Det er som om, alt kan ske, når Jamie Stewart træder op på en scene. Manden, der står i front for Xiu Xiu, lader ikke til at bekymre sig om den der røde tråd, der skal forvisse os om, at vi ved, hvad der komme til at ske lige om lidt. Ubesværet bevæger han sig fra det stille, fintfølende og inderlige, til det kaotiske og angste, og sågar helt over i det fjollede, uden at han selv lader til at se de store forskelle i hans tilsyneladende uendelige udtryksformer. Det var sådan en aften på Lille Vega, hvor alt, absolut alt kunne ske.
Det amerikanske art-rock band har siden 2002 bevæget sig rundt i mange udtryksformer og forskellige lineups. Sidst bandet besøgte København var det for at opføre Angelo Badalamentis noir-agtige jazz og mørkeblues fra David Lynch og Mark Frosts legendariske tv-serie, Twin Peaks. Lad os kalde den opførelse for et yderpunkt i Xiu Xius univers. Et andet yderpunkt kan være bandets seneste, ekstreme, disharmoniske og stressende album, Girl With Basket of Fruit (2019). Og på Lille Vega var vi så heldige at få præsenteret mere eller mindre alt mellem disse to yderpunkter. Denne aften var Xiu Xiu en trio med en bassist, Stewart på guitar og en trommeslager, der også betjente blæserinstrumenter, vibrafoner, perkussion og sampler.
Vi startede helt stille. Kun med Jamie Stewarts elektriske guitar og hans vokal, som havde placeret sig helt bagerst i frontmandens mund. Så blev sangen afbrudt af en skrigende, diskant guitartone, ledsaget af en basklarinet med en anden tone og bassisten med en tredje tone. Tre toner, der tilsammen dannede en disharmonisk klang. Så stille igen, og hele lokalets fokus blev rettet mod Stewart og hans guitar. Så stille, at man kunne høre hvert et synk, der skulle lede fadøllene fra publikums krus, ned gennem folks hals og ende i maven. Hvilken fin måde at slå en stemning an.
Allerede i andet nummer, skulle vi et andet sted hen. Med rockguitar, -bas og -trommer, befandt vi os nu i et collegerock-lydende sted ala Pixies. Herefter lagde Jamie Stewart guitaren fra sig, førte hænderne hen mod sin sampler, og kastede os ind i et af de dystopiske, flamboyante besøg hos sangene fra Girl With Basket of Fruit. Samtidig lod han kroppen folde sig ud i vilde positurer, der gav plads til både løse håndled og aggressive slag på det bækken, der var placeret ved siden af hans mikrofon. Det var sådan et besøg, som flere gange i løbet af koncerten skulle vise, at kaosset hele tiden lå og ulmede under overfladen.
Alle sange kunne pludselig bryde ud i skrig eller instrumentale stykker af enten disharmoni eller euforisk støj, hvor Stewarts fingre rystede som en elektrisk spænding over guitarstrengene. I de numre, hvor han havde frigjort sig fra sin guitar, skulle de vokalløse tomrum fyldes ud på en eller anden måde. Oftest med et af hans mange små blæserinstrumenter. Kazoo, mundharpe og en lang række andre blæsere, jeg ikke kender navnet på, men som lyd diskante og herligt irriterende.
Han havde lukkede øjne det meste af tiden, og hvis han endelig åbnede dem, vendte han det hvide ud af øjnene. Det så ellers tilforladeligt ud, da han gik op på scenen med sin rygsæk og gjorde klar til aftenens koncert. Egentlig ret mandagsagtigt. Men i det øjeblik, musikken gik i gang, var det som om, at han blev besat af en musikalsk kraft. Hans musiceren på scenen blev en portal ind til en sandhed, der viste både de smukkeste øjeblikke af skønhed, som hurtigt kunne skifte over i desperation, når plekteret i hånden strøg op og ned ad strengene. Det kunne blive disharmonisk, støjende, arrigt, hadfuldt, og det strømmede ud i masken på os. Og så igen stilhed, bedst som man ventede på den forløsende akkord til at sætte alt på plads igen.
Det hele tippede over mod det fjollede, da Jamie Stewart satte sig om bag trommerne og spillede med vibrerende sexlegetøj, og trommeslageren nu reciterede et digt. Men der var ikke skyggen af fjol at finde i Stewart seriøse ansigt. Alle hans bevægelser var opslugte af musikken, og det virkede til tider som om, det handlede om liv eller død. Så seriøst var det. Selv når han knælede mellem numrene for at tage en tår af sin drikkedunk.
Men med de mange skift i temperament fik vi sjældent lov til at dvæle ved en enkelt følelse. Stemninger blev opbygget på kort tid, blot for så at blive revet ned igen. Fragmenteringen blev en grundlæggende pointe, men helt opslugt blev jeg kun i korte momenter. For så var Xiu Xiu et nyt sted, og man skulle koncentrere sig for at følge med.
Musikalsk kræft? Yves Tumor?
Godt spottet. Fejlen er rettet nu :-)
KH Simon Freiesleben, koncertredaktør