Plader

When Saints Go Machine: Ten Makes a Face

Basix møder Speen United? Vokalharmonier møder elektronik? Tja. When Saints Go Machine har helt deres eget udtryk, og det kan de sagtens være bekendt. Det er småt med musikalsk ukrudt, og i disse miljømæssige tider er det helt rart at slippe for at bruge Roundup.

En imponerende tæft for idérige melodier og fængende tekster præger When Saints Go Machines debut, Ten Makes a Face, der generelt er en vellykket popplade tilført masser af inspirationer fra new wave, disco, house og synth, hvor mainstreampoppen i den grad bliver udfordret.

I det poppede sammenkog er vokalharmonierne i højsædet, og Nikolaj Vonsilds falset kommer – de fleste steder – sikkert over åen uden at få våde bukser, selvom der stadig er et stykke op til f.eks. Prince. Vokalarbejdet breder det elektroniske univers ud og skaber nærmest et kirkerum af klang og fylde, som muligvis virker mærkværdigt kombineret med et cool synthpop-univers, men det fungerer rigtig fint.

Bortset fra et par helt skæve og ikke specielt appellerende numre lidt over halvvejs, er niveauet på Ten Makes a Face modigt og højt. Bandet undgår at falde i ønskebrønden for nemme hits, og kvartetten dyrker i stedet det beherskede, dystre og forførende i en hed cocktail af strygertemaer, boblende beats, skæve synths og fine breaks.

Neden under de mange skurrende beats og stjerneklare poptoner lurer skævheden, der er et fast holdepunkt hele vejen igennem, hvad enten den præsenteres med eller uden programmeringer – dette varieres også på fineste vis. Et eksempel på varmen under melankolien er “œArmed”, som åbner med et knugende, dryppende beat, der lyder som noget, man kører gennem et musikfilter. Et finurligt konstrueret, dansende beat hvirvler rundt i lydbilledet sammen med blå keytoner og afmålte, kølige pip fra klaveret. Spændingen forøges gennem den høje vokal, og inde bagved tristessen ligger basrundgangen og holder humøret oppe.

Sidste års “Kids on Vacation”, som blev dyrket en hel del på P3, skal man ikke forvente mange kloner af. I stedet er singlen “Fail Forever” et godt bud på indholdet af Ten Makes a Face og den coolness, der svæver omkring de 10 numre.

Mærkværdigvis kaster der sig et par skygger ind imellem de mange, mange solstrejf, og jeg begriber ikke helt den eurodance-venlige “Spitting Image” eller det freske, beatbombastiske “Head Over Heartbeat”, der skæmmer en ellers generelt flot debut. En debut, der ikke er bange for at vise ambitionsniveauet, som er højt, og pladen er mere indadvendt og elitær, end den er energisk, “Boogie” og dansevenlig. When Saints Go Machine fanger en meget lidt brugt lydstil i danskproduceret pop og gør den til sin egen. De har ikke genopfundet poppen, men deres insisteren på at lade det håndspillede kollidere med electronica/house holder det meste af vejen. Der tales til både hjernen med de til tider ganske finurligt opbyggede beats og til hjertet med det følelsesspækkede udtryk, der uvægerligt opfordrer lytteren til at skabe billeder i sit eget hoved. En helt igennem fornøjelig debut med et tydeligt og mærkbart fingeraftryk.

★★★★½☆

Om skribenten

Jeppe Fly-Kristensen

 

Biografi:
"Hej P3" var en af de første på banen, men det var først i slutfirserne og op gennem halvfemserne, at musikken for alvor tog fat. Fra Pet Shop Boys, Erasure og Depeche Mode til U2, The Cure og Blur. Måske er interessen knap så poppet i dag, men den er ikke blevet mindre.

 

Fem favoritalbums:
Tomas Anderson Wij: Ett slag för dig
U2: Achtung Baby
Nick Cave: No More Shall We Part
Lambchop: Is a Woman
Mikael Simpson: Os 2 + Lidt Ro 2002

1 kommentar

Skriv et svar