Da “Since We’ve Been Wrong” første gang strømmer ud af mine højtalere (med den i øvrigt surrealistisk smukke tekstlinje: »Do you remember how you wore that dress / it slit my sight beneath the eyelids«), mÃ¥ jeg nok indrømme, at jeg bliver en smule overrasket. Jeg er generelt meget glad for psykedelisk og progressiv rock, men jeg synes ikke, at jeg tidligere SÃ… klart og tydeligt havde dechifreret Mars Voltas inspirationskilder. OgsÃ¥ selvom det altid har stÃ¥et ganske klart, at bandet var endog særdeles eklektiske i deres udtryk.

På den måde giver det også god mening, at Mars Voltas seneste udspil hedder Octahedron, der er en ottefladet geometrisk figur. Helt banalt er der otte numre på pladen, men de otte hjørner synes også at give mening i forhold til de mange musikalske genrer, hvis kroge bandet kommer ud i. Krogafsøgningen har den effekt, at det normalt er en konstant udfordrende oplevelse at lytte til Mars Volta, og sådan er det også i tilfældet Octahedron.

Tempoet er pÃ¥ Octahedron sat ganske markant ned, og vi kommer nu ud i hjørnerne af den progressive rock og det psykedeliske, mens den progressive metals lyd og de freejazzede elementer er lidt længere væk (uden dog at forsvinde, pÃ¥ “Halo of Nembutals” er afslutningen f.eks. præget af viltert flagrende klaver, feedback og ekspressive figurer i trommerne).

Et element, jeg ikke har lagt så meget mærke til tidligere, er Cedric Bixler Zavalas tekster, hvilket kunne skyldes, at teksterne på Octahedron er kommet frem i fokus, fordi lydbilledet er blevet en smule mere afdæmpet og ikke helt så altdominerende, som det ofte kunne være på de tidligere plader. I hvert fald er teksterne nærmest overvældende. Måske kunne man have gættet den tendens, når man kigger på coveret, der bærer klare referencer til Dalis surrealisme. I hvert fald er nærmest samtlige tekster udtryksfulde, ekstremt ekspressive og flere steder en smule foruroligende.

Tre nedslag pÃ¥ Octahedron, der nemt kunne være fundet tre andre, vilkÃ¥rlige steder, kunne være: »What am I without the bruises / this switch it won’t come on / what do I do to lose it/ beneath this distress call« (“Teflon”); »My devil makes me dream / like no other mortal dreams / with a blank eye corner / the only way to see him / in the tunnel where he slept« (“With Twilight As My Guide”); og »The swarms that I speak / are the wrists I have cut / by flooding the tubs / where the warmth held her up« (“Desperate Graves”).

Jeg har altid syntes, at Mars Volta var et fantastisk band, om end ekstremt krævende at lytte til. Og selvom de har sat tempoet markant ned, er der ikke tale om, at kompleksiteten er forsvundet, snarere træder enkeltdelene så meget desto tydeligere frem, og det er bestemt en fryd, hvis man har ører, der stiller krav til kompleksitet og kontinuerlig forandring i lydbilledet.

Bevares, der er tale om et mere afdæmpet album – selvom der stadig er plads til den hårdere rocklyd – sammenlignet med tidligere, men frem for at se det som enten en tilbagegang eller fremgang, ser jeg det snarere som en ekspansion af Mars Voltas i forvejen vidtrækkende og vidtfavnende univers.

Først og fremmest er det værd at hæfte sig ved, at den lyd, der præsenteres på Octahedron passer enormt godt til Zavalas vokal. Dernæst er Zavalas lyrik by far suverænt det bedste, jeg er stødt på i år, og for hvert nyt nummer er der en ny, surrealistisk, sproglig, følelsesfuld intensitet på allerhøjeste niveau. Når alt dette kombineres med Mars Voltas høje grad af kompleksitet og evige lyst til at udfordre, kan det næsten kun gå godt, og det er nok årsagen til, at jeg under gennemlytningerne nærmest sad med tilbageholdt åndedræt, så jeg var sikker på at få alle detaljer med – både lyrisk og musikalsk.

Octahedron kommer uden tvivl meget, meget højt på min liste over 2009’s bedste plader, og jeg ser allerede nu frem mod fredag aften på Roskilde Festival, hvor jeg vil lade mig henfalde i progressiv surrealisme.