Plader

The Seven Mile Journey: The Metamophosis Project

Undergangshumør. Der er intet nyt under atomvinterens blodfattige solskive. Med The Seven Mile Journeys anden fuldlængde præsenteres vi for dansk postrock af den sorte skole. Et sympatisk, men identitetsløst bekendtskab.

Musikalsk selvmord er ikke, hvad det har været. Tag for eksempel The Storm, den storhedsvanvittige sparring mellem hidtil succesfulde Johan Wohlert og Pernille Rosendahl. I en tid, hvor det inderlige og talentfulde tilbagevinder terræn ved hjælp af demokratiske markedskanaler som Myspace og Youtube, overblænder de musikken, og altså det, der hele burde handle om, med et tæppebombardement af interviews, gennemstiliserede pressefotos og fælt mistroværdig selviscenesættelse som det mytologiske rockpar, der har fundet sig selv og hinanden gennem arbejdet på den kejserlige brøler, der er deres opstyltede debutalbum. Det lugter langt væk af depraveret dansk popkultur a la “Vild med Kokain!”, og det føles som at være vidne til en stjerne, der imploderer.

Anderledes stilfærdigt tager The Seven Mile Journey livet af sit eget musikalske ærinde med det aldeles uvedkommende album The Metamorphosis Project, og det på en sådan strålende ynkværdig måde, at man ikke kan andet end nære sympati for Aalborg-drengene og deres fuldstændigt fraværende situationsfornemmelse.

Håndværket er der nemlig intet i vejen med. De seks kompositioner er veritable stiløvelser udi postrocken, som vi kender den fra sen-90’erne. Konstant klagende og dystopisk, fra det stille til det støjende, marcherer selvhøjtideligheden over Limfjorden og tilbage igen på himmelheste og andre drømmesyner. Det havde været rørende og smukt, hvis ikke lyden efterhånden føles lige så triviel som temaet fra en tv-serie, man husker som noget behageligt tidstypisk fra en overstået del af sit liv.

The Metamorphosis Project lever stort set op til samtlige af genrens konventioner og klicheer. Den overskuelige samling numre er alle langstrakte instrumentale tilløbsstykker, hvor elegiske guitarfigurer gentages og intensiveres for at eksplodere efter crescendoernes evige genkomst. Genrens historie taget i betragtning forekommer titlerne nærmest som parodier, der kan mistænkes for at være lix-tunge konstruktioner snarere end de højtravende og diffuse dedikationer, de giver sig ud for at være. Omslagets tekst er naturligvis sat i Courier New, mens forsiden trods alt overrasker ved fraværet af et trøsteløst landskabsfotografi. I stedet finder vi bandmedlemmernes byrdebetyngede hvide silhuetter placeret i bunden af et truende sort mareridt (for en layouter). Og det er mildest talt ikke en måde at sælge sig selv på, hvis man er et musikalsk ensemble, hvis eksponeringsfaktor allerede grænser til det ikke-eksisterende.

Det kan selvfølgelig være, at bandet har nok i bare at spille for sig selv, og at musikken, så at sige, forsager sin egen kontekst. Her nærmer vi os det væsentlige ved fænomenet The Seven Mile Journey. Det kan nemlig synes én umuligt at behandle The Metamorphosis Project uden at medtænke hele den efterhånden tonstunge postrock-tradition. Albummets himmelråbende svaghed er således, at dets minimalistiske og inkonsekvente fremtoning lader musikken tale for sig selv, og det kan den ikke bære. Vi hører blot den slidte historie om, hvordan det er at være en misforstået samfundsindigneret guitarnørd i provinsen.

Provinsen – det postmodernes nådesløse tundra – som den altid sidste udvej for vi amatører, der desperat søger en smule lidelse for derigennem at nå den sande kunst. Lige siden Mogwais ikoniske “Superheroes of BMX” har disse sørgehymner til forstadsdrømmere hjemsøgt postrocken og gjort den til en prætentiøs, smuk og oftest talentløs måde at vokse op på. Genren døde ud, sandsynligvis fordi den i sit væsen var et kommentarspor til terrorens, paranoiaens og magtesløshedens tid. Og fordi den var en meget ensidig beskrivelse af verden. En tilstand snarere end en kunstart, der kunne forsvare sin egen eksistensberettigelse.

Skal man tro The Metamorphosis Project, har denne sindsstemning nu endelig nået Aalborg, hvor den har lagt sig som en dyne over byen. Nørresundby-broen står i flammer, Hasseris plyndres, og dyrene fra – den ellers glimrende – zoologiske have, strejfer afsindige om i “Gaden”. Og sådan kommer det givetvis til at gå ned, når dommedag engang slæber sig hen ad Limfjorden, men indtil videre virker scenariet rimeligt meget ude af takt med virkeligheden. AaB ligger trods alt stadig nummer et.

Man kan indvende, at denne anmeldelse nærmest kategorisk undlader at beskrive musikken. Det gør den, fordi musikken her er et destillat af en musikalsk strømning, der lige så meget var en idé, som den var musik. Og mens musikken, som den tager sig ud i dag med denne nordjyske eksegese, ikke er værd at skrive om, så er idéen det endnu. The Seven Mile Journey scorer 2½ U for selve konceptet om den himmelsvungne og længselsfulde provins-postrock. En “Coming of Age”-slavemoral, der er til at tage og føle på.

★★½☆☆☆

Deltag i debat