Blandt fredagens brogede program af tidløs dansk hiphop, potent hardcore og stemningsfuld, melankolsk pop, skulle især det sene eftermiddagsprogram frem til solnedgangen indtog vise sig at udmærke.
Solen stod højt over Valby, da Wilco gik på. Indierockerne fra Chicago har en lang og dybt respekteret karriere bag sig. Mærkatet ’far-rock’ kan de nok ikke komme udenom efterhånden. Men tag ikke fejl: Vil man forstå nutidens indie-koryfæer som Alex G og Phoebe Bridgers, må man forstå Wilco. Respekten for Jeff Tweedy og co. syntes også tydelig blandt et lyttende og opmærksomt publikum – i hvert fald oppe foran. Det er blevet beskrevet i nærmest alle medier i årevis: Snakken, pludren, den uafbrudte samtale, som kører under diverse koncerter. Tidligt i koncerten skulle det blive en kamp mellem publikums evigt kørende mundtøj og Wilco.
Koncerten startede i den mere lavmælte del af repertoiret. Frygten for, at koncerten skulle oversvømmes af snak fra publikum, syntes faretruende. Men så kom han – med sin Fender Jazzmaster og sit uovertrufne guitarspil: Nels Cline. En uforlignelig guitarist, som gennem hele koncerten tog publikum med på en vild rejse i guitarens muligheder. Det smukke ved Cline som musiker er, at publikum tages i hånden – vi udforskede guitaren sammen. Det hele virkede så spontant, improviseret og udforskende. Det var det hundrede procent ikke, men musikaliteten ligger i, at det lyder sådan. Cline modtog flere gange i løbet af koncerten – helt velfortjent – store bifald fra sit publikum. En stor musiker, vi var heldige at opleve her i Valbyparken.
Foto: Jonathan Damslund
Generelt er Wilcos spil sammentømret, og bandets årtier på bagen kan tydeligt høres. Alt ligger, hvor det skal. Tydeligst var det i den radikale “Via Chicago”, hvor de fine countryvers blev revet totalt ned af trommeslager Glenn Kotche, som også gjorde en god figur denne aften. Med en improviseret trommesolo, fuldstændig ude af trit med bandet, og en Nels Cline, som supplerede med støjrockguitar, vækkedes publikum for alvor. Nådesløst kørte Wilco videre og hev koncerten hjem med fællessang på “Jesus, Etc.” og “I’m The Man Who Loves You” fra svendestykket Yankee Hotel Foxtrot. Mens solen stod højt over Valbyparken, trissede publikum videre til festivalens helt store scoop.
Vi bøjer os i støvet – bogstaveligt talt
Forventningerne var mildest talt store. Turnstile fra hardcore-epicenteret Baltimore har taget genren til nye højder. Et band, som (muligvis) lige nu er på sit klimaks. Dette fortalte menneskemængden, som var dukket op, også en historie om. Når et band bevæger sig inden for en genre, som er baseret på en modkultur til det etablerede, vil det altid dele vandene. Og det gør Turnstile i punk- og hardcoremiljøet. Med Grammy-awards i hænderne og rene produktioner, er de for alvor nået igennem til masserne. Så på mange måder var koncerten også en slags dobbelttest: Kunne Turnstile leve op til virakken, og kan de overvinde kritikerne? Det må man sige, de kunne.
Jeg mindes ikke at have set noget lignende med mine egne øjne på dansk grund. Et ustoppeligt publikum rev hele Valbyparken fra hinanden. Støvet føg rundt i vildeste Mad Max-stil, mens Turnstile langede den ene hårdtslående hymne efter den anden ud over scenekanten. Hvor var det på alle måder fantastisk at se Hr. og Fru Naturvin blive slynget rundt i gyngende bølger! Selv den mest hårdkogte hardcore-fan måtte bøje sig i støvet (bogstaveligt talt) for det, vi var vidne til i de tidlige aftentimer. Som inkarneret fan af genren selv, var det også med det største smil på læben, jeg fulgte med. Men ligeledes også bizart – lidt som at se AGF vinde Superligaen. På alle måder suverænt og medrivende, men også uvirkeligt. Og hvad så nu? Hvordan udvikler Turnstile og genren sig herfra? For der er helt sikkert et før og et efter, hvad angår Turnstiles manifestation i Valbyparken.
Foto: Malthe Vang
Hvad der skete efter koncerten, skulle man nok have set med egne øjne. Den ene Grauballemand-dobbeltgænger efter den anden stavrede sveddryppende og ødelagte ud fra menneskemængden – men med de største smil og glimt i øjnene, jeg har set på publikum efter en koncert. Var man der ikke selv, så spørg efter billeder. Et kært syn i en tid, hvor festivaloplevelsen er mere magelig end nogensinde. Det var befriende at se, at publikum stadig finder en ultimativ glæde i at slippe tøjlerne, som de kun kan slippes på en festival – i et totalt, medrivende kaos, hvor tiden for en stund står stille, og en koncert er det vigtigste i hele verden.
Valbyparken i ruiner
”Den bliver svær at komme efter” funderede jeg efter Turnstiles kraftpræstation. På festivalens næststørste scene, Under Himlen, skulle københavnske Iceage gøre forsøget. Punkbandet kan umiddelbart trække nogenlunde det samme publikum som Turnstile, skulle man tænke, men folk lod vente på sig.
Med en buket solsikker i hånden åbnede Elias Rønnenfelt og bandet med “Ember” fra det seneste udspil, For Love of Grace and the Hereafter. Det skulle vise sig, at vi fik hele albummet fra ende til anden, som det også var tilfældet på årets Roskilde Festival. Langsomt undervejs i koncerten kom flere og flere støvede mennesker til, direkte fra Turnstile-pitten. Som en zombiehær startede de, hvor de slap, og koncerten intensiveredes gradvist.
Foto: Alvin Sauerberg Thorsen
Med stort optræk fik vi den københavnske punkfest, som nok var tiltænkt. I kaosset og guitarjanglen, leveret yderst overbevisende af guitarist Johan Wieth, var der noget utroligt fint over at se Københavns bysbørn stå der på den store scene i Valbyparken med et album i ryggen, som passede perfekt til seancen. Det er ikke et decideret mere poppet Iceage, men der er et tydeligt fokus på en bestemt twang og de gode melodier. Hen mod slutningen syntes menneskemængden at sive en smule væk. Sådan er det at spille mellem hovednavne – folk skulle nok op og sikre sig gode pladser til melodrama-dronningen Lorde. Det gjorde dog ikke noget ved festen på de forreste pladser, som forblev intakt.
Fredagens aftentimer viste, at rocken som institution stadig har en vigtig plads på festivalen. Med Turnstile som det absolutte og samlende højdepunkt bliver de et eftertragtet navn for diverse festivaler i fremtiden. De beviste for alvor, at rocken kan skabe oplevelser, hvor alle for en stund glemmer hverdagen og komforten i en tid, hvor vi bliver mere og mere omgivet af den.
