Plader

Lorna: Writing Down Things to Say

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Lornas tredje album er ni numre om kærligheden og dens op- og nedture. Serveret af ægteparret Mark Rolfe og Sharon Cohen-Rolfe med et musikalsk bagtæppe af afdæmpet, country-inficeret slowpop er det en følsom cocktail, der kun lader de hårdeste hjerter være upåvirkede.

Afdæmpet længsel og romantisk kærestesorg. Så enkelt kan Writing Down Things to Say beskrives. Et album, der næsten giver lytteren lyst til at opleve den store uopnåelige kærlighed, som på ingen måde kan forløses. Det hele beskrevet med en varme og melodisk sans, der rammer lige i hjertekulen.

Writing Down Things to Say er Lornas tredje album siden debuten fra 2003. Ventetiden mellem albummene er det hele værd, og det er helt i sin ret at affyre klicheen om, at alt godt kommer til den, som venter. Også dette album forklarer helt forståeligt, hvorfor ægteparret Mark Rolfe og Sharon Cohen-Rolfe fra Nottingham har en trofast fanskare.

Som på Static Patterns and Souvenirs er udtrykket enkelt, men faktisk er musikken endnu mere blid og afdæmpet, hvilket for kendte ører kan virke næsten umuligt. Og igen leverer Lorna et album, som gemmer på små musikalske perler, der kræver en dedikeret lytter og ikke en lytter, som forsøger at konsumere musikken som noget sekundært. Det betyder ikke, at musikken er kompliceret, men bare at den kræver engagement.

Lornas musik er afdæmpet slowpop med country-inspirationer. Bandet lyder flere steder næsten som andre bands, men altid kun næsten og aldrig nok til, at det på nogen måde bliver irriterende. I associationsrækken ligger Low, men også mere rockede bands som canadiske Stars og retropop-bandet Stereolab.

Fremhæves skal især åbningsnummeret ”Look Left”, som viser, hvad Lornas stærke side er: Når Sharons vokal falder ind i omkvædet af den ensomme fortælling, hvor matematiske mængdediagrammer bruges som symboler på parforholdet, skal man være ret hårdhjertet for ikke at kunne mærke et eller andet briste. Og Lornas version af Sebadoh-nummeret ”Think (Let Tomorrow Bee)” er næsten bedre end originalen – den tilføjer i hvert fald noget nyt med sin langsomme ømhed og Sharon på vokal.

Enkelte steder på albummet træder bandet lidt ud i det ukendte og forlader den poppede alt-country. ”Not in My Lighthouse” indeholder en lille smule elektronica som bund, mens ”(I Wish I Knew) How to Build a House” er bygget op omkring et groove, der sagtens kunne være smedet af Stereolab. Førstnævnte er i kraft af sin ligefremme melodi et af albummets mindre stærke numre, mens ”(I Wish I Knew) How to Build a House” positivt er med til at variere det afdæmpede helhedsindtryk.

Teksterne på albummet kredser hele vejen om kærlighedens mange facetter, både positive og negative, og det bidrager indirekte til stemningen at vide, at de to vokaler, der især for Sharons vedkommende er meget nærværende, stammer fra et ægteskab, der efter teksterne at dømme indeholder mange både gode og dårlige erfaringer – men er et ægteskab mellem to elskende. Titler som ”Not in My Lighthouse” og ”Warm Architecture” giver derfor også god mening, når de opfattes i overført betydning.

Som med foregående album kan Lorna ikke siges at overraske, hvilket på ingen måde skal opfattes negativt. Eneste personlige anke er, at Writing Down Things to Say er lidt mindre varieret end forgængeren. Men igen må hatten af for den sublime sangskrivning og dæmpede tone, som er grundsubstansen i musikken.

★★★★☆☆

Deltag i debat