Tabloid er en moderne dansk jazzsupergruppe bestående af Felix Ewert på trommer og Malthe Rostrup på keys som man ellers mest kender fra pop- og indieverdenen, Jonathan Bremer fra Bremer/McCoy på bas og så de uforlignelige Oilly Wallace og Johannes Wamberg på henholdsvis altsaxofon og guitar. De to sidstnævnte var som bekendt i gang med at redde den gode gamle jazz for hvem ved hvilken gang med det dybt anbefalelsesværdige Easy Living, der storhittede på P8 Jazz. Til puristernes store fortrydelse gik der sidenhen mindre Jim Hall og mere Larry Carlton i den og pludselig stod den på Steely Dan-agtig 80’er-fusion, hvilket er godt set og ret modigt egentligt. De har dog taget en drejning mod en mere syntetisk lyd på deres nyeste album Open Mind, som jeg desværre ikke synes er helt lige så vellykket som debuten.
Jeg har set de fleste af musikerne før i forskellige sammenhænge som I Am An Instrument, Bette, Bremer/McCoy og søstergruppen OTOOTO, men aldrig som Tabloid og derfor var jeg taget ud for at se om de kunne leve op til hypen og mine forventninger på festivalen Ruby and Friends på Den Røde Plads.
Spoiler: Det kunne de godt. Når noget er godt på denne her måde, har jeg svært ved at finde ordene til at beskrive det, fordi det opleves som så selvindlysende. Men eftersom man ikke bare kan skrive ”det var helt enormt godt”, vil jeg prøve at sætte nogle flere ord på.
Det er åbenlyst, at jeg synes, det var en usædvanligt veludført koncert, og det tror jeg, at jeg mener fordi Tabloid levede op til mine instinktive kriterier for livemusik. Først og fremmest kræver det godt materiale, det er klart, men også en evne til at omsætte det i en ny form, som hverken viger for meget fra indspilningen eller bare bliver en mekanisk reproduktion. Dernæst kommer musikaliteten, som var næsten irriterende overlegen, men uden at svømme hen i egne evner og unødvendigt blær. Og sidst men ikke mindst nærvær både i forhold til publikum, men også i forhold til hinanden. Altså hvordan er kemien, ligner de nogen der gider at være der, har de det sjovt? Og jeg har sjældent set så meget spilleglæde, så mange anerkendende blikke og så meget umiddelbar begejstring indbyrdes. Generelt en følelse af at overvære et band, der har tur i den.
Eksempelvis på fusion-odysséen ”Altid”, der starter mildt og elegant med orgel og Wambergs guitar i fokus, for gradvist at implementere Wallaces sax og pludseligt bliver det højintens latin hvor man bare må betages af Ewerts eminente teknik, feeling og overskud. I det øjeblik havde jeg en fornemmelse af, at jeg aldrig havde set så fed en trommeslager, og sådan har jeg det stadig dagen derpå. Og siden formforvandles nummeret adskillige gange, lige uforudsigeligt hver gang og lige stærke melodier hver gang. Over sådan et nummer og sådan en performance må man bare nyde at det sker og at man er der til at opleve det. Jeg synes nemlig det er emblematisk for den tilgang Tabloid repræsenterer, da sangen som en jazz-standard åbner og lukker med temaet, men indimellem er der ikke bare improvisation, snarere en struktur, som fusionerer jazzen med popformatet. Det i midten er gennemkomponeret og ultraørehængende, hvor det meste er skrevet, samtidig med at der bliver plads til improvisation. En af de ting jeg elsker ved jazz, er de gode melodier, så lidt polemisk sagt: Hvorfor ikke bare have dem hele tiden i stedet for kun i starten og slutningen? Og så med en længde på 4 minutter og 23 sekunder! Det er for mig et bud på ægte eksperimenterende jazz, fordi det giver et bud på en form, der bringer jazzen ind i det 21. århundrede.
Man kunne dykke ned i det meste, men jeg vil lige fremhæve hvor dygtig en solist Oilly Wallace er. Han får mig til at tænke på noget Johannes Wamberg har sagt om en anden altsaxofonost, Paul Desmond på albummet First Place Again fra 1959, nemlig at det han spiller i sine soli, kunne være temaer i sig selv. Der er så få unødvendige toner og melodierne opstår bare konstant. Og sådan vil jeg også sige om Wamberg selv, der, selvom han kan, ikke spiller flashy, men i en live setting næsten har trukket sig tilbage til rollen som rytmeguitarist i sit eget band. Det er en ret atypisk egoløshed, jeg også beskrev i min anmeldelse af deres single ”You and Me”, men det fungerer ret forrygende. Og så kan man godt unde ham at få noget rampelys på det sidste stille nummer, hvor tonerne er til at svæve hjem på. Og Ewerts gospel drumming-agtige stil giver det en tiltrængt rocket råhed, så det ikke bare er budding og fløderand det hele, hvortil Jonathan Bremer med sin underspillethed var en fed kontrast og Rostrups ubesværet brillante keys var prikken over i’et.
Jeg kan dog også fremhæve noget negativt. At sætte tempoet i ”K” så langt ned, at den næsten går i stå var et greb, der ikke var lige i øjet og jeg savnede lidt af Andreas Stigkærs brusende orgel fra studieudgaven, det var desværre for lavt, men til gengæld blev der disket op med en lækker synth brass i stedet. Og der var desværre gentagne gange hvor Rostrup lå for lavt i lydbilledet med sine synths, hvilket naturligvis er ærgerligt, fordi det så kun rammer med 80%. Og så var der gentagne problemer med et af Wallaces kabler, der blev ved med at skratte og dermed lige bryde illusionen af og til koncerten igennem. Hvis jeg skal være ærlig, syntes jeg det arbejdede til koncertens fordel, for det gav anledning til en ret charmerende og sjov padlen fra Rostrup. Men altså de her ting er petitesser.
Jeg forlod koncerten fuldstændigt høj og i en følelse af at have oplevet noget helt særligt. Det er simpelthen sådan det ser ud, når fem venner der virkeligt har spillet sig ind på hinanden, folder sig ud. Deres konstante blik på den der spiller solo og tydelige smil over det de udretter, er af den slags, der vækker en dyb kærlighed til og lykke over musik, hvilket er hvad det hele handler om for mig. Pianisten sagde i spøg at de var stolte små mus, men det har de i den grad ret til at være. Jazzboybandet Tabloid er det skarpeste band for tiden, og jeg kan bare sige, at det var enormt godt.
