Koncerter

Efterklang, The Notwist, My Bloody Valentine, 05.07.08, Roskilde Festival

[Martin Thimes, Lasse Dahl Langbak og Mikkel Arre]Efterklang, 05.07.08, 16.00, Astoria
Tidspunktet ovenfor stemmer ikke. Det er ikke Efterklangs skyld, men arrangørernes. For hvordan det på noget tidspunkt kan have virket realistisk at lade et så populært dansk band spille i Astoria-teltet, hvor der er plads til 3.000 mennesker, er lidt af et mysterium. Det regnede godt nok ganske svagt udenfor, men allerede 15.45 var det noget nær umuligt at komme ind i selve teltet.

Den massive tilstrømning betød, at koncertstarten af sikkerhedsgrunde blev udskudt 30 minutter. Måske var det denne forsinkelse, der gjorde, at åbneren “Polygone” virkede en kende anspændt. Men derefter gjorde Efterklang deres bedste, og det er ikke så lidt i en live-sammenhæng.

Foto: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

Med en flok trommer, horn, violin, klaver og guitarer (og en hel del mere) har Efterklang en instrumentpark, der opfordrer til variation. “Mirador” og “Caravan” fra Parades blev da også leveret i overdådige, særdeles detaljemættede versioner med horn- og stryger-linjer i rigt mål, og især sidstnævnte var et flot eksempel på flere af Efterklangs live-kvaliteter. Dels har bandet i højere grad end på pladerne fokus på rytmeforløb, der giver musikken en mere kropslig karakter; dels har de en evne til at nyfortolke deres numre, så de åbner sig på hidtil uhørte måder.

I tilfældet “Caravan” drejede det sig om, at der var mere pågående, metallisk guitar, så sangen virkede farligere og mere uberegnelig end vanligt. “Prey and Predator” fra Tripper var omarrangeret, så originalens elektroniske udtryk blev forvandlet til et mere band-orienteret ditto med spraglede blæsere og brusende støj hen mod slutningen. “Step Aside” fra samme album har forandret sig endnu mere i løbet af de sidste fire år, så det nu er en langsommere sag med skærende støjflader som kontrast til de fine blæsere.

Når koncerten trods den livsalige energi, der strømmede ud af sangene, alligevel ikke kom til at rage helt så langt op mod skyerne som Efterklangs vokalharmonier, skyldes det hovedsageligt, at man gennem store dele af koncerten var ufrivillig tilhører til L.O.C.-koncerten på Orange. I og med at Efterklang i udstrakt omfang lader deres sange bevæge sig hen mod bækkensmældende klimakser, er der brug for mere tyste passager som kontrast – og på de tidspunkter blev den skrøbelige poesi kørt over af en 100 kilos banger fra 8210.
(MA)

Karakter:  

The Notwist, 05.07.08, 20.00, Astoria
Da The Notwist gik på scenen, var Astoria tætpakket. Så mange var mødt frem, at det for en stund var nødvendigt at afvise folk ved indgangen. Denne stund kan dog ikke have varet ret længe, for under koncerten vandrede publikum ud af teltet i en lind strøm. Midtvejs var teltet kun halvfyldt. Årsagen kunne være Notwists indadvendte start eller mere sandsynligt de mange lokkende tilbud fra andre scener. Uanset grunden gik de, der fandt Notwist kedsommeligt, glip af en fornem balancegang mellem fængende popsange og hårdthuggende eksperimenter.

“This Room” var koncertens nøglesang. Støjende guitarer brød pludselig gennem den hypnotiske popmelodi. En kortvarig rockudladning fulgte, før Notwist genfandt “This Room”s blide grundmelodi. Kontrasten mellem det støjende og det skønne var i den grad virkningsfuld.

Notwist havde forinden holdt koncerten i et afdæmpet leje. Især i “Pick Up the Phone” virkede de elektroniske beats og Markus Archers rolige, bløde vokal stærkt dragende. Men fra og med “This Room” vekselvirkede Notwist effektfuldt mellem electronica-infiltrerede popperler og guitarrockudladninger af kaotisk støjende karakter.

Tyskernes støjudladninger gik kun over gevind i afrunderen “Pilot”. Her blev eksperimenterne for langstrakte, retningsløse og dermed uvedkommende. Shoegazer-tendenserne var dog på den anden side med til at forstærke “Pilot”s gennemslagskraft, da tyskerne endelig genfandt dens grundmelodi. Notwist fik dermed alligevel sat et fængslende punktum på en fremragende optræden, hvor bandets hardcore-baggrund på dynamisk vis blev en del af indietronica-genrens blidere væsen.
(LDL)

Karakter:  

My Bloody Valentine, 05.07.08, 21.00, Arena
Hvordan kan et orkester efter over 15 års dvale genopstå så vitalt, som deres indspillede materiale fortjener det? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv, siden Kevin Shields og resten af My Bloody Valentine kom på dette års Roskilde-plakat.

Foto: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

Magien ved My Bloody Valentine er først og fremmest de fortættede stemninger og de minimale, men effektive popmelodier, som Kevin Shields pakker ind i varm, rød guitarstøj. Historierne om de mange forsøg på at lave den måske længst ventede treer i den alternative musiks historie, har naturligvis også hjulpet myten på vej.

Lørdag aften blev det 1991 igen.

Det tog ikke mere end tre sange fra scenen på Arena, før alle støjende hede drømme gik i opfyldelse hos mig. Kevin Shields var præcis lige så kompromisløs i sit guitarspil, som trommerne var kontante. Hans og Bilinda Butchers vokaler smøg sig som små røgskyer imellem vibrerende guitarstrenge, og jeg opgav alle former for professionalisme. Blokken røg i tasken og den knaldende støj overtog kontrollen med selv de mindste knogler i min krop. Det faktum, at bandet udelukkende spillede gamle sange var mere et bevis på Loveless og Isn’t Anythings holdbarhed end en indrømmelse af, at My Bloody Valentines kreative åre er løbet tør.

Koncerten var en udvaskelse af mange års opsamlet støv, skidt og bristede drømme. Og det var så forbandet kompetent og kompromisløst, at end ikke 25 minutters stillestående hvid støj som afslutning kunne rokke ved det. Musikken kom fra de inderste kamre af bandets forslåede hjerter og føltes lige så oprigtig, som den ville have gjort i 1991. Jeg og resten af hoben fik præcis den koncert, som ingen andre end My Bloody Valentine kunne levere.
(MT)

Læs også Undertoners anmeldelse af:
Efterklang: Parades
The Notwist: The Devil, You + Me

Karakter:  

Deltag i debat