt fra funkrock over hård rock til psykedelisk tressermusik. Et sammenligningsgrundlag kunne være den walisiske gruppe Super Furry Animals, med hvem The Coral deler den charmerende, anarkistiske tilgang til musikhistorien.

Sjovt nok er det faktisk titelnummeret, der er det svageste indslag på ep’en. Der er tale om et fuldstændigt vanvittigt nummer, der lyder lidt som en krydsning af Primus og Beastie Boys. Primus er ikke lige min kop te, og musikken er en tand for uorganiseret – selv om man må sige, at The Coral her forsøger at bryde rammerne for, hvordan popmusik kan lyde. Det er da også meget underholdende, og ved hver gennemlytning dukker der nye detaljer op i dette virvar af lyd. Gruppen hører absolut ikke til dem, der hylder konceptet “less is more”!

Selv om “Skeleton Key” er ganske sjov, er de tre resterende numre klart bedre. Skæring nr. to, “Dressed Like a Cow”, har ligesom “Skeleton Key” det aggressive og anarkistiske i sig, men i en noget mere kontrolleret og melodisk form. Nummeret veksler mellem vanvittige og melodiske stykker, og det virker langt bedre end på titelnummeret.

På de sidste to numre sættes tempoet lidt ned, og The Coral finder en mundharmonika frem, hvilket sammen med en slideguitar giver “Darkness” en let country-agtig feeling. Der er tale om en ret god ballade af den mere sentimentale slags, men fordi sanger og guitarist James Skelly synger på en lidt komisk og uortodoks måde bliver det ikke kvalmende.

Sidste sang, “Sheriff John Brown”, er tyvstjålet fra klassikeren “The House of the Rising Sun”, da både guitarfigur og stemning i musikken lyder som denne sang, og The Coral rammer den amerikanske Westcoast musik fra sluttresserne virkeligt godt. Samtidig kunne det orgel, der bruges, sagtens være brugt på en af The Doors’ plader.

The Coral er en af den slags grupper, der formår at bruge musikhistorien som afsæt for deres egen musik. Og selv om det hele mere eller mindre er skrevet af fra den store rockbog, formår de alligevel at give det hele et personligt touch. På gruppens hjemmeside skriver de “Welcome to the weird and wonderful world of The Coral”, og den beskrivelse er faktisk meget rammende.

The Coral er blevet hypet en hel del af NME, men det er ikke en af de hype-grupper, der kommer til at sælge plader i millionvis. Til gengæld viser de med denne EP, at der i England er bands, der kan lave andet end melankolsk guitarrock som Travis og Coldplay, og der er god grund til at se frem til gruppens debutalbum. Hvis det er lige så charmerende skævt som denne EP, er der noget stort i vente.

★★★★☆☆

Deltag i debat