Plader

Slaraffenland: Private Cinema

Skrevet af Mikkel Arre

Den Roskilde-aktuelle kvintets balancegang mellem eksperimenterende jazz og skramlet indierock drejer lidt længere mod rocken på deres anden plade. Samtidig er der kommet vokal på musikken, og i sin helhed er Private Cinema et rigtig godt album.

For os uden den store kendskab til den danske jazzverden er kvintetten Slaraffenland så nyt et navn, at det umiddelbart ville give god mening, hvis deres nye album Private Cinema var deres fuldlængdedebut. Men nærlæser man bandets cv, finder man ét album mere – og nærlytter man den nye plade, kan man godt høre, at de fem har en vis portion rutine med sig.

Private Cinema er nemlig et godt eksempel på, hvad der sker, når et band efter nogle års eksperimenter forfiner deres lyd i en retning, der appellerer bredere: Samspillet er på plads, lyden er efterhånden bandets helt egen, og med et nyt skridt rammer man pludselig plet.
I Slaraffenlands tilfælde er det nye twist tilføjelsen af vokaler – et skridt, bandet først har taget nu, fordi de har manglet det rette optageudstyr. På den måde er der, hvad karriereforløbet angår, tydelige paralleller til Diefenbach, som i starten heller ikke kunne optage sang – og da det ændrede sig, strittede ørerne hos fans og pladeselskaber straks meget mere.

Der er nu ikke meget Beach Boys-lækkerhed over Slaraffenlands vokaler. De er noget nær enstemmige, optaget lidt fjernt – og så bliver der i lige så høj grad råbt som sunget. På skrift kan det nemt komme til at lyde som en slags fuldemandskor, men det er der ikke tale om. Tværtimod er de nøje afstemt og fungerer fremragende i f.eks. Barometer-hittet “Watch Out”. Her balancerer deres støjglade jazzrock fornemt mellem det intense og det underspillede. Bandet råber op om, at man skal passe på, og samtidig lægger de en vis dæmper på sig selv indtil afslutningen, hvor guitaren svæver ud, og hornene får frit løb.

Flere steder er Slaraffenland blevet forbundet med 90’ernes slackerrock. Hvis det skal betyde, at musikken har skramlede og støjende træk, er referencen fin nok, men der er bestemt ikke noget dovent og sløset over hverken sangskrivningen eller måden, den leveres på. Tværtimod demonstrerer “This One Will Kill Us” stærke fortællegéner. Nummeret lyder længe som et Built to Spill-nummer med forvredne vokaler, der beretter om en flugt – og så går flugten ellers galt: Guitarerne kører af sporet, og Jeppe Skjolds hæse saxofon hyler forvildet på et ujævnt underlag af grynet støj. Efter et par minutters kaos samler guitaren nummeret op og sparker det ind i en energisk finale.

Sine steder sender guitarstøjen hilsner til bands som Sonic Youth, men langt det meste af tiden lyder Slaraffenland ikke som andre end sig selv. I den fint melodiske “Polaroids” og den uvant stilfærdige “The Run Up” spiller saxofonen og trombonen melodilinjer, der bliver hængende i hovedet, mens “You Win” med sine hvileløst buldrende stammetrommer lander midt i et grænseland mellem Liars og Animal Collective. Altså hvis det grænseland rent geografisk ligger i et indianerreservat.

Blandingen af skramlet indierock og skiftevis sarte, skiftevis eksperimenterende hornarrangementer fungerer aldeles glimrende på Private Cinema. Hvad helheden angår, kan man godt ærgre sig over de ligegyldige mellemspil “Rød” og “Grøn”, ligesom der går lige vel meget Sigur Rós i vokalen i afslutningsnummeret. Men det er til at leve med, når resten af pladen pulserer så levende i spændingsfeltet mellem fremdrift og ekspressive afveje.

★★★★½☆
Lyt til “Polaroids”:
[audio:http://www.rumraket.com/music/Slaraffenland_Polaroids.mp3]

Deltag i debat