Plader

Diefenbach: Set & Drift

Skrevet af Mikkel Arre

Dette tredje album fra Diefenbach er på en måde deres andet debutalbum. I hvert fald er det bandets første plade som regulært rockband, og overgangen til sang-omkvæd-strukturen er gået udmærket. Guitarerne er blevet tæmmet lige rigeligt, men til gengæld er vokalerne fremragende.

Det er ikke nemt at være indie-darlings, når man er på kontrakt med et label, der forventer at sælge en ordentlig bunkefuld plader. Mew har været gennem indie-vridemaskinen, lige siden de skrev kontrakt med Epic, og kritiseres for at have givet køb på den skrøbelige lyd, der prægede deres første plader. Nu er det så Diefenbachs tur til at vove sig ud i skudlinien i forsøget på at slå igennem i udlandet.

Og valget af “Favourite Friend” som førstesingle tyder netop på, at københavnerkvintettens engelske selskab, We Love You, gerne vil afsætte en masse plader. “Favourite Friend” er bestemt et okay valg, fordi den er simpel og fængende, men det er også et af de mindst langtidsholdbare numre på pladen.
Samtidig viser nummeret, at Diefenbach godt kan ende med at få nogle af de samme klø som Mew: For godt nok bukler synthesizerne sig op og ned, og godt nok støjer guitarerne – men lidt for langt hen ad vejen er alt styret og tøjlet. Denne kontrolmani kommer klart til udtryk i tredje vers, hvor den elektroniske underlægning tangerer ren diskoteksmusik med tyskerbeat. Først hen mod slutningen får guitarerne for alvor lov til at strække sig, og nummeret får pludselig et strejf af farlighed.

Den samme problematik – at idérigdommen og lysten til at udfordre er blevet tøjlet – gør sig delvist gældende i pladens to første numre. “Mechanical” afvikles på et blødt gulvtæppe af ufarlig støj, mens “Glorious” demonstrerer, at den rigdom af melodier, som tidligere var til stede i Diefenbachs guitarlinier, er blevet skåret bort, og i stedet er der monoton rytmeguitar på 2- og 4-slaget i hver takt. Det er lidt skuffende og forudsigeligt, men omvendt var det måske blevet for meget med et væld af melodier fra guitarerne, når nummeret samtidig har Beach Boys-agtige vokalharmonier, der løfter især omkvædet til triumferende højder.
Og netop Kenneth Sarup og Allan Mattsons vokaler er det helt store clou ved pladen, og de gør, at både “Mechanical” og i særdeleshed “Glorious” fremstår som ganske glimrende numre – også selv om de godt kunne have have tålt mere af den lyst til at eksperimentere, som Lasse Lyngbos synths ender med at være eneste eksponent for.

Det viser sig i “The Right One”, at det sagtens kan lade sig gøre at kombinere de frodige vokalharmonier med en lige så melodiøs guitarbund. På et underlag af diskret støj, der hen mod slutningen nærmer sig et psykedelisk præg, vikler Kenneth Sarup og Nikolaj Strøyer Christophersens guitarmelodier sig elegant rundt om hinanden uden at kvæle vokalerne.
På samme vis supplerer guitarerne hinanden i den søde “It’s Only Love” om det første møde med kærligheden: »I held her hand / it must be wrong / a single taste upon her tongue / and what a tongue / I ran back home and told my mom: / “It’s only love – it disappears”.« Den gammelkloge konstatering af, at kærligheden nok skal forsvinde igen, leveres med fornemt afstemte falset-vokaler og har det lette, perlende præg, som sagtens kan gøre Set & Drift til lidt af et sommerhit.

Den lette sommerstemning bibeholdes med den korte, semi-akustiske “The Police”, om end det svævende og yndige omkvæd har et strejf af melankoli over sig.
I det hele taget har Diefenbach overraskende godt styr på balladerne. Den eftertænksomme “Streetlights” er tilmed bygget glimrende op, idet Stefan Gejsings trommer gradvist skruer op for nummeret, der ender i en smuk finale, hvor Kenneth Sarup og Allan Mattsons lyse stemmer supplerer hinanden på yndigste vis.

Pladens bedste nummer, “The Rocket”, er ikke desto mindre af en helt anden og mere hårdtslående karakter. Lasse Lyngbos synthesizer starter ellers med at spille små luftige skalaer, og det hele er roligt og fredeligt. Men med ét eksploderer nummeret: Forvrængede og tunge guitarer med rødder i postrocken giver “The Rocket” en massiv bund og er så tunge, at man kan tvivle på, om nummeret overhovedet kan lette. Men endnu en gang viser Sarup og Mattsons vokalarrangementer sig (sammen med den opadstigende melodi) at ophæve tyngdekraften, blandt andet fordi deres diskante stemmer står i smuk kontrast til guitarbunden. Hér sætter Diefenbach på smuk vis deres tidligere lyd sammen med deres nye.

Og lad bare dén sammensætning blive afsæt for fremtiden. Med Set & Drift slår Diefenbach nemlig fast, at de har fået ualmindeligt godt styr på brugen af vokaler og elegante korarrangementer. Med dét i rygsækken har kvintetten en god ballast, når de forhåbentlig igen begynder at give sig selv friere tøjler til at komponere på tværs af pop-konventionerne.
Indtil da kan d’herrer godt læne sig lidt tilbage i sofasæderne og være stolte af en ganske fin rockplade med vokaler, der gør Diefenbach til noget særligt – og måske også kan gøre det uden for landets grænser.

★★★★☆☆

Deltag i debat