Plader

Alcoholic Faith Mission: Misery Loves Company

Skrevet af Jan Sorensen

Misery Loves Company er første udspil fra danske Alcoholic Faith Mission og er tilsyneladende indspillet i et soveværelse et sted i København. Det er der kommet et roligt og meget behageligt singer/songwriter-album ud af, som dog i sin helhed kan synes lidt for monotont.

Alcoholic Faith Mission er et dansk musikerkollektiv, som blev grundlagt i februar 2006 af DB og TSJ. Hvis man kigger i coveret til debutalbummet Misery Loves Company, får man at vide, at det også er disse to medlemmer, der medvirker på albummet. På projektets hjemmeside kan man endvidere få at vide, at kollektivet for tiden også omfatter GR, KK, BA og LS, og hvis man klikker på initialerne på hjemmesiden, kan man være heldig at finde frem til nogle af de personer, som gemmer sig bagved..

Det har altid været i kollektivers ånd at hylde fællesskabet frem for individet. En utopisk tanke, som sjældent synes at fungere helt gnidningsfrit i praksis, men som ikke desto mindre stadig er relevant. I en tid, hvor massiv medieeksponering af enkelte kunstnere synes at være de store pladeselskabers bedste bud på, hvordan man redder en synkende skude, er det derfor en fornøjelse at blive inviteret indenfor i varmen af et musikerkollektiv, som tør satse på kvaliteten og udtrykket i musikken frem for de enkelte medlemmers synlighed.

Med Misery Loves Company får man et album på ni numre, som alle formår at indhylle lytteren i et trygt og hyggeligt lydunivers. Det oser af sovekammer både i produktion og stemning, og man kan ikke undgå at føle sig hensat til stunder efter en god fest, hvor man som en af de sidste sidder tilbage og krammer sin halvlunkne øl, mens nogle gode venner spiller guitar.

Albummet begynder da også meget afslappet med et par takters akustisk guitar, der bliver afbrudt af forsangeren, der med tyk amerikansk accent deklarerer »Ahh, I’m just gonna start now.« Herefter kan man høre et svagt »ok«, som kunne være fra vennen, der lige skulle tjekke, om han havde husket at trykke ‘record’ på computeren. Læg hertil en rimelig mængde baggrundsstøj og fornemmelsen af et rum, som lyder af noget på under 12 kvadratmeter, og billedet af den lille københavner lejlighed er komplet.

Selv om Alcoholic Faith Missions debutplade på mange måder tangerer at være en lofi-udgivelse, lyder den så absolut ikke af øvelokale i udtrykkets negative forstand. Tværtimod er albummet ret godt produceret, og den lidt uldne lyd bidrager til den varme stemning frem for at være hæmmende for lytteren. Den enkle produktion synes samtidig at falde godt i hak med den sparsomme, men velvalgte instrumentering, som oftest kun består af bas, akustisk guitar og tamburin. Enkelte steder sætter noget, der lyder som en pedalsteel-guitar ind og tilføjer et cross-country-agtigt præg til musikken. Alcoholic Faith Mission læner sig genremæssigt op af den amerikanske singer/songwriter-tradition, og albummet lyder da også mere amerikansk end dansk.

Alcoholic Faith Mission er musikalsk sig selv bevidst. Stilsikkert bliver vi som lytter ført igennem albummet, som hele vejen formår at bevare den følelse af nærhed og intimitet, der bliver slået an lige fra første tone. Ifølge kollektivets medlemmer er nogle af dogmerne for musikken, at der skal indtages alkohol under indspilningerne, som i øvrigt først må finde sted efter mørkets frembrud og i stearinlysets skær. Dogmet om alkohol, som unægtelig synes lidt kliché og udpint efterhånden, skal være med til at imødegå og behandle de triste følelser, der til tider kommer og går, og som man som lytter derfor også må formode er dem, der kommer til udtryk på Misery Loves Company; musikerne erklærer selv, at alle optagelser har fundet sted på “elendige aftener”.

Kollektivets mission om at formidle melankolien kommer tydeligst til udtryk i teksterne, som skitserer grå stemningsbilleder fra byens rum med endeløse fortove og ubarmhjertige fremmede husmure. Vokalen ligger dog så langt tilbage i mixet, at den snarere bliver en del af det samlede lydbillede frem for at fungere som historiefortæller. At gruppen så yderligere har valgt at lade alle korstemmer synge unisont med melodien, gør kun vokalen endnu mere anonym.

Så selv om albummets tekster hører til i den regnvåde boldgade, rykker det dog ikke ved den overordnede følelse af varme og fællesskab, som musikken skaber. Albummet lugter mere af hygge og stearinlys end af grå og triste mandage, og man behøver derfor ikke at svælge i melankolien for at nyde det. At albummet stort set kun har stille og rolige nocturner at byde på, gør dog at man, når man når slutningen, godt kan sidde med følelsen af, at det hele var en anelse for monotont. Men på det tidspunkt er man måske allerede blevet vugget blidt i søvn.

★★★★½☆

Deltag i debat