Koncerter

Pop Revo 08, 2. – 3.05.08, Studenterhuset, Aarhus

Skrevet af Kasper Würtz

Der var flere etablerede navne på plakaten ved dette års udgave af den århusianske festival, så forventningerne var selv sagt skudt i vejret. Heldigvis leverede bands som Speaker Bite Me, Xiu Xiu og Frightened Rabbit varen, ligesom festivalen blev afviklet let og upåklageligt.

Sidste år pegede vi fingre af den Århus-baserede Pop Revo-festival, fordi der var for mange bands og for meget slaphed i afviklingen af arrangementet. Så i år iler vi med klapsalver. Festivalen var blevet kortere, og det samme var de enkelte aftener. Der var mere fokus, og det hele var i langt højere grad konstant seværdigt end for ni måneder siden.

Til gengæld var programlægningen noget besynderlig, og det virkede (om ikke andet, så i bagklogskabens ulideligt kurtthorsenske lys) ret forkert at starte med en eksplosion af en koncert med Speaker Bite Me, hvorefter de fleste andre bands – og ikke mindst El Perro del Mar – var bagud 0-5 allerede inden første fløjt. Det virkede også som en sær beslutning overhovedet at indlemme punkerne i Cola Freaks, der faldt helt uden for alt andet på programmet. Det fremstod mere som en art vennetjeneste end som en egentlig demonstration af, hvad Pop Revo kan. Altså, der er vel heller ikke nogen, der kunne drømme om at booke Stars til Wacken?

Men derudover demonstrerede festivalen endnu en gang en ganske fin fremsynethed med især bookingen af de hurtigt opstigende skotter i Frightened Rabbit. Men hvis man ser bort fra Cola Freaks (hvad vi helst vil) og fra den gakkede, men også ganske ofte glimrende gøgler Momus (hvad vi nødig vil) var festivalen noget mere sikkert besat i år. Der var slet ikke den samme grad af opdagelsesrejse over festivalen, og det er vel lidt synd. Men det er også naturligt for en festival, der virkede større og overordnet mere velfungerende end før. Vel at mærke uden at have mistet den rare atmosfære, der også prægede 2007-udgaven. Langt de fleste bands så ud til at nyde arrangementet i fulde drag, og det tjente Århus til ære, at så mange dukkede op.

Fredag d. 2. maj 2008

Speaker Bite Me

Speaker Bite Me
Umiddelbart kunne det virke sært at lade Speaker Bite Me åbne festivalen, når kvartetten nu alt andet lige kunne betegnes som det mest prominente navn på fredagens program. Med det langsommelige fremmøde under 2007-udgaven af Pop Revo in mente var det ganske nærliggende at frygte et halvtomt gulv foran scenen, men det århusianske publikum gjorde den ængstelse til skamme. Og Speaker Bite Me gjorde dét, der har givet dem et ry som et notorisk stærkt liveband: spillede derudaf med et kæmpe overskud og nærvær.

At de fire var klar til endnu en af den slags præstationer, sendte den på én gang stramme og forrygende eksplosive udgave af “Uh-Ah” klare signaler om. De evigt varierede melodiforløb, Emil Landgreens krautrock-præcise trommer og de skærende guitarstøjudladninger fra Signe Høirup Wille-Jørgensen og Martin Ryum var gode eksempler på dét, der prægede hele koncerten.

Den inspirerede kraftpræstation demonstrerede nemlig med forbilledlig tydelighed, hvordan Speaker Bite Me på deres pladecomeback sidste år og til de efterfølgende koncerter har evnet at kombinere deres tidligere udgangspunkt – spændstig støjrock med rødder hos både Sonic Youth-skolen og postrocken – med en nyvunden popglæde og melodiøsitet. En videreudvikling, der vel at mærke er sket, uden at nogen af delene er kommet i klemme i processen.

Så selv på en aften, hvor Martin Ryums hvæsende guitar flåede en tand hårdere end vanligt, stod de til tider nærmest svulstige popmomenter som især omkvædet i “Crazy Horse” stadig stærkt. Og samtidig strålede Wille-Jørgensen. Hendes stemme lader til at blive både fyldigere og mindre forceret, som tiden går, og denne fredag løftede hun både den skæve ørehænger “Belle de Boskoop” og ikke mindst den rørende ballade “War Is Over” til uhørte højder, så man kunne høre, at der lige bag de legende snart-veteraners zappende popkultur-referencer gemmer sig store følelser.

Speaker Bite Me satte stort set ikke en fod forkert, hvad enten de dykkede efter popperler, bumlede tilbage over fortidens støjrockstepper i “When I Wish Upon” – eller gjorde begge dele på én gang, så man blev helt kulret og dybt taknemmelig for, at den dame og d’herrer valgte at komme tilbage.
(MA)

El Perro Del Mar

Jeg var sikker på, at hun så lige på mig, og så er det svært ikke at blive forelsket. Sådan føltes det, da den svært charmerende Sarah Assbring, bedre kendt som El Perro Del Mar, helt alene indtog scenen. Hun var kun bevæbnet med en akustisk guitar og et af den slags Mona Lisa-blikke, der giver tilskueren følelsen af, at hun altid ser lige præcis på dig, uanset hvor i rummet du stiller dig.

Der var slet ingen tvivl om, at El Perro Del Mars første trio af numre lagde op til en meget personlig og inderlig koncert, hvor Assbring momentvis udstrålede en fascinerende intensitet, der til tider nærmest var flammende og intim. De længselsfulde popmelodier blev barberet ned til et stille koncentrat, der kun bestod af svenskerens vokal og luftige guitarspil. Det var måske ikke alle, der så det, men der var en ganske betragtelig vilje bag udførslen.

På trods af graden af nærvær stod det bare hurtigt klart, at den intensiteten konstant blev udfordret af en helt tydelig reservation, der afholdt Assbring for at hengive sig fuldstændigt. Således blev den indledende del af koncerten en invitation til en fest, som det viste sig, at man ikke rigtigt var velkommen til. Man kunne ellers have håbet, at det ville hjælpe, da resten af bandet kom for at understøtte El Perro Del Mar og dermed frigjorde hende fra den noget fastlåsende guitar.

For selv om det musikalske udtryk i høj grad er en leg med klichéerne, er melodimaterialet overordnet så solidt, at det må være rigtig svært at spille en decideret dårlig koncert. Det gjorde El Perro Del Mar da heller ikke. De spillede bare ikke godt nok.Melankolien i “How Did We Forget” fremstod mærkværdigt afslappet, og da publikum efterhånden begyndte at miste interessen for svenskerne, placerede El Perro Del Mar begge fødder på bremsen og lignede mest af alt en såret kunstner, der virkelig gerne ville vinde, men som ikke for alvor turde lægge sig selv i puljen. Det gjorde de obligatoriske håndklap i “Somebody’s Baby” til en virkelig pinefuld omgang, og selv ikke den patologisk fængende “Glory to the World” kunne fastholde tilskuernes opmærksomhed. Den forelskelse, som startede hele koncerten, aftog gradvist på grund af den tiltagende distance, og på trods af de lidenskabelige blikke imellem os kunne jeg til sidst slet ikke se hende længere. Helt symptomatisk afsluttede hun koncerten med at stå gemt bag en af søjlerne foran scenen.
(KW)

Frightened Rabbit
Det må siges at være overordentligt fremsynet, at Pop Revo annoncerede de skotske indierockere Frightened Rabbit, et godt stykke tid inden den massive stjerneregn fra anmelderne væltede ned over den aldeles glimrende The Midnight Organ Fight, der er gruppens anden udgivelse. Det virkede også, som om publikum havde indset festivalens scoop, for det var ikke megen plads til albuerne foran scenen. Der var til gengæld masser af energi lige fra den fremragende åbner, “The Modern Leper”, og der var, modsat El Perro del Mar, tydeligvis et band til stede, der ikke ville holde noget tilbage.Konsekvensen af denne energiudladning var desværre, at en hel del af det mere personlige udtryk forsvandt i guitarkaskader.

Albummet byder ellers på et ret særegent udtryk, der mest af alt lyder, som hvis det svenske orkester, Laakso, sang med skotsk accent og havde sat sig for at fortolke, hvordan man kunne kombinere Counting Crows med et mere støjende udtryk. Live endte inderligheden og det følsomme desværre med lidt for ofte at tabe kampen til støjen. Derfor kom Frightened Rabbit flere gange bare til at fremstå som en ret smuk lillebror til landsmændene fra Twilight Sad. Slægtskabet hertil kom da også direkte til udtryk, da Frightened Rabbit i slutningen af koncerten udvidede en fabelagtig version af “Keep Yourself Warm” med tekstbidder fra det frygtindgydende Twilight Sad-nummer, “That Summer, at Home I Had Become the Invisible Boy”.

