Det kan godt være, at Sverige i 90′erne var ualmindeligt leveringsdygtig i tom, plasticagtig samlebÃ¥ndspop med uhyrlig hit-appel: Uden Max Martin ville Britney Spears mÃ¥ske aldrig være blevet noget særligt, Backstreet Boys havde været nemmere at ignorere uden den svenske pop-mafia – og nÃ¥-ja, sÃ¥ var der Ace of Base.
Den tid er en saga blot. Nu hedder den store eksportvare fra den anden side af Øresund The Knife, og selv om søskendeduoens på én gang selvudslettende og rasende selvbevidste, mystifistiske maskecirkus godt kan være lidt belastende, er det svært at være det mindste utilfreds med, at en skæv, forvreden plade som Silent Shout kan blive en salgssucces.

Uppsala-kvartetten Differnet kommer ikke i nærheden af The Knifes succes. Til dels fordi de ikke har masker på – eller med andre ord ikke er nogen specielt iøjnefaldende historie – men i højere grad fordi de ikke har nogen hits til os. Når det alligevel er relevant at nævne The Knife, skyldes det, at både Differnets tilgang til musikken og deres lyd minder om de to søskendes: Popkonventionerne bliver vredet og vendt på hovedet, synthmelodierne er metalliske og forvrængede, ligesom de kraftigt filtrerede vokaler har en vis følelseskulde over sig.

Collapsing Universe er Differnets tredje fuldlængdealbum, og faktisk har kvartetten denne gang skruet ned for vokalmanipulationerne, sÃ¥ Anne-Karin Brus’ lyse vokal stÃ¥r klarere i lydbilledet. I andre sammenhænge ville hendes noget distancerede udtryk virke ugideligt og malplaceret, men midt i Differnets skramlede, summende synthpop fungerer hun glimrende som kølig betragter.

Egentlig er det lidt af en tilsnigelse at bruge betegnelsen synthpop, for Uppsala-gruppens gÃ¥r snarere efter at pille synthpoppen i stumper og stykker for sÃ¥ at sætte den sammen pÃ¥ nye mÃ¥der. Det er tydeligst og mest vellykket i den fremragende fortolkning af titelsangen fra Eurythmics-pladen Savage. Originalen er relativt skrabet, men Differnet barberer sangen længere ned, sÃ¥ der kun er langsomt dryppende bastoner, skramlede effekter og Brus’ vokal, der køligt underløber tekstens ord om vildskab. Alt bliver holdt ud i strakt arm – lige indtil det sidste omkvæd bliver et afsæt for en New Order-lignende basgang og frem for alt skinger digital støj, der skyller ind overalt, sÃ¥ nummeret til sidst kæntrer totalt – og pludselig handler teksten ikke om kroppen og sindet, men om det potentielt ukontrollerbare i maskinernes indre.

Sammenbrud er der, som pladetitlen antyder, ret meget af pÃ¥ Collapsing Universe. De kolde lydlandskaber og afmÃ¥lte, til tider smÃ¥-mekaniske melodilinjer ville egne sig fortrinligt som lydspor til en fest i anledning af informationssamfundets kollaps. Og mÃ¥ske er det netop den situation, de fire svenskere skitserer i “Stadium”: »A century falling silent / information lost in the drain of its own excess.« MÃ¥ske er de umÃ¥delige mængder af information omkring os pÃ¥ vej til at kvæle os, mens vi bilder os ind, at vi kan hÃ¥ndtere det hele: »A bit surprised to feel suppressed / by unbounded archive access.«

Denne samfundskritiske tendens dyrker Differnet ogsÃ¥ i “Survival Kit”, der opremser risikosamfundets mange sygdomme – leveret hen over alvorlige, storladne synthtemaer a la M83, men uden skyggen af selvmedlidenhed. Samme usentimentale mørke hviler over “Pattern of Parklands”, hvor et militærmarch-lignende beat giver klare indikationer om, at samfundets forlis ikke bliver omkostningsfrit. Der er noget stærkt fængende ved nummeret, men sÃ¥vel den rigide rytme som den afmÃ¥lte vokal er skarpe sten i den mentale dansesko – og alligevel danser man videre.

“Electricity (Is Not What It Used to Be)” er markant lysere end resten af pladen og lyder med sin opmuntrende, The Cure-inspirerede guitarmelodi som et Radio Dept.-nummer med mere synth. Sangen fungerer fint som et Ã¥ndehul midt i al den postapokalyptiske clubbing og er det nærmeste, Differnet kommer pÃ¥ en ørehænger – uden helt at være det.

Det er ikke noget problem, at Differnet giver køb på semi-hits til fordel for intens stemningsformidling. Til gengæld handicapper de sig selv helt kolossalt ved midtvejs på pladen pludselig at gøre plads til mere end to minutters reallyds-optagelser, som vistnok stammer fra en vandmølle, der langsomt og knirkende starter op ved siden af fossende vandmasser.

Det er heller ikke helt optimalt, at pladen kun byder på seks regulære numre. Men det er der måske en pointe i. For hvis vi alle sammen er ved at drukne i input fra alle sider, kan man vel lige så godt som musiker holde sig til det strengt nødvendige. Det har Differnet gjort, og det er der kommet en alvorlig og interessant popdekonstruktion ud af.