Mogwai har været min tro følgesvend, siden jeg hørte dem for første gang i 1996, hvor en ven begejstret spillede en single for mig; “Tuner”/”Lower”. Det var kærlighed ved første lyt. På en måde har Mogwai, sammen med bands som Sonic Youth, Velvet Underground, MC5, Kraftwerk, Lou Reed og Laurie Anderson, lagt den lydlige baggrund for mit liv i mere end 20 år. Derfor er det altid med en særlig forventning, når jeg ved, der kommer nyt fra Mogwai, og denne gang er ingen undtagelse. Især ikke fordi man kunne have fået det indtryk, at de nu var ved at opgive albumformatet og fremover ville satse mere på soundtracks og konceptalbum, efter de har fremvist nye, benhårde bud på, hvordan den slags skal skæres – med Atomic og Before the Flood som de seneste eksempler.
Især Atomic slog benene væk under mig, men lige fra de lavede Zidane – A 21st Century Portrait, over Les Revenants til de sidste to førnævnte, har det stået lysende klart, at Mogwai mestrer lydsætningen til andres værker helt fremragende. Indimellem har de dog også lavet gode studiealbum, Hardcore Will Never Die, But You Will begejstrede mange, Rave Tapes ligeså, og nu er seneste studiealbum så kommet: Every Country’s Sun.
Efter de første par gennemlytninger er der mange ting, jeg gerne vil have besvaret. Først er begejstringen over, at der nu endelig er et nyt album fra Mogwai ikke helt til at ryste af sig, men når tredje eller fjerde runde er lyttet til ende, sad jeg med flere fornemmelser, der strittede i mange retninger. Én var mere tydelig end de fleste: Mogwai har på de første par numre nogle tråde, der rækker en del år bagud, både i forhold til deres egen musik og især til andre inspirationskilder.
“Coolverine”, der indleder albummet, måtte jeg begynde forfra med mange gange, fordi jeg simpelthen ikke kunne regne ud, hvor jeg havde hørt det før. Indtil det slog mig, at titelnummeret på Explosions in the Skys seneste album, Wilderness, er om ikke en musikalsk tvilling, så i hvert fald meget tæt på. Every Country’s Suns anden skæring, “Party in the Dark”, får mig til at tænke på Mercury Rev, sødmen og melankolien er tæt forbundet med dem i dette nummer, især det meget smukt drømmende vokal og kor. Det er et overraskende udlæg, og selvom jeg synes, numrene er smukt eksekveret med velarrangerede referencer, kan jeg alligevel ikke helt finde ind til den Mogwai-fornemmelse, jeg havde forventninger om, før jeg lagde mig ned og tog lyttebøfferne på.
“Brain Sweeties” er et mellemspil, der ikke rigtig når at komme i gang. Ideen er for ufokuseret og vil ikke rigtig noget. Det er svært at finde ud af retningen på albummet nu, fordi der er så mange konnotationer, der flimrer rundt. Indledningen på albummet er ikke helt sikker, de første tre numre er meget atypiske og kunne have været placeret på vidt forskellige album.
Albummets fjerde nummer, “Crossing the Road Material”, er – på trods af den sære titel – til gengæld mere Mogwai, end de foregående tre. Her får man et klassisk udtryk, den bløde, men stadigt fremaddrivende opbygning af spænding, forløsning over en lang trykbølge og en sivende afslutning. “Aka 47” lyder som et outtake fra Atomic, “20 Size” er straks tilbage i stilen, vi kender, men “1000 Foot Face” springer så i en helt anden retning, undertoner fra Atomic er tydelige, men stilen på nummeret er meget atypisk, vokalerne stikker ud.
Skotterne er til gengæld inde på noget virkelig opbyggeligt med nummeret “Don’t Believe the Fife”. Igen trækker de på stemningsflader fra Atomic, men samtidig tilfører de en smukt støjende energi i den velkendte trykbølge, efter en lang, lang opbygning af meget minimalistiske lydbilleder. De smelter den energi, de havde som unge og vilde, sammen med den modne eftertanke – det er smukt! Næste skæring, “Battered at a Scramble” holder niveauet og mere til, nu med Mogwai tilsat ikke-synkopiske rytmiske figurer, har man nu hørt mage! Det fungerer fremragende, det støjer smukt, lo-fi-lyden bløder knitrende og elektrisk ladet ud af høretelefonerne, og den guitarsolo, nummeret fader ud med, er en vellydende diskant oven på den flimrende bas.
Helt så vellykket er albummets næstsidste skæring, “Old Poisons”, ikke. Titlen er meget rammende, idet det her lyder til, at ideen med nummeret er at vise den energi og fandenivoldskhed, bandet besad som unge drenge. Det ender desværre som et noget larmende og usammenhængende nummer, som mindre støjrock/postrock-grupper måske ville have været stolte over, meeen…
Til gengæld afslutter Mogwai albummet med manér! Titelnummeret “Every Country’s Sun” er en bittersød, vibrerende oplevelse, der hårdt pumpet med melankoli og gnistrende lydlige eftertanker ikke lader nogen eller noget stå tilbage. Det er smukt som de her tillader sig selv at læne sig så meget op ad især Explosions in the Sky og måske This Will Destroy You (lyt til “The Mighty Rio Grande”), og alligevel fuldstændig umiskendeligt fremstår som dem selv. Nummeret er som en drøm; som malede man med lydflader i smukke, bløde og intense strøg. Guitarstemmerne er smukt overstyrede, med en distorsion-effekt, der understreger den stemning, jeg meget voldsomt føler i dette nummer: Smerte og glæde i et rum fyldt op med tid, der er gået, og liv, der er levet.
Når jeg samlet ser på Every Country’s Sun ærgrer det mig, at albummet fremstår meget ujævnt. Der er en del slinger i retningen, og jeg synes, bandet vil for meget forskelligt uden at have en egentlig plan med det. Der er tråde tilbage til de tidlige år, de vil gerne vise, at energien og vildskaben stadig er her, men samtidig rækker albummet ud mod mange forskellige inspirationskilder, og det ender i et lidt fladt udtryk.
Til gengæld indeholder Every Country’s Sun numre, der ligger helt i toppen af, hvad man har hørt Mogwai præstere tidligere. Og der er antydninger af, at lysten til at lave ny musik, udvikle udtrykket, i den grad er til stede. Så alt i alt er albummet godkendt med et plus, men ikke så meget mere. Hvis der skulle have været arme i vejret og hujen til den lyse morgen, skulle Mogwai have fokuseret langt mere på al den energi og erfaring, de gennem de sidste år har fået akkumuleret. Det er ikke nemt at komme med nyt, når man inden for de sidste fem år har lavet skarpthuggede steler som Hardcore Will Never Die, But You Will og Atomic, men ambitionen skal man have, hvis man stadig vil være relevant og i bevægelse.
