Plader

Broadcast: Tender Buttons

Skrevet af Pernille Jensen

Siden den seje Haha Sound fra 2003 er engelske Broadcast er blevet til en duo. Men så længe Trish Keenan har patent på samtlige stemmer i de hyppigt anvendte vokalharmonier, kan det umuligt gå galt. Det gør det absolut heller ikke på album nr. tre.

Ligesom der hviler et ufejlbarlighedsdogme over paven i Rom, er Broadcast fra Birmingham tilsyneladende ude af stand til at lave et dårligt album. De britiske anmelderyndlinge har gennem de sidste 10 år skabt et elektronisk lydunivers med plads til nostalgi, romantik og enormt langt pandehår – elementer, der ikke ligefrem er overrepræsenteret på Broadcasts pladeselskab, Warp, men som til gengæld har gjort bandets eskapistiske space-age pop til et yndet tilflugtssted for folk med hjerter, der virker.

Gruppen debuterede som kvintet i 1995 med en række singler som senere blev udgivet samlet på den forbavsende helstøbte compilation Work and Non-work fra 1997, men siden da er antallet af medlemmer blevet kraftigt reduceret. På bandets forrige udspil, Haha Sound fra 2003, var de tre, og med Tender Buttons, der er bandets tredje fuldlængdealbum, er Broadcast blevet en duo bestående af sangerinden Trish Keenan og bassisten James Cargill.

Hvor Haha Sound blev indspillet i en kirke i bandets hjemby, er Tender Buttons blevet til derhjemme hos de to resterende bandmedlemmer. Der er med andre ord ikke længere så højt til loftet – væk er den svimlende brede orkestrering og de pompøse kompositioner, der tidligere har præget perfektionisternes plader. Lydbilledet på Tender Buttons er jævnt, skrattende og til tider nærmest minimalistisk, men den gådefulde lag-på-lag-mystik er intakt, og resultatet er alt andet end bare blodfattig elektropop.

Albummet starter knaldgodt med den frodigt skydende “I Found the F” og derefter følger “Black Cat”, der på den gode måde lyder som en skizoid søster til Haha Sounds fabelagtige “Pendulum”.
Farten sænkes hypnotisk vellykket på numre som “Tears in the Typing Pool”, “Arc of a Journey” og titelnummeret, og denne omskiftelighed i tempo og intensitet gør sig gældende albummet ud.

Veldrejede uptempo-numre som førstesinglen “America’s Boy” og den bedårende hyldest til fysisk kærlighed “Corporeal” går fortrinligt i spænd med de mere afdæmpede og simple sange, som albummet altså også byder på. “Michael a Grammar” er på løjerlig catchy vis Broadcasts Franz Ferdinand-sang, mens den bittersøde “Goodbye Girls” byder op til en sidste svingom, inden den lille stille “You and Me in Time” og den instrumentale “I Found the End” runder pladen af.

Og så er vi på sin vis tilbage, hvor vi startede. Desværre, fristes jeg til at sige. Som tidligere nævnt har Broadcast på Tender Buttons – måske af praktiske årsager? – valgt at nedtone de storslåede supersange gruppen, alle dage hidtil har vist sig yderst leveringsdygtige i. Perler som “City in Progress” fra The Noise Made by People og “Winter Now” fra Haha Sound er strålende eksempler på hvirvlende vidunderlige ballader, der afsluttende markerer et klimaks og i bedste fald en lille død for lytteren, men sådan én findes ikke tilnærmelsesvis på Tender Buttons, og det er ærgerligt.

Det ændrer dog ikke på, at Tender Buttons som helhed fungerer fortræffeligt. Lydbilledet er eksperimenterende uden på noget tidspunkt at miste den umiskendelige elegance og florlette coolness, som er et kendetegn, som sangerinden Trish Keenan uden tvivl må tilskrives æren for. Hun synger som en blanding af Alison Statton fra Young Marble Giants på LSD og en optøet Nico og lyder bedre end nogen sinde.
Tender Buttons er først og fremmest sangerindens lille nichetriumf, og selv om albummet godt kunne have været rundet af med en patosfyldt omfavnelse, kan man sagtens lære at leve med, at det eneste, man har lyst til, når sidste tone har lydt, er at høre pladen igen.

★★★★★☆

Deltag i debat