Plader

Thom Yorke: The Eraser

Skrevet af Lars Simonsen

Radioheads kreative mastermind, Thom Yorke, har på imponerende vis fået tid til at skabe The Eraser, imens Radiohead lever i bedste velgående. Resultatet er en rigtig vellykket og underspillet plade, der mestendeles vinder på sin intime atmosfære og afdæmpet elektroniske udfoldelser.

De færreste havde vel regnet med, at Radioheads frontfigur, Thom Yorke, havde tid til at skrive og indspille sin første soloplade, samtidig med at Radiohead var på turné og i øvrigt har opfølgeren til Hail to the Thief parat næste år. Ikke desto mindre afslørede han primo maj over for Radioheads fanklub, at han om et par måneder barslede med The Eraser.

Men måske er tidspunktet netop valgt for at understrege, at søsættelsen af soloprojektet ikke er ensbetydende med, at Radiohead er ved at synke. Tværtimod er der altså fuld gang i det efterhånden lidt ældre Oxford-band, og Yorkes kreativitet ulmer og bobler åbenlyst så meget, at The Eraser nu sendes på gaden.

Og det er vitterligt en glædelig nyhed. Selve udtrykket på The Eraser ligger umiddelbart i en naturlig forlængelse af lyden på især Kid A og Amnesiac – og Radioheads foretrukne producer Nigel Godrich (Radiohead, Air, Travis, U2, m.fl.) har da også hjulpet til. Alligevel er det tydeligt, at man som lytter er på tomandshånd med Yorke. De fleste numre har en meget intim stemning over sig, og du går forgæves efter de mere pompøse udladninger. I det hele taget holder Yorke udtrykket i stramme tøjler og koncentrerer sig i stedet om at skabe små melodiske, men alligevel dybt sære og underfundige sange.

De minimalistiske toner fra klaveret og de knitrende, skrøbelige computerlyde er fra start i fokus i titelnummeret. Yorke synger på sin velkendte særegne måde, og først og fremmest fremstår stemmen skrøbelig og sine steder klagende (»The more you try to erase me / the more, the more that I appear«) – men heldigvis ikke klynkende, som den enkelte gange ender med at fremstå i Radiohead-regi.

Det fantastisk stemningsfulde og dragende åbningsnummer afløses af den på én gang både nedtrykte og opløftende atmosfære i “Analyse”. Lyse toner fra klaveret blandes med fragmenterede beats og mismodige linjer som »it gets you down« og »there is no light in the dark.« Smukt sortsyn, som nærmest kun Thom Yorke kan skabe det.

Det lyser ud af omtrent hver eneste af de sære alternative popmelodier, at Yorke har haft et dybfølt behov for at lave denne plade. Det er først og fremmest et album fyldt med hjerteblod og personlige aftryk, og der er absolut ingen tegn på, at den er venstrehåndsarbejde ved siden af hovedprojektet Radiohead. Og selv om “The Clock” ikke er pladens bedste nummer, understreges det intime ved, at Yorke her påtager sig rollen som human beatbox.

Sammen med den flotte “Harrowdown Hill” er “Black Swan” et af pladens absolut stærkeste indslag. I sidstnævnte leges der ivrigt med finurlige og grumsede guitarriff, og Yorke lyder brændende dedikeret – på sin helt egen underspillet facon: »Do yourself a favour and pack your bags / buy a ticket and get on a train / ‘cause this is fucked up … fucked up« og »You have tried your best to please everyone / but it just isn’t happening / and that is fucked up…fucked up.«

Som antydet er der også en del at hente på tekstsiden. “Skip Divided” er eksempelvis en ikke helt almindelig kærligssang: »When you walk in a room, everything disappears / When you walk in a room, it’s a terrible mess / When you walk in a room, I start to melt / When you walk in a room, I follow you around like a dog / I’m a dog … I’m a dog … I’m a dog / I’m a lapdog / I’m your lapdog … yeah.«

Det underdrejede og afdæmpede udtryk klæder i dén grad Thom Yorke. De elektroniske eksperimenter tager på intet tidspunkt overhånd, og det samme gør sig lykkeligvis gældende på vokalsiden. Hele vejen igennem fremstår sangstemmen mere skrøbelig og melankolsk end trist og opgivende.
The Eraser er en gave til alle, der nyder at gå på opdagelse i musikken og aldrig bliver træt af at udforske nye nuancer. Det er nemlig, som om numrene vokser en smule, for hver gang man lytter til dem, og der er ingen tvivl om, at Thom Yorke har skabt et langtidsholdbart album, som kan meget, meget mere end blot at udfylde tomrummet indtil næste Radiohead-plade.

★★★★★☆

Deltag i debat