Historien er velkendt: Mandlig musiker møder kvindelig musiker – de indleder et forhold – forholdet går i stykker – for at komme sig over problemerne skriver parterne sange om det mislykkede forhold. Nick Cave skrev om sit forhold til P.J. Harvey, Thomas Helmig skrev om Søs Fenger, og Damon Albarn måtte også lette sit hjerte, efter at forholdet til Elastica’s Justine Frischman gik i stykker.
The Submarines’ Declare a New State passer fint sammen med ovennævnte, eftersom duoens medlemmer Blake Hazard og John Dragonetti var et par i flere år, før forholdet endte. Hver for sig skrev de så de sange, der nu er blevet til Declare a New State. Da de senere mødtes, viste det sig, at de begge udelukkende havde skrevet sange om det forliste forhold. Dette fik dem til at indspille sangene, og mens de gjorde det, forelskede de sig igen. Dermed har albummet, der i bund og grund handler om et forholds forlis, alligevel fået en happy end.
Desværre er ovennævnte historie langt mere interessant end selve albummet. Hazard og Dragonettis talenter for sangskrivningens ædle kunst er ikke specielt store, og det samme kan siges om deres evner som sangere og producere. Derfor er Declare a New State en noget flad fornemmelse.
Enkelte højdepunkter er der dog. “Vote” lyder som en fjern slægtning til Eels’ “Last Stop: This Town”, men uden førnævntes skæve galskab. Selv uden denne får The Submarines en glimrende sang ud af de glimrende, iørefaldende guitarriffs, og for første gang vælger duoen at eksperimentere en smule ved til tider at lade guitarerne køre baglæns og desuden distorte og klippe Dragonettis sangforedrag i disharmoniske stykker. “Vote” er bogstaveligt talt lyden af The Submarines, der finder melodien, men desværre sker det kun én gang til på albummet. I nummeret “Hope” anes inspiration fra Beach Boys, når Dragonetti og Hazard smukt og lavmælt lader melankolske vokalharmonier dominere lydbilledet.
Ud over ovennævnte højdepunkter er Declare a New State en pæn, statelig affære. Hvis bruddet mellem Dragonetti og Hazard virkelig har gjort ondt, er det ikke til at mærke på musikken, der så godt som aldrig hæver sig over det klinisk kedelige. Teksterne er ikke meget bedre. Det kan sagtens høres, at de to har haft deres problemer at slås med, men når disse fremføres uden nogen form for indlevelse, er det svært at interessere sig det mindste for dem. Det hjælper naturligvis heller ikke, at hverken Dragonetti eller Hazard er udstyret med specielt store stemmer, til trods for at Hazard teknisk set er noget bedre begavet end Dragonetti. Desværre er hendes stemme – præcis som albummet – pæn, anonym og alt for kedelig.
Det er ikke svært at forstå, at parret aldrig havde tænkt på at udgive Declare a New State, for det burde den nok ikke have været. Ikke fordi den er for personlig, for det er den langtfra, men fordi den simpelthen er for kedelig. Albummet kunne muligvis være blevet en fin gave til gæsterne ved deres bryllup, men at tro, at folk, der ikke kender parret, vil anse dette album for at være værd at investere i, er ren utopi.
