Sidstedagen på årets Syd for Solen bød på en pose blandede bolcher. Indierock i verdensklasse fra Geese og The xx, eksperimenterende pop fra Blood Orange og Fine samt mørkemesse med Anna von Hausswolff. For mit eget vedkommende startede eftermiddagen på den intime scene, De Første Stråler, hvor Horsegirl præsenterede deres minimalistiske indierock. Arven fra navne som The Vaselines og The Raincoats blev løftet på fornemmeste vis af trioen fra Chicago. Hertil var tilført krautede droner for at skabe en solid bund. Bandet lå formidabelt tight op ad hinanden, og deres jangly rock var fængslende. Især trommeslager Gigi Reece tilføjede beats’ene en række elegante hooks.
Det er jo ikke, fordi Horsegirl som sådan opfandt noget i eftermiddagssolen. Hvad de gjorde, er hørt før, men det skal ikke tage fra dem, at de var utroligt velspillende. Når man har tiltrukket et så stort publikum, som lytter så opmærksomt, har man jo gjort et eller andet rigtigt. Dette skyldtes i høj grad det nye område omkring De Første Stråler, som har fungeret fuldstændig eminent. Hatten af til festivalen for dette påfund. De intime rammer skaber et rum, hvor publikum om ikke andet tvinges til at lytte. Det har medført, at de koncerter, jeg har set på scenen, på ingen måde er faldet igennem. Det kan være svært for små artister at få den nødvendige ørenlyd, når plakaten også rummer store hovednavne, som vi jo alle i bund og grund gik rundt og ventede på. Men det problem virkede Syd for Solen til at have løst med det nye område.
Mod slutningen nåede koncerten sit musikalske klimaks. Et ”happy pride, Copenhagen” udløste enorm applaus. Her viste Horsegirl os samtidig, at de spiller lige så godt, når de spiller rocket og larmende, som de gør, når de spiller mere stille og minimalistisk. Det vidner om en stærk musikalitet, et godt samspil og dynamik. Og når vi nu skulle lulles i gang til de stærkere sager senere på aftenen, gjorde det slet ikke noget, at den dybe tallerken ikke blev opfundet denne eftermiddag.
Foto: Alvin Sauerberg Thorsen
Færre gimmicks, mere musik
Hvor Horsegirls twangy indie bygger på minimalisme, gælder det modsatte for svenske Anna von Hausswolff. Med sin enorme stemme og klangbaserede, storladne lyd skaber hun lydlandskaber ud i det uendelige. Hendes store, mørke lyd stod overfor lidt af en prøvelse her i solen, open air på den næststørste scene, Under Himlen. Der hersker noget skandinavisk melankolsk over hendes musik, som vi kender det fra stemmer som Björk og Lykke Li, tilført et pulserende orkestralt apparat. Det gør, at hendes musik umiddelbart trives bedst i lukkede, mørke omgivelser.
I ens, militærlignende heldragter med patchwork indtog Hausswolff og hendes band scenen. Hendes stemme var i topform, som eftermiddagen gik på hæld. Med en enorm kraft førte hendes vokal os hen over bandets eminent pulserende sammenspil. Musikken dunkede som en helhed. Meget mere end bandet og deres heldragter var der heller ikke på den næststørste scene. Scenografien gav vidunderlig god mening: På en lige linje stod alle i bandet og kunne kigge hinanden i øjnene, og kendetegnende var det, at hvert medlem og instrument spillede en lige stor rolle for, at Hausswolffs lyd var helstøbt. Dette lykkedes bandet på alle måder med. Og når man har en stemme som svenskerens, behøves der ikke så mange gimmicks og påfund på scenen. Musikken bar det hele.
Men hvad så med den der sol, det der lys og den der udendørsscene – fungerede det? Ja, for lyset var også en del af landskabet, og jeg hørte Hausswolffs numre på en ny måde. Sidste halvdel af settet, som var belagt primært af numre fra det roste Iconoclasts (2026), bar præg af et enormt spillelystent og legesygt orkester, som fungerede yderst effektivt i den bagende sol. At Hausswolff tydeligvis også nød at spille, var åbenlyst og gjorde kun indtrykket bedre. Man skulle i hvert fald være bygget af sten for ikke at lade sig rive med af den trance, hende og det eminente band skabte.
Foto: Sarah Heydari
Ingen kamp om publikums gunst
Prisen for koncerten med de højeste forventninger gik til Geese. Allerede et godt stykke tid inden showstart var rigtig mange mødt op foran Under Himlen. T-shirts med bandets navn var også til skue hele dagen. Et publikum, som på mange måder lignede, at de selv kunne spille i bandet. Det siger noget om den samtid og kultur, bandet rammer ind i. Om de selv er en del af det, eller om de i lige så høj grad har skabt det kulturelle præg, går måske ud på ét. På kort tid har Geese i hvert fald opnået en dedikeret følgerskare, og de må stå som et af de mest hypede bands for tiden. Om de kunne leve op til forventningerne, var det helt store spørgsmål.
Med sin karakteristiske coolness kom Brooklyn-kvartetten på scenen. Settet åbnedes på “Husbands” med en kølighed og et overskud, som måske delte vandene. Geese kæmpede ikke på noget tidspunkt for publikums gunst. Det var i stedet op til den enorme forsamling at lade sig falde hen. Hvis man tillod dét, kunne man skue ind i en musikalsk ekvilibrisme og et overskud, som sjældent ses på en scene. Om publikum gjorde det her foran lydteltet, hvor jeg selv stod, var blandet. Dog overgav alle sig til sidst, da de stramme, rockende numre – primært fra 2025-successen Getting Killed – blev sendt ud over scenekanten. Især sidste halvdel af koncerten var en musikalsk opvisning i rå rockenergi, og publikum responderede med den ene ustyrlige moshpit efter den anden.
Foto: Alvin Sauerberg Thorsen
Kunne de så leve op til hypen? Hvis man tillod sig selv det, ja. Så levede de ultimativt op til de høje forventninger. Men det er jeg ikke sikker på, at alle tillod sig. Geese har formentlig delt vandene med deres til tider ugidelige attitude. Om ikke andet vil det være et band og en koncert, man husker, hengivelse eller ej. Det er også vigtigt, når historien om Syd for Solen 2026 skal skrives. Så hvis hype er et udtryk for omtale og opmærksomhed, levede rockmestrene Geese op til den på alle måder.
