Plader

Mikael Simpson: Stille og uroligt

Mikael Simpson dyrker stadig det minimale i sine elektronisk funderede popsange. På denne tredje plade i eget navn søger Simpson et overvejende elektronisk udtryk. Afvigelsen er ikke stor fra de øvrige plader, men så længe melodierne er stærke… og det er de oftest.

Kære Mikael

Det er rart at høre fra dig igen. Siden vi først mødtes tilbage i 90’ernes Luksus-periode, har jeg forvisset mig selv om, at du nok skulle komme ud til folk med din musik. At det skulle ske med en nedtonet kloning af popmusik og elektroniske lydflader, havde jeg ikke forventet. Der var ikke tale om storladne rocknumre eller svajende pophymner, men derimod om små introverte stemningsbilleder.

Stille og uroligt er din tredje soloplade, og den tager et skridt videre fra Os 2 + lidt ro 2002 og De ti skud. Udgangspunktet er stadig sange lavet i soveværelset i mac’ens blå skærmskær. På Stille og uroligt er guitaren gemt bemærkelsesværdigt væk, og du har søgt mod et mere elektronisk funderet lydunivers. Og som beats og synths knitrer og gløder, fører du os ud i metropolens natteliv.

Du har altid været god til at ramme en lyd, der gengiver byens puls. Tag f.eks. nummeret “Jeg kan se det, at du ved det”. Det dufter let af Depeche Mode-atmosfære og er i konstant bevægelse med sit flimrende beat, mens din køligt tilbagelænede vokal synger om »en voksende rus i en ukendt lejlighed.« Nummeret emmer af rastløshed og melankoli, og ganske langsomt kryber det under huden. Et delikat lille pletskud!

Første halvdel af Stille og uroligt står stærkt. Åbningsnummeret “Mist dig selv i mig” blander det drømmende med det foruroligende. Vi gynger gerne med de langsommelige beats, mens nummeret driver af sted. Også singleudspillet “Hvor end du er” er indbydende med sine mørke taktslag. Og “Vi 2” er i særdeleshed fængende; nummeret gør ikke det store væsen af sig, men netop dets reservede karakteristika er en sand force – tillige med god melodi og dynamik.

Mikael, kan du huske Stephan Grabowski? I 90’erne lavede han musik, som du bygger videre på i dag. Grabowkis dansksprogede tekster havde en smuk dybde, mens melodierne kunne bruge et løft. Det omvendte kan man sige om dine tekster: Du rammer flere gange en flertydighed i dine minimalistiske tekster med mantra-lignende gentagelser, men ofte rammer teksterne nærmere en utydelighed, og man ved ikke helt, hvad de ønsker at udtrykke.

I den uheldige “Jeg sidder fast” synes du at forsøge dig med en kommentar netop til danske tekster, men det entydige facit er, som du selv synger det i sangens titel: Du har siddet godt og grundigt fast.

Helt gnidningsfrit går det heller ikke i anden halvdel af din nye plade, som præsenterer et kuld halvslappe sange som “Bistand og bling”, “En bacille i mit blod” og “Uren besked”. Melodierne trænger ikke ind med samme insisteren som i første halvdel af pladen, og atmosfæren i og omkring dem synes mere udflydende og tilfældig.

Stille og uroligt markerer på en måde noget afrundende. Den tiltagende elektroniske indvirkning pynter på dine sange, og sammen med Os 2 + lidt ro 2002 og De ti skud har du skabt en lille trilogi af Mikael Simpson-sange.

Jeg glæder mig meget til at høre de nye sange i rockversioner, når du spiller live med dit band Sølvstorm. Det bliver også spændende at høre, om Sølvstorm nogen sinde kommer på plade. Hvad giver du os næste gang, Mikael? Vi ved det ikke, og netop den uforudsigelighed er et plus hos dig. Det gør, at man ønsker at vende tilbage og høre mere.

Hav det godt, Mikael. Jeg glæder mig til at høre fra dig igen.

Mange hilsener fra Anders

★★★★☆☆

Deltag i debat