Plader

Helgi Hrafn Jónsson: For the Rest of My Childhood

Der skal altid snige sig en dark horse ind i feltet af årets singer/songwriter-album. I 2007 var det Sam Amidon. I 2008 har Helgi Hrafn Jönsson fået den ære, og jeg har meget svært ved at slippe begejstringen for mandens evner til at kombinere et snert af sfærisk Sigur Rös-pop med universel melankolsk sangskrivning. Det er ganske lettilgængeligt, men uhyre dragende og anbefalelsesværdigt.

Det er lørdag aften i begyndelsen af november 2008. Der er dømt kæresteaften i Skive, og romantikken skal have et af de her skud endorfin, som skal til en gang imellem. Men det starter lidt skidt rent madmæssigt, for de kulinariske input udebliver, og efter tre retter må vi konstatere, at vi lige har oplevet et af de værste restaurantbesøg ever – ikke den bedste start på aftenen, og jeg skal nok undlade at nævne spisestedets navn, men hold da op, en gang hundeæde de serverede. Værtinden præsenterede endda aftenens drikke som »julebuk« og ikke bryg. Så var underholdningen da for så vidt i top…

Derefter gik turen til koncert med Tina Dickow. En i øvrigt ganske udmærket oplevelse på forreste række i det gamle teater, der rettede gevaldigt op på restaurantbesøget – men det, der for alvor trak i nysgerrighedstorvet, var den tredje mand på scenen. Islandske Helgi Jönsson, som Dickow havde været så heldig at lokke med på sin miniturné. En vittig, spinkel fætter, der bl.a. udtrykte stor begrejstring for weekendens indtagelse af »jyllebryyg«, som blev forsøgt udtalt med særpræget accent. Han gjorde hele aftenen i Skive et stort musikalsk indtryk, og derfor var det en let opgave at takke ja til at anmelde hans anden udgivelse For the Rest of My Childhood.

Nu skal denne anmeldelse ikke være endnu et forsøg udi at redde en islænding eller rejse noget kapital til de i forvejen hårdt prøvede øboere, men lad det være sagt med det samme: Det er et rigtig godt album, Helgi Jönsson har lavet. Han er normalt at finde på scenen sammen med Sigur Rös, hvor han trutter i sin trækbasun, men han kan virkelig også på egen hånd. Faktisk så godt, at jeg ikke har hørt bedre popalbum i år – og ikke pop i den traditionelle facon, men moderne, voksen og ikke mindst melankolsk/romantisk pop, der er den perfekte ledsager til en aften, hvor man lige skal sætte prikken over i´et.

Albummet er en helhed fra ende til anden, godt pakket ind i skrøbelige og spinkle arrangementer, men også understøttet af en strygersektion, som virkelig løfter sangene op over middelmådigheden. Der tages enkelte skridt op i det pompøse, bl.a. via “Digging Up a Tree”, men ellers holder Jönsson sig behersket under overfladen og opøser den ene melankolske og stemningsmættede sang efter den anden.

Der er ingen dårlige numre på For the Rest of My Childhood, og det er selvfølgelig lidt af en påstand, men helheden og evnen til at forene de storladne med det minimalistiske behersker den unge islænding her til UG.

Der er rigtig mange højdepunkter på pladen, og det er svært at trække enkelte dele ud af helheden, men der er ingen tvivl om, at sange som “Ashes Away”, “Waltz” og “Dry Run” er skåret over den helt rigtige skabelon, hvis man ellers er i humør til den slags musik, der klarer sig bedst i halvmørke sammen med skumle tanker af den ene eller anden karat.

Faktisk må jeg tilstå, at Jönssons nye album er blevet lidt af en favorit til de stille aftener, hvor fruen har beordret fjernsynet slukket og stearinlysene præger belysningen i stuen. For the Rest of My Childhood er lidt af en uventet 2008-bonus, og jeg kan kun på det varmeste anbefale pladen, hvis man er til det tilgængelige, melankolske og stemningsmættede.

★★★★★☆

Deltag i debat