En imponerende tæft for idérige melodier og fængende tekster præger When Saints Go Machines debut, Ten Makes a Face, der generelt er en vellykket popplade tilført masser af inspirationer fra new wave, disco, house og synth, hvor mainstreampoppen i den grad bliver udfordret.

I det poppede sammenkog er vokalharmonierne i højsædet, og Nikolaj Vonsilds falset kommer – de fleste steder – sikkert over åen uden at få våde bukser, selvom der stadig er et stykke op til f.eks. Prince. Vokalarbejdet breder det elektroniske univers ud og skaber nærmest et kirkerum af klang og fylde, som muligvis virker mærkværdigt kombineret med et cool synthpop-univers, men det fungerer rigtig fint.

Bortset fra et par helt skæve og ikke specielt appellerende numre lidt over halvvejs, er niveauet på Ten Makes a Face modigt og højt. Bandet undgår at falde i ønskebrønden for nemme hits, og kvartetten dyrker i stedet det beherskede, dystre og forførende i en hed cocktail af strygertemaer, boblende beats, skæve synths og fine breaks.

Neden under de mange skurrende beats og stjerneklare poptoner lurer skævheden, der er et fast holdepunkt hele vejen igennem, hvad enten den præsenteres med eller uden programmeringer – dette varieres ogsÃ¥ pÃ¥ fineste vis. Et eksempel pÃ¥ varmen under melankolien er “Å“Armed”, som Ã¥bner med et knugende, dryppende beat, der lyder som noget, man kører gennem et musikfilter. Et finurligt konstrueret, dansende beat hvirvler rundt i lydbilledet sammen med blÃ¥ keytoner og afmÃ¥lte, kølige pip fra klaveret. Spændingen forøges gennem den høje vokal, og inde bagved tristessen ligger basrundgangen og holder humøret oppe.

Sidste Ã¥rs “Kids on Vacation”, som blev dyrket en hel del pÃ¥ P3, skal man ikke forvente mange kloner af. I stedet er singlen “Fail Forever” et godt bud pÃ¥ indholdet af Ten Makes a Face og den coolness, der svæver omkring de 10 numre.

Mærkværdigvis kaster der sig et par skygger ind imellem de mange, mange solstrejf, og jeg begriber ikke helt den eurodance-venlige “Spitting Image” eller det freske, beatbombastiske “Head Over Heartbeat”, der skæmmer en ellers generelt flot debut. En debut, der ikke er bange for at vise ambitionsniveauet, som er højt, og pladen er mere indadvendt og elitær, end den er energisk, “Boogie” og dansevenlig. When Saints Go Machine fanger en meget lidt brugt lydstil i danskproduceret pop og gør den til sin egen. De har ikke genopfundet poppen, men deres insisteren pÃ¥ at lade det hÃ¥ndspillede kollidere med electronica/house holder det meste af vejen. Der tales til bÃ¥de hjernen med de til tider ganske finurligt opbyggede beats og til hjertet med det følelsesspækkede udtryk, der uvægerligt opfordrer lytteren til at skabe billeder i sit eget hoved. En helt igennem fornøjelig debut med et tydeligt og mærkbart fingeraftryk.