Skulle man af en eller anden grund have været i tvivl om Kim Gordons status som legende, inden den 71-årige musikers koncert på Roskilde Festival tidligt fredag aften, fik man da i hvert fald sat det på plads. Sjældent har jeg været til en koncert, der lydmæssigt og udtryksmæssigt har blæst mig så meget tilbage, at jeg måtte stå tilbage med måbende gab og blanke øjne. Avalon-teltets højtalere arbejdede fra start til slut på højtryk for at levere Gordons betonmassive mur af støjende kreativitet og arrige feminisme.
Med den fænomenale anden soloplade, The Collective, nyligt smidt i kataloget, gik Gordon til frontalangreb med albumåbneren, “Bye Bye”. Dundrende trapbeats og flæsende guitarstøj skyllede ud over publikum med en volumen, der kunne få en bjørn til at forlade sin hi præmaturt. Det allermest fantastiske ved den jordskælvslignende koncertintro var dog livetrommeslageren, som tilføjede fills, der ikke er tilstede på studieversionen, og slog så hårdt, at bækkenerne sprang op og ned som kåde kaniner. En kakofonisk eksplosion, der lagde det perfekte underlæg til Gordons køligt distancerede vokaler. Årets trapkoncert (beklager, 21 Savage) var igangsat, men Gordon og hendes tre medkumpaner udi eksperimentelle støjflader havde meget mere i vente for os.
Sidst jeg så Sonic Youth-bassisten/vokalisten/guitaristen var på Primavera Sound i et auditorium i 2022. Her fik vi en flot opvisning i hendes larmende solomateriale, men aftenens teltkoncert på Roskilde Festival var så meget vildere. Med dobbelt så mange sange i bagagen, et band, der havde fået et par år yderligere øvelse, og et lydbillede, som skarpt formulerede hendes pladers perfekt overtyrede dommedags-noise, blev koncerten så meget mere intens for publikum. Nok er Gordon ikke længere en musiker, der spæner frem og tilbage hen over scenegulvet, men når hendes vrælende vokaler i eksempelvis koncertens tredje sang og albumhøjdepunktet, “I’m A Man”, iskoldt proklamerer: »So what if I like the big truck? / Giddy up, giddy up / Don’t call me toxic / Just ’cause I like your butt,« så påkalder hun sig opmærksomhed og fastholder den i et jerngreb. Hendes velformulerede, feministiske indignation har heldigvis kun fået mere opmærksomhed i de senere år, selvom Gordon har været progressiv på dén front i mere end 40 år.
Særligt i koncertens første halvdel fik The Collectives tunge trapbeats og spyttende vokaler fokus, men Gordon og hendes band kunne andet end bare at vise, hvor skabet skal stå, når det kommer til en af tidens mest populære genrer. Der blev også plads til enkelte punkskæringer og længere, storladne kompositioner, hvor de fire musikanter kunne eksponere uudtømmelig kreativitet og talenter på deres respektive instrumenter. Lydniveauet og de udsyrede, kollageagtige støjsamples bragede fortsat af sted, som da trommeslageren tog et rasleæg i den ene hånd, og Gordons medguitarist tog en skruetrækker i brug for på klassisk Sonic Youth-vis at pine de seks strenge, indtil de skreg til himlen. Forstærkere og anlæg kunne nærmest sprænge hvert et øjeblik, men Gordon (og lydteknikerne) havde alt under kontrol, imens hun skulede ud over publikum med epileptisk stroboskoplys i ryggen.
Højdepunkterne stod ærligt talt i kø, men “Dream Dollar” cirka halvvejs inde var dejligt energisk, og Gordon kom længere frem på scenen i nærmest vridende bevægelser. Vidste jeg ikke bedre, ville jeg have troet, hun var betydeligt yngre. Det blev ikke til mange konstateringer fra scenen; dog fik hun nævnt, at det var dejligt at være tilbage på Roskilde Festival, hvilket mødte stor jubel. Sangenes bidske lyrik og konfronterende lydmure taler dog også for sig selv. Aftenens bedste overraskelse var til gengæld, at vi fik “Bye Bye” igen som aftenens lukkenummer. Denne gang blot spillet endnu tungere og mere energisk, end da sangen agerede koncertåbner. Det noget yngre band sprang lystigt rundt, rev i strengene og manipulerede deres output til det ekstreme, mens Gordon selv udstrålede coolness ud over det sædvanlige.
Det er næsten for godt til at være sandt, at man kan spille det samme nummer to gange til en koncert på en time, uden at man står med fornemmelsen af at en kunstner mangler materiale. Det var omvendt en manifestation af Gordons ustandselige vilje til at tage det velkendte og og bearbejde det til nye og mere udfordrende udtryk. Det er derfor, at en rockveteran som hende både kan spille den bedste trap-, rock- og elektroniske koncert på Roskilde Festival, og det er derfor, at Kim Gordon er en af de mest banebrydende og beundringsværdige musikere, vi har haft siden starten af 1980’erne. For evigt et kulturelt ikon.
Alle fotos: Daniel Nielsen