»They’re standing outside / and they’re looking in,« skreg forsanger Scott Hutchinson, og man var slet ikke i tvivl om, at han troede på hvert eneste ord. Heldigvis var der ingen, der blev holdt udenfor her, men på trods af intensiteten kunne man godt ønske sig, at skotterne overordnet set turde spille lidt mere på deres egne kvaliteter.Melodierne forsvandt ofte i larmen, og den hjertegribende følsomhed blev første gang for alvor stillet til skue i en fejlfri version af “Good Arms vs. Bad Arms”, der fremstod som et af aftenens højdepunkter.

Her udstillede bandet netop de egenskaber, som gør The Midnight Organ Fight så fremragende, uden at det gik ud over hverken det melodiøse eller udførslens intensitet, der skyllede ud over de begejstrede tilskuere som en langsom flodbølge.Det samme var heldigvis tilfældet med den håbløst smukke “My Backwards Walk”, der tydeligvis kaster håndtegn til Adam Duritz og resten af Counting Crows, og som allerede nu står som et af de allerbedste numre fra 2008.

Overordnet set var det tydeligt, at vi havde med et band at gøre, der virkelig mente hver eneste akkord og sætning, og som havde materiale med, der både var af høj kvalitet, og som bandet stadigvæk virkede enormt begejstrede for. Sådanne egenskaber er vel nærmest de allervigtigste, når man skal spille koncert. Hutchinson kiggede ud over publikum og bemærkede rørt, at »this is a good night«, og det havde han helt bestemt ret i. Når Frightened Rabbit kombinerede inderligheden med de stærke melodier og desperate støjkaskader, var det sublimt, men desværre tabte de sig selv af syne enkelte gange og derfor endte koncerten med at være fornem, men ikke uforglemmelig.
(KW)

Lørdag 03.05.08

The Brunettes

The Brunettes
Det newzealandske Sub Pop-band er en af den slags grupper, der live er stærkt afhængige af dagsformen. På plade er deres sødladne indiepop en kende tynd i det: poleret, pæn og pussenusset. Men lørdag aften var der hældt godt med kul i maskinrummet, og The Brunettes fik løftet deres sange til et andet og anderledes indtagende niveau.

Den vigtigste årsag til den succes var, at der var mere fylde og kraft i live-versionerne. Den i forvejen fængende single “Brunettes Against Bubblegum Youth (B.A.B.Y.)” blev endnu mere medrivende af de buldrende trommer fra, hvad der må være Oceaniens gladeste trommeslager, samt en til tider vakkelvorn, men altid energisk trompet. Også titelnummeret fra Structure & Cosmetics fik liv og en nærmest Morricone-ringende glød takket være western-twang og en mørk undertone, der ikke blev udvandet som på pladen.

Men hovedsageligt var det en munter omgang at være sammen med newzealænderne. Heather Mansfield og Jonathan Bree kan deres pop-klichéer fra det seneste halve århundrede, og sammen med deres fire medbragte musikere leverede de dem som perler på en snor – en perlekæde, hvor både Phil Spector, engelske 80’er-indiepoppere og selv Madonna anno “Locomotion” ville kunne genkende sig selv.

Live formåede The Brunettes heldigvis at gøre pasticherne levende og smittende. Blot ved at være til stede, være glade og have kontakt med publikum forvandlede bandet sangene. I realiteten rummede de stadig temmelig tomme, pseudo-postmodernistiske kalorier – men som start på en glad aften var det svært at komme i tanke om noget bedre end kælne M/K-vokalharmonier og solskinsgyldne guitarlinjer. Og hey, hvordan skulle det også kunne gå galt med et sæt, der inkluderede en dansekonkurrence?
(MA)

18th Dye
Djævel: Uanset at tysk-danske 18th Dye har fået masser af omtale og gode anmeldelser i forbindelse med deres comebackalbum Amorine Queen, vokser træerne ikke ind i himlen for den genopstandne trio. Omgivet af to så veloplagte og – på meget, meget forskellige måder – grænseafprøvende bands som Efterklang og Xiu Xiu blev 18th Dyes begrænsninger sat i relief. For gennem ret store dele af sættet følte man sig uvægerligt hensat til midten af 90’erne, og der var noget sært gammeldags over, at bandet lød så meget, som de lød tilbage i deres storhedstid. For mens musikverdenen naturligvis har været i ustandselig bevægelse siden da, lød trioen ikke til at have flyttet sig ret langt.

Engel: Men det gør vel heller ikke så meget, i og med at trioens udgangspunkt er så solidt? Når Sebastian Büttrich og Heike Marie Rädeker åbnede for godteposen og støjede tungt igennem i såvel klassikeren “Merger” som det nye højdepunkt “Is”, var støjen så brusende og berusende, at det var svært at være uenig i sidstnævntes ord: »A good thing is a good thing anyway.« For i den slags stunder, som der i øvrigt blev kortere og kortere imellem i løbet af koncerten, var det herligt livgivende at have fået 18th Dye tilbage.

Djævel: Det var bare svært at høre, hvorfor de var kommet tilbage. I hvert fald hvis man som mig går rundt med et ønske i sit hornede hoved om, at et comeback byder på overraskelser, der stikker dybere end trygheden ved at vide, at bandet stadig kan spille sammen og ikke er spor pinlige. For det er trioen bestemt ikke. Og ja, de så ud til at nyde koncerten, og ja, det gjorde publikum også – men 18th Dyes mission i 2008 var svær at skelne ud fra en koncert, hvor gamle og nye numre flød sammen i enshed.

Engel: Man kan ikke forvente, at alle gamle støjrockbands bliver genfødt som overdådige popører ligesom Speaker Bite Me. Hvis man kan lide sin støjrock tør, hvæsende og skåret ind til benet, er 18th Dye stadig værd at at lytte til. Og set fra det perspektiv leverede de varen.

Djævel: Men så heller ikke mere.
(MA)

Xiu Xiu

Xiu Xiu
Man behøver ikke være ret selektiv i sin research omkring Oakland-bandet Xiu Xiu for at få bygget sig et billede af et galehus, der konstant truer med at ramle sammen med et øresønderrivende brag. Eller måske snarere et tilsvarende skrig. Der løber da bestemt også en malstrøm af livstræthed og et skiftevis kaotisk og kynisk følelsesliv (-død?) gennem forsanger Jamie Stewarts tekster, men ved bandets første optræden i Danmark greb de så rigtigt ned i sækken med sange, at det blev tydeligt, at de er i stand til at parre undergangstendenserne med medrivende og dynamisk sangskrivning.

Den evne benytter de sig ikke helt konsekvent af på deres studieplader (der så har nogle andre kvaliteter), men denne aften sørgede de omhyggeligt for at lade en art melodramatisk postpunk med solide basgange og til tider fængende guitarriffs holde publikum til ilden. I det hele taget var en række af sangene klædt i et mere ligefremt rockudtryk, så både “Clowne Towne” fra Fabulous Muscles og især “Master of the Bump” fra det nyeste album, Women as Lovers, fik mere guitarstøj og fremdrift.

Men dermed ikke sagt, at de karakteristiske skingre synths og intense bækkener var fraværende. Tværtimod var de med til at gøre “In Lust, You Can Hear the Axe Fall” til et endnu større og mere desperat anmassende højdepunkt end på Women as Lovers. Det helt centrale hos Xiu Xiu var dog Jamie Stewarts dragende og voldsomt udtryksfulde vokal. Med sin evne til at springe fra bønfaldende hvisken til foruroligende råb tiltrækker Stewarts stemme naturligt opmærksomheden – og at dømme efter publikums ansigter skilte hans teatralske og dog stærkt indadvendte anstrengelser vandene.

Takket være bandets kontante rygstøtte fik Stewart dog fint modspil, og kun i den meget skrabede udgave af “Clover” kammede det over. At vælge netop det nummer hen mod slutningen af et sæt, der til dels havde affolket gulvet foran scenen, var bestemt kompromisløst, men også temmelig ødelæggende for showets flow. Det nærmest kammermusikalske arrangement var i al fald noget af et antiklimaks efter en nærmest mild og let udgave af “I Do What I Want When I Want”, hvor sangens popkvaliteter blev udkrystalliseret.

