Plader

Hella: There’s No 666 in Outer Space

Skrevet af Lasse Bertelsen

De progressive metal- og mathrockere er genopstået som en kvintet med ambitioner om rigtige sange og mere menneskelighed i mekanikken. Gad vide, om tiden nu er moden til et kongemord på The Mars Volta?

I takt med at den progressive musik udspaltes i inspirerende og irriterende fragmenter, bliver det igen og igen sværere at udtrykke noget med en præcis sammenhæng med musikerens basale evner på det forhåndenværende instrument. Den ekvilibrisme, som eksempelvis amerikanske Hella lægger for dagen, har altid haft det svært i en parametertælling om, hvornår det egentlig bliver rigtig god musik. For lige så let det kan være for den uvidende at fastslå det høje instrumentaltekniske niveau, lige så svært kan det være forholde sig til såvel umiddelbar begejstring som banal irritation over netop opvisningen.

For en opvisning er det, når Hella tager fat på There’s No 666 in Outer Space. Albummets beherskede og småt kyniske desperation bliver understreget for fuld power i åbningsnummeret “World Series”, hvor skarpe kvart- og kantede kvintakkorder ryger af sted som projektiler mod lytterne, mens den nyhvervede sanger Aron Ross raller under samtlige sekstendedele og synkoper: »Don’t you know that you’re gonna die!?«

Det er dog ikke begyndelsen til enden for Hella, der er i spil på There’s No 666 in Outer Space – snarere omvendt. For bandet har genfundet sig selv som kvintet og er dermed noget nær tilbage ved det udgangspunkt, bandet havde ved sin fødsel for snart seks år siden. Dengang var Hella en kvartet med den senere duo, Spencer Deim på guitar og Zach Hill på trommer, som den famøse rygrad. Grunden til, at denne konstellation ikke holdt, var, at der manglede en forsanger til at forløse de hyperkomplekse kompositioner, som oprindeligt var tænkt som egentlige sange.

Det er hér, Aron Ross som en trold fra et tæskehold kommer ind i lydbilledet, og man aner med det samme, at Hellas muligheder med tilføjelsen af Ross’ vokal er blevet mangedoblet. For trods det imponerede spor og standarden af bandets tidligere arbejde er denne mere monumentale progrock uden tvivl Hellas egentlige ærinde. Udover etableringen af en vokalist er der nu både guitar-chase og basbund i udtrykket, og denne udvidelse giver bandet en bredde, der ikke er til at komme udenom, når man netop snakken falder på prog- og mathrock-kategorien.

Sammenligningen med The Mars Volta ligger lige for med sange som “The Ungrateful Dead” og “The Things That People Do When They Think No One’s Looking” med deres riff-o-rama i det musikalske stroboskoplys. Dertil kommer Ross’ forholdsvist patosdrevne vokal, der i et krydsfelt mellem Les Claypools (Primus) nasalitet og Cedric Bixlers (The Mars Volta) highpitch flere gange manøvrerer i det efterhånden så velkendte milleniumprog-univers. Men hvor The Mars Volta musicerer i mosaikker, skærer Hella anderledes ind til benet, hvor stemningsdyrkelsen i al sin hastighed bliver et afvigende træk fra anden milleniumprog a la System of a Down.

Andre effekter af Hellas besætningsudvidelse er også noget så gammeldags simpelt som plads til guitarsoli – og hvilke soli! – og langt mere ambitiøse kompositioner, når det kommer til opbygningen af større strukturer. Det vil sige, at den gedigne musikalitet, der altid har omgivet Hella, pludselig har fundet sit råderum, indenfor hvor der kan eksperimenteres og gestaltes andre følelser, end den improbaserede math med alskens taktskift nogen sinde har kunnet. Råderummet er dog ikke mindre, end at bandet kan lege med flere beslægtede genrer som i pop/prog-pastichen “Hand That Rocks the Cradle” eller den relativt umiddelbare “Friends Don’t Let Friends Win”, hvor lyden af så forskellige navne som This Heat, Fugazi og Primus komprimeres i en hårdkogt støjrocksang.

Alt i alt er Hella blevet et nyt band med mere på hjerte efter denne udbygning, men der vil stadig være en del af den garvede lytter, der måske vil savne den galskab, der slog gnister mellem Deim og Hill i den oprindelige konstellation.

★★★★☆☆

Deltag i debat