Koncerter

YOYO OYOY Presenting…, Band of Horses, Mogwai, 04.07.08, Roskilde Festival

[Lasse Bertelsen og Søren Jakobsen]YOYO OYOY presenting Kirsten Ketsjer, Yoke & Yohs and YOYO OYOY Special Occasion Orchestra, 04.07.08, 12.30, Astoria
Det kunstfærdige musikkollektiv YOYO OYOY præsenterede fredag middag en fremragende opsætning af deres kvaliteter i deres såvel samlende som disintegrerede helhed. Et udpluk af aktuelle orkestre i det ellers overvældende udbud af interne samarbejder med en programerklæring, der befinder sig et ret så udefinerbart sted mellem fjolleri og decideret avantgarde. Ikke at disse størrelser aldrig har berørt hinanden, men det var, som om sammenbindingen af disse størrelser i en dansk rockmusikalsk ramme ikke helt var hændt på samme vis tidligere. Det skal desuden nævnes, at YOYO OYOY havde inviteret kunstgruppen Lights People med som pausemuzak, hvilket blev eksekveret på ganske overbevisende i Ku Klux Klan-lignende hætter med udforskning af overtoner og ubehagelige frekvenser.

Foto: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

Tonen blev dog først slået an ved det mandtalhøje YOYO OYOY Special Occasion-orkester, der med alskens blæsere, vibrafon, percussion og strengeinstrumenter fremførte en form for dronende minimalisme. Intensiteten tog langsomt til via de bløde blæsere og linjer, der pegede mod Glenn Branca og et virvar af brudte treklange for til sidst at slutte med såvel jazzvariationer som Led Zeppelin’sk riff-o-rama og final ambient.

Scene var således sat til, at de to mere end uortodokse rockbands, Kirsten Ketsjer og senere Yoke & Yohs kunne spille lyrisk som få eller gå decideret sonisk til angreb på publikum. KK lagde ud i en fuldfed stil med nummeret “Fat Ladies” for derefter at blotlægge mange nye nuancer gennem nyt materiale, hvor især fingrenes dans henover gribebrættet satte nye standarder for deres udtryk. Det kunne næsten lade til, at vi har en endnu bedre plade i vente end FFFFOO K TSSCCH, selv om vi har svært ved at tro dét her på Undertoner-redaktionen.

Derefter var det Yoke & Yohs, der, som vi kender dem fra en række smålegendariske koncerter i København, gik helt og aldeles til angreb på deres udtryk og instrumenter. Med en musikalsk overlegenhed og Københavns overflødighedshorn af noiserock 1# knaldede duoen derudaf med et hidtil uset antal kilometer i timen. Undertegnede må i hvert fald bekende, at det er den hidtil bedste koncert i selskab med Yoke & Yohs.

Alt i alt fik YOYO OYOY præsenteret en masse genreknæk og crossover-stil med en usigelig grimasse, der på én gang kan være et “fuck yo” og et “velkommen”, og jeg har sjældent har følt mig mere velkommen i YOYO OYOY’s verden.
(LB)

Karakter:  

Band of Horses, 04.07.08, 16:00, Arena
Man kan sige mange ting om Band of Horses, men at de er de pivede små drenge, som musikken på deres plader ellers i flere tilfælde kunne antyde, er at stramme den. Hvor Kings of Leon tog prisen for et par år siden i samme telt, er Band of Horses nok det mest behårede band på Roskilde i 2008. Fredag lignede de en blanding af The E-street Band og et genopstandent Grandaddy. Det look er altid en vinder på en festival.

At de også havde hår på brystet, viste hestebandet, da de åbnede koncerten med det nummer, der for alvor har katapulteret dem ind på indierockens stjernehimmel, “Is There A Ghost”. Mange vil vel nok argumentere for, at “The Funeral”, der kom senere i koncerten, er et bedre nummer, men faktum er, at singlen fra det nye album i lang tid har været pokkers svær at undgå på P3. Et faktum, der pressede utallige tilskuere ind i teltet, og resulterede i, at man måtte se store dele af koncerten sammenpresset i en svedig skruetvinge. Men rygklap til forsanger Ben Bridwell og resten af bandet for at turde affyre deres tunge skyts så tidligt. Og satsningen virkede, eftersom kun få forlod scenen efter hitsalven.

Bridwell var generelt i et hopla, der formåede at smitte det meste af teltet, som røg kollektivt op i gear, når sangerens karakteristiske Neil Young-falset skar igennem støjen. For støj var der desværre en hel del af. Forstået på den måde, at man i starten af koncerten dårligt kunne høre nogen af de tre guitarer på scenen. Da Bridwell indledte et amokløb på sin lapsteel-guitar, faldt lyden dog samtidig så meget på plads, at man kunne nyde en koncert med et band, der er på deres højeste. For os, der ikke har været helt overbevist af pladerne, var det en overraskelse, men for Band of Horses virkede det hele som en selvfølge. Under leveringen af “The Funeral” føltes det i hvert fald som den slags begravelse, man godt selv gad have. Når man nu ikke har en stor kanon.
(SJ)

Karakter:  

Mogwai, 04.07.08, 21.00, Arena

Foto: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

Hvor højt bliver det? Det var det umiddelbart indlysende spørgsmål, inden de skotske dødsgudfædre fra Mogwai skulle spille noget, man med rette kan kalde en comeback-koncert på Roskilde. For lydniveauet på årets festival har til tider været deprimerende lavt. Og i tilfældet Mogwai er decibelniveauet en så integreret del af helhedsindtrykket, at man havde noget bange anelser om en samtalekoncert med skotterne. Heldigvis var det ikke helt tilfældet.

Mogwai kan i hvert fald ikke klandres for noget som helst. Det er efterhånden et broget bagkatalog, skotterne har opbygget siden debuten og milepælen Young Team fra 1997. Heldigvis ramte setlisten denne anmelder lige dér, hvor det gør ondt. På en tilfredsstillende måde. Fra åbneren “Helicon 1” over en modbydeligt fremragende “Friend of the Night” til en endnu bedre “Hunted by a Freak” og mod slutningen den almægtige “Like Herod”, dominerede Stuart Braithwaite og co. Arena fra start til slut. I løbet af en ren klokketime nåede Mogwai ligeledes at smide en håndfuld nye numre ind i kaskaderne af feedback, og de tegnede ligeledes svært lovende for det nye album The Hawk Is Howling.

Mogwai var skelsættende, da de dukkede op i sluthalvfemserne, og det er værd at fremhæve førnævnte “Like Herod” som en helvedes kleppert af et støjmonstrum. Det var rart at se, hvordan nummerets konstante shock and awe-elementer stadig kan ryste et publikum igennem, som var de dåsecolaer på en gigantisk vaskemaskine. Mogwai slog kort sagt fast, at de er umulige at overgå, når de er bedst. Det eneste, der trækker ned, er lyden. For det var stadig ikke højt nok.
(SJ)

Læs også Undertoners anmeldelser af:
Kirsten Ketsjer: FFFFOO K TSSCCH
Band of Horses: Cease to Begin

Karakter:  

Deltag i debat