Som Blondshell A.K.A. Sabrina Teitelbaum stod på Avalon med vintage-solbriller og krøllet hår, lignede hun skuespillerinden Barbara Stanwyck, der spiller den udspekulerede femme fatale i den klassiske Hollywood-film noir Double Indemnity fra 1944 (filmen der for øvrigt fik den danske titel Kvinden uden samvittighed, men lad os ikke gå videre ad den sti). Enhver der har været til et par indiekoncerter i nyere tid vil nikke genkendende til, at indiekoncerten tit starter i indadvendtheden og forstillelsen. Det er simple shows, hvor wow-faktoren skal komme fra kunstneren selv. Det var dér, jeg fik mit første indtryk af Teitelbaum; i solbrillernes mørke, postulerende glas.
Når Sabrina Teitelbaum tager kunstnernavnet Blondshell, er det for at lave indierock, som man gjorde det allerbedst i halvfemserne. Det vidnede det selvbetitlede debutalbum, udgivet sidste år, om. I 2017 lavede Teitelbaum (på det tidspunkt kendt under kunstnernavnet BAUM) dog musik, der kom fra et mere poppet sted. Efter et år med personlig modgang, var tiden dog inde til at afprøve en mere konfrontatorisk lyd. Når man ser årets plakat, lader det sig ikke afsløre, men Roskilde Festival startede som bekendt i en tid hvor rockmusikken lå godt i mainstreamsvinget. Blondshell er et af få indslag til indiehoveder med hang til musikalske bekendelser og indestængte guitarakkorder. Ikke at det skorter på den slags ude i samfundet. Snail Mail, Mitski, Indigo de Souza, Lucy Dacus; Teitelbaum lægger sig i et felt af stærke melodimagere.
Teitelbaum har kun udgivet et album under Blondshell-navnet, og det bærer koncerten denne eftermiddag også præg af. Bandet lagde symptomatisk ud med at spille albumåbneren, “Veronica Mars”. Sættet var præget af mid-tempo rocksange og det tre mand store band holdt sig til studieudgavernes grunge-agtige kant. Et tidligt højdepunkt var den selvstændige single “Cartoon Earthquake”, en gyngende sang som pustede noget atmosfære ind i den sommetider monotone og sært klaustrofobiske loud-quiet-loud-dynamik. Her kunne jeg også for alvor mærke, hvor Teitelbaums stemme befandt sig bedst. Hendes lyd var utroligt klangfuld og kontrolleret i de lyse passager. Grunge-æstetikken og halvfemsermørket krævede desværre, at hun skulle dække et dybt vokalregister, som hun ikke havde nær så meget klarhed i. Koncerten første halvdel led under, at hun ikke artikulerede nær så godt, når hun ville trække os allerlængst ind i dagbogens bekendelser.
Det slog mig, hvordan Teitelbaums besad en stærk popvokal, der klædte de mere klassiske af hendes sange bedre end dem, der var mere brutale i dynamisk forstand. Det kom blandt andet til udtryk under den flotte single “Olympus”, hvor Teitelbaum startede den skrøbelige fortælling om afhængighed og paranoia i sit dybe, usikre register. Da hun til sidst sang refrænet i sit lyse register, gav det en stærk modvægt til det fortærskede mørke. Hun var helt nede på knæ og slippe stemmen fri: en løssluppenhed som hendes optræden havde savnet.
På det tidspunkt, i sættets anden halvdel, trådte hun i karakter som historiefortæller. Solbrillerne var blevet lagt til side, og der var pludselig mere fokus; både fra publikums side og fra kunstnerhånd. Man kunne høre linjer som »Call me, i wanna be there for you / But not in a way that lets you take me down with you,« fra “Sober Together” og forstå Teitelbaums hensigt (selvom dét at rime “you” på “you” er ikke så lidt dagbogsagtigt.)
Det nye nummer “T&A” tydede på, at Blondshell-projektet har fundet sit leje i den småstøjende indies tjeneste, Teitelbaum, der bevægede sig langsomt rundt på scenen, sommetider mildt gestikulerende, satte i et højfrekvent skrig, der gav konceptet og koncertoplevelsen en uventet detalje. Genkendelsens glæde blandt publikum var stor under hittet “Kiss City”, som aftenens hovedperson krængede ud i fin stil. Et cover af Jane’s Addictions “Jane Says” bragte mig også tættere på at forstå Blondshells musikalske kurs. Når bagkataloget ikke er særligt, er det i min optik mægtigt fint at gå tilbage til hovedstolen. Bandets cover af det over 30 år gamle nummer var vellavet og Teitelbaums »I’m gonna kick tomorrow!,« havde en gnist, der pegede fremad.
Blondshell er stadig et projekt i sin begyndende fase. Flere af sættets sange smagte af det samme og endte med at flyde sammen, men Blondshell kan sine indie-regler, og de stærkeste melodier vi fik denne eftermiddag tegner ganske godt for fremtidige udgivelser.
Alle fotos: Daniel Nielsen
