Jin Jîyan Azadî-revolutionen, den bevægelse der startede sidste efterår i Iran til kamp for frigørelse fra et undertrykkende regime under sloganet “kvinder, liv, frihed” er efterhånden et tilbagevendende tema på Roskilde Festival. Her var den dansk-iranske avant-pop sangerinde, Melodi Ghazal, ingen undtagelse, hvor bevægelsen nok om nogen rammer tæt på hjem for sangerinden.
At musikken er en hævn og et opgør mod Ghazals kulturelle baggrund, men samtidig en hyldest til hendes rødder stod klart allerede fra de stemmeklip, der kørte i baggrunden inden “Jin Jîyan Azadî” poppede op på Glorias storskærm over Melodi Ghazal – flankeret af fuldt band.
At Ghazal har valgt en form for persisk hybridpop/R’n’B til hendes musikalske oprør, giver utrolig god mening, da Ghazal selv – eller i hvert fald hendes scenepersona – er en kvinde, der omfavner sin seksualitet på fedeste og mest frigørende vis. Overskriften for Ghazals musik er i hvert fald sexet. Lige fra de første forførende ørken-trompettoner på “Wedding Song” var Gloria glohedt, og det blev kun varmere, da de langsomme, besnærende beats bredte sig ud i Glorias mørke, mens Ghazal på bedste Shakira-vis fyrede de forbudte trin af oppe på scenen. På den mere stille “On Land” blev det pivfrækt, med de kælende brudte guitar akkorder og Ghazals lumre stemme.
Da FRAADS trådte på scenen til “Begoo”, begyndte hele Gloria også at være med på beatet, og der var ren jubel over det forførelsesritual, der udspillede sig på scenen i den dansk/persiske duet, hvor Ghazal og forsangeren fra FRAADS sluttede af med at snave på scenen. »Han er single! Jeg kan sagtens dele ham!« grinede Ghazal kækt efter, og det var virkelig en fornøjelse at se så mange musikere, der bare havde det sjovt på scenen. Gæsteoptrædener synes at være en trend på dette års festival, og næsten sidst i showet fik vi også en ny sang med selveste Burhan G på scenen. Nummeret var ikke aftenens mest interessante, men jeg kan nu sige, at jeg har set Burhan G uden aktivt at have lyst til at gå – det er lidt en præstation.
Ghazals vokal var dog en smule usikker gennem koncertens første halvdel, hvilket var et af de eneste elementer, der forhindrede en i at overgive sig fuldkomment til sangerinden sexede og politiske popunivers. Vokalen blev dog noget mere sikker på de mere stille sange, især da Ghazal gik op i det højere register på “Motivational Quote”, fik den sarte sang lov til at få opmærksomhed og gav rum til, at man kunne blive rørt. “A Modest Place” var dog det nummer, der gik dybest under huden på mig. De glitrende synthesizers føles som at svæve rundt på en lyserød sky eller at ligge i armene på en man holder. Alligevel var der en meget nærværende melankoli vokalen og det var sindssygt forløsende, da det store elektroniske crescendo endelig ramte. Lige efter fik vi også den politiske basker fra Ghazals debut-EP, “Fuck the System”, hvor der var dømt højt humør og langefingre i vejret.
Inden koncertens sidste 20 minutter havde Ghazal dog været igennem det meste af sit bagkatalog, og vi fik en kavalkade af nye sange. Ghazal mistede egentlig ikke synderligt meget momentum på det, men det føltes alligevel som et lidt underligt dyk i energi oven på genkendelighedsfaktorens rus. Der gik dog røvrystetid i den igen i 11. time, da Ghazal som andet sidste nummer spillede en festpoppet version af en afghansk folkevise i hyldest til Jin Jîyan Azadî-revolutionen, hvor fusionmusikkens bedste sider virkelig kom frem i samspillet mellem Peter Pain (First Flush) lækre guitarmelodier og den hoftelokkende dar-tromme. Selv det måske lidt klichéede call and response var faktisk meget vellykket.
Så selvom der måske var et par børnesygdomme og én Burhan G undervejs, endte melodi Ghazal på en optimistisk og håbefuld note som punktum for en solid popkoncert, der var sød, sej, sjov og sexet.
Alle fotos: Daniel Nielsen