Efter at “Clover” havde afdækket, hvor meget larm der var i resten af lokalet, var det lidt vanskeligt at komme tilbage i stemning. Men betegnende for Xiu Xius generelt glimrende indsats rundede de af med en så insisterende udgave af “Suha”, at man ikke blev efterladt med den mindste tvivl om bandets evne til at skrive gode, iørefaldende sange – parret med selvmordsunderløbne ord om at hade sig selv, sin krop og sin familie så meget, at en løkke om halsen er eneste udvej.

Havde Xiu Xiu ikke taget så mange af de stærke sange med, kunne dramakongens show sikkert godt have været svært at gå til – men lørdag aften var der nok at være glad over. Altså så glad, som man nu bliver af mørke malstrømme og en sangstemme, der kan synge eksistentiel tvivl frem i selv den største stoiker.
(MA)

Larsen & Furious Jane

Larsen & Furious Jane
Der var dømt lidt af en verdenspremiere, da danske Larsen & Furious Jane afsluttede år 2008-udgaven af Pop Revo. Der var stadigvæk mere end to uger til, at bandets nye plade, Zen Sucker, udkommer, men det stoppede ikke århusianerne fra at servere så mange smagsprøver fra det nye album, at det blev en hel buffet.

Bandet har foretaget lidt af et retningsskifte siden den glimrende Tourist With a Typewriter fra 2005. Den legesyge americana er blevet udskiftet med et langt mere ambitiøst, mørkere og mere eksperimenterende udtryk, der satte sig igennem, allerede da det indledende nummers Godzilla-tunge guitarriffs lagde sig over festivalen. Desværre oplevede man for første gang her markante lydproblemer, og det satte sit tydelige præg på hele koncerten. De mange nuancer og det sangskrivermæssige overskud, der i den grad præger Zen Sucker, fortonede sig i et rodet lydbillede, hvor Torsten Larsens stemme nærmest ikke kunne registreres i de første par numre.

Glimrende popsange som “Fine” og “The People Person Is a Zen Sucker” druknede i et kaotisk brummeri, og det lød mest af alt, som om der var røget en sikring i verden. Det gjorde det overordentligt svært for de lavmælte århusianere at redde de gode melodier. Det er i hvert fald problematisk, når de sange, der klart er kompositionelle højdepunkter for Larsen & Furious Jane, og som på albummet fremstår som helstøbte og uhyre sikre numre, live fungerer bedst, når de ophører med at være sange og i stedet bliver støjpassager.

Lyden blev en smule bedre under den fabelagtige “A Deathbed Conversion”, men Larsen kæmpede stadigvæk en hård kamp for at komme til orde eller i hvert fald for at få ordene ud højt nok til, at publikum kunne høre, hvad han sang. Nummeret i sig selv var dog endnu et bevis på den voldsomme omvending, som bandet har taget, med bankende trommer og et detaljerigt lydbillede, som dog slet ikke kom til sin ret denne lørdag aften.

Det var ganske paradoksalt aftenens eneste levn fra det gamle Larsen & Furious Jane, der fungerede allerbedst. “I Give Up” fra bandets fornemme debut I’m Glad He’s Dead blev leveret i en voldsom version, der flåede originalen fra hinanden på en sikker og overbevisende facon. Det satte gang i bandet, og den efterfølgende “Widowers” fremstod langt stærkere end hovedparten af de nye numre.

Generelt viste den sidste halvdel af koncerten sig at være den klart bedste, hvilket kulminerede i en stærk fremførelse af “Forbidden Fruit”, der satte et godt punktum på en noget svingende oplevelse. Larsen & Furious Jane har ubetinget fundet fodfæste på Zen Sucker, der allerede nu fremstår som en stor plade i det danske musiklandskab. Det er også helt naturligt, at de stadig vakler lidt i live-realiseringen af forvandlingsnummeret, for de er slet ikke til at genkende. Desværre var kombinationen af dårlig lyd og usikkerhed nok til, at præsentationen til denne version 2.0 af Larsen & Furious Jane ikke var lige så overrumplende, som den burde have været.
(KW)

Læs også Undertoners anmeldelser af:
Speaker Bite Me: Action Painting
El Perro Del Mar: From the Valley to the Stars
The Brunettes: Structure & Cosmetics
18th Dye: Amorine Queen
Xiu Xiu: Women as Lovers
Larsen and Furious Jane: Zen Sucker

Note: Søren Jakobsen, der er en del af Pop Revos arrangørgruppe, er tilknyttet Undertoner som skribent.

Deltag i debat