Nyheder

Thomas Knak remixer Sakamoto

Efter en karriere i electropop-gruppen Yellow Magic Orchestra, der i slut-70’erne og start-80’erne var en af de største succeser i japansk musik, helligede Ryuichi Sakamoto sig fra 1983 sin solokarriere. Han har udsendt en lang række plader med såvel elektronisk baseret som klassisk funderet musik, men er formentlig mest kendt for sine film-soundtracks til Almodövars Høje hæle og især Bernardo Bertoluccis Den sidste kejser – sidstnævnte indbragte Sakamoto en Oscar for det bedste soundtrack anno 1987.

Japaneren har altid holdt af musikalske samarbejder. Især har han arbejdet sammen med David Sylvian, men også Iggy Pop og David Byrne, der var med til at skrive Den sidste kejser-musikken, har fået gavn af Sakamotos kompositoriske evner. Ja, så sent som i søndags kunne publikum på Roskilde Festival opleve Sakamoto i samarbejde med tyske alva.noto.

Og netop alva.noto alias Carsten Nicolai er ligesom danske Opiate alias Thomas Knak blandt de mange prominente electronica-navne, der har været med til at lave remix-albummet Bricolages. Pladen, der udkommer d. 19. september, består af nye versioner af 10 af numrene fra Sakamotos 2005-plade Chasm, der til dels var en tilbagevenden til electropop-rødderne. Tracklisten er som følger:

1. War & Peace (Aoki Takamasa Remix)
2. Undercooled (Skuli Sverrisson Remix)
3. War & Peace (Cornelius Remix)
4. 20 Msec. (Fennesz Remix)
5. Undercooled (Alva Noto Remodel)
6. World Citizen (Taylor Deupree Remix)
7. Only Love Can Conquer Hate (SND. Remix)
8. Seven Samurai (Richard Devine Remix)
9. Word (Rob Da Bank & Mr. Dan Remix)
10. 20 Msec. (Craig Armstrong Remix)
11. NGO/Bitmix (Slicker Remix)
12. Break with (Steve Jansen Remix)
13. Motopiate (Thomas Knak)

Deltag i debat